En sårende hemmelighed :(

Hej piger. 

Jeg har noget jeg må ud med. Det er svært.

lidt baggrund. Jeg lever i et parforhold på 6.år. 2 børn, hus og bil. Jeg har alt hvad jeg altid har drømt om, og er egentlig glad. 

Men. Jeg har en side som jeg kan mærke bliver undertrykt. Jeg føler ikke jeg trives 100% i et "lukket" forhold. Jeg fantaserer tit om at kysse og flirte, uden bindinger. Det har dybest set altid været en stor del af mig at søge bekræftelse på den måde og jeg synes det føles SÅ skønt at kunne slippe tøjlerne hvis man fx er i byen. Jeg elskede min singletid, og når jeg er ude ville jeg næsten ønske jeg var single igen. Selvom jeg ikke vil undvære det jeg har! 

Det er noget lort, og jeg føler mig pisse utaknemmelig. Men gud hvor føler jeg mig fristet af det uforpligtende og spontane når jeg er ude. 

Min kæreste ved godt hvordan jeg plejede at være når vi var i byen før vi blev et par, og jeg kan mærke han egentlig nok er lidt nervøs når jeg tager afsted. Skal siges at jeg aldrig har krydset grænsen mens vi har været sammen, men jeg må indrømme at jeg længes efter det. 

Men hvordan kommer man videre med den følelse? Handler det overhovedet om et behov, eller handler det om vores forhold? Min kæreste er alt for blød til at kunne håndtere et semi-åbent forhold tror jeg - jeg kan sagtens undvære sexen med andre. jeg tror han vil miste al tillid hvis jeg fortalte om mine tanker.  

Anonym skriver:

Hej piger. 

Jeg har noget jeg må ud med. Det er svært.

lidt baggrund. Jeg lever i et parforhold på 6.år. 2 børn, hus og bil. Jeg har alt hvad jeg altid har drømt om, og er egentlig glad. 

Men. Jeg har en side som jeg kan mærke bliver undertrykt. Jeg føler ikke jeg trives 100% i et "lukket" forhold. Jeg fantaserer tit om at kysse og flirte, uden bindinger. Det har dybest set altid været en stor del af mig at søge bekræftelse på den måde og jeg synes det føles SÅ skønt at kunne slippe tøjlerne hvis man fx er i byen. Jeg elskede min singletid, og når jeg er ude ville jeg næsten ønske jeg var single igen. Selvom jeg ikke vil undvære det jeg har! 

Det er noget lort, og jeg føler mig pisse utaknemmelig. Men gud hvor føler jeg mig fristet af det uforpligtende og spontane når jeg er ude. 

Min kæreste ved godt hvordan jeg plejede at være når vi var i byen før vi blev et par, og jeg kan mærke han egentlig nok er lidt nervøs når jeg tager afsted. Skal siges at jeg aldrig har krydset grænsen mens vi har været sammen, men jeg må indrømme at jeg længes efter det. 

Men hvordan kommer man videre med den følelse? Handler det overhovedet om et behov, eller handler det om vores forhold? Min kæreste er alt for blød til at kunne håndtere et semi-åbent forhold tror jeg - jeg kan sagtens undvære sexen med andre. jeg tror han vil miste al tillid hvis jeg fortalte om mine tanker.  

Altså jeg har det langt hen af vejen på samme måde. 

Jeg ELSKER at flirte, danse og kysse når jeg er i byen. Min kæreste er til tider lidt jaloux anlagt, så det kan han slet ikke håndtere hvis jeg gør, selvom der fra min side ikke er noget som helst i det. Udover at det for mig lidt er en del af det at feste. Vores forhold er godt nok ikke nær så gammelt som jeres, men vi er kommet frem til denne aftale: "Det er ok at samle appetit ude, men man spiser hjemme" Altså forstået på den måde at lidt uskyldigt flirten og dansen det sker der ikke noget ved. Men skal der ske mere så skal det være med ham. Det er et kompromis vi begge kan leve med. 

Han kan godt leve med at når jeg (en sjælden gang imellem) er til fest/i byen så flirter jeg lidt. Så længe det er ham jeg kommer hjem og kysser på. Og det er jo i virkeligheden ham jeg har allermest lyst til så det passer mig udmærket. 
For mig handler det overhovedet ikke om vores forhold. Jeg er så glad for ham og det vi har, og vil på ingen måde ødelægge det. Men ville også føle mig bundet på en meget ubehagelig måde hvis jeg f.eks. ikke måtte danse med andre fyre. Særligt når nu min kæreste slet ikke vil danse

Måske I kunne nå frem til et lignende kompromis? At du lægger en lille smule bånd på dig selv og han stoler nok på dig til at give dig lidt frie tøjler?

MummiT skriver:

Altså jeg har det langt hen af vejen på samme måde. 

Jeg ELSKER at flirte, danse og kysse når jeg er i byen. Min kæreste er til tider lidt jaloux anlagt, så det kan han slet ikke håndtere hvis jeg gør, selvom der fra min side ikke er noget som helst i det. Udover at det for mig lidt er en del af det at feste. Vores forhold er godt nok ikke nær så gammelt som jeres, men vi er kommet frem til denne aftale: "Det er ok at samle appetit ude, men man spiser hjemme" Altså forstået på den måde at lidt uskyldigt flirten og dansen det sker der ikke noget ved. Men skal der ske mere så skal det være med ham. Det er et kompromis vi begge kan leve med. 

Han kan godt leve med at når jeg (en sjælden gang imellem) er til fest/i byen så flirter jeg lidt. Så længe det er ham jeg kommer hjem og kysser på. Og det er jo i virkeligheden ham jeg har allermest lyst til så det passer mig udmærket. 
For mig handler det overhovedet ikke om vores forhold. Jeg er så glad for ham og det vi har, og vil på ingen måde ødelægge det. Men ville også føle mig bundet på en meget ubehagelig måde hvis jeg f.eks. ikke måtte danse med andre fyre. Særligt når nu min kæreste slet ikke vil danse

Måske I kunne nå frem til et lignende kompromis? At du lægger en lille smule bånd på dig selv og han stoler nok på dig til at give dig lidt frie tøjler?

jeg danser også med andre, det er der ikke noget i vejen for. Det kan han godt håndtere, men ikke at fyrene fx kommer med tilnærmelser og "kommer til" at lægge en hånd på min numse og den slags. 

Jeg føler bare det er voldsomt svært at modstå fristelsen til kysset og den tætte kropskontakt. Som du siger har det bare længe været en del af min måde at feste på. Og jeg savner det virkelig.  

Nu har jeg det ikke selv sådan. Jeg søgte en gang konstant bekræftelse gennem andre (ved at flirte, score, vise at jeg kunne få hvem jeg ville i byen), men jeg fandt ud af, at lige så snart jeg var blevet bekræftet, så manglede jeg det hurtigt igen, så jeg kiggede ind ad, hvad var årsagen til, at jeg søgte denne bekræftelse ved andre? Var det ikke vigtigere, at jeg fandt denne bekræftelse ved mig selv, at jeg bekræftede mig selv dagligt. Det gør jeg hver dag, og jeg har ikke længere den længsel efter at flirte i byen.