Hjælp!

Jeg skriver, fordi jeg er desperat. 

Jeg har en fantastisk dejlig dreng, på seks år. Han er meget omsorgsfuld og kærlig. 

De sidste par måneder har været meget hårde. Han får dagligt et "anfald" hvor han går fuldstændig amok. Han kaster sig rundt, råber, skriger, slår hovedet ind i væggen. Det kommer oftest ved at der bliver stillet krav til ham, fx i form af tandbørstning.

Vi har altid stået fast med de ting, vi siger til ham- så det er ikke noget nyt, at det er os, der bestemmer. 

Her til aften havde jeg en voldsom tur med ham, hvor man slet ikke kan nå ind til ham. I aften fik jeg øjenkontakt med ham- og jeg kunne ikke se min dejlige dreng. Hans øjne var nærmest mørke. Han var rasende! Hele værelset blev kastet rundt med, mens han råber, skriger og græder.

Jeg ved simpelthen ikke, hvad vi skal gøre længere. Lærer og pædagogerne siger, at vi bare skal fortsætte som vi gør- men jeg ser ingen bedring. Tværtimod ser jeg en dreng, der lukker sig mere inde i sig selv. 

Hjælp mig- jeg er desperat!

76 visninger... Er der virkelig ingen, der har noget at byde ind med?

Hmm 

Vi har voldsomme ture til tider herhjemme - intet som du beskriver dog ...

Hvor stærk er han ? Og er det muligt at fastholde ham mens det står på - for at berolige og for han ikke gør skade på sig selv ? 

Er han bange for tandbørstning ? Kan han evt selv gøre det - han er jo stor  

Ellers kan du evt bruge fastholdelsesmetoden under tandbørstning - barnet skal ligge på gulvet - forælder sidder på gulvet med barnets hoved mellem benene og den voksnes knæ på barnets skuldre ... Jeg har kun prøvet et par håndfulde gange og mest da hun var 3-4 , men det skulle gøre så barnet ikke kan få dumme vrid og gøre skade på sig selv under tandbørstningen

Er han lige startet i skole? Eller måske i 1. Klasse?

jeg går ud fra pga alder han enten lige er startet i 0.klasse eller i 1. Klasse og vil sige det er en kæmpe kæmpe kæmpe omvæltning, netop hvor kravene pludselig føles uoverkommelige og man føler man ikke slår til hele tiden, man hviler ikke i sig selv men står på tæer og kan alligevel ikke nå. Har hørt fra mange forældre og har selv oplevet det med især min store pige at jeg fik verdens sureste barn i en periode, et barn der ikke var samarbejdsvillig, træt, ved siden af sig selv. 

Du kan ikke ændre omstændighederne men du kan få hjælp til at klare anfaldene. Har I en åben anonym rådgivning i din kommune? Hvis de har ville jeg råde dig til at gå der op, bare det at få sagt alle sine bekymringer højt (jeg læser en bekymring om din søn er normal - og den skal siges højt og kigges på så du ved med ro i sindet at ja det er han), en giver lidt råd og du får ro. For det aller aller aller vigtigste er din ro, din søn forstår heller ikke det her, han mærker din uro og bliver selv mere urolig. 

og jeg vil ikke sidde her og fortælle dig hvad du skal gøre i situationen, eller din søn er normal eller... For det ved jeg for lidt til, men jeg vil slå på tromme for at du får lov til at tale ud til en der ikke kender dig og din søn, en der lytter og fortæller dig du er god nok.

har selv lige haft min store datter på 12 år der brød sammen og jeg var aå sindsyg bange for den var helt gal. En time hvor jeg læssede af og jeg gik ud med en ro så jeg kunne gøre det rigtige som mor. 

Kæmpe kram til dig ved hvor forfærdeligt det er når man føler sig magtesløs og handlingslammet og alle de værste tanker når at drøne rundt i hovedet på en 

Jeg har haft hysteriske ture med mit barn men ikke noget nær det du beskriver. Umidddelbart tænker jeg på om der har været en ændring i hans liv som gør at han reagerer. Har han det godt ellers, eller er det hans frustrationer over en anden situation som han afreagerer på/omkring hos jer hvor han er tryg?