Skal man holde barnedåb med faren til barnet og hans familie? Vi har fælles forældremyndighed.
Lindas svar
Kære mor.
Din situation virker til at være, at du og faren til jeres fælles barn ikke længere er sammen og du nu spørger til om jeg synes du BURDE holde barnedåb sammen med den familie.
Ja-argumenter
På den ene side bør I som forældre forsøge at støtte op om barnets vigtige livsomstændigheder så meget som muligt, det betyder bl.a. at man forsøger at pakke konflikter og uoverensstemmelser væk og deltage åbent og venligt i fælles arrangementer.
Dåb er en meget vigtig fejring, da det for mange familier er eneste officielle fejring af et nyfødt barn. Set i den sammenhæng vil faderens familie sikker også gerne være med som symbol på at barnet har mange familiemedlemmer, som ønsker at have en relation til barnet, mens det vokser op.
Overvej at læse dette afsnit på min hjemmeside om at samarbejde med svigerfamilien.
Nej-argumenter
På den anden side afhænger det hele af om I overhovedet magter at fejre fester sammen. Siden bruddet mellem jer sandsynligvist er nyt (siden jeres fælles barn har dåbsalderen). Måske der er så mange følelser i klemme, at en fælles fest eller bare det at se hinanden i kirken kan skade mere end gavne i jeres samarbejde og relation. Dette er en overvejelse værd.
Så min konklusion er: Det er vigtigt for alle børn at kende og holde af begge deres forældre. Det er desuden vigtigt at have så godt et samarbejde som muligt om børnene. Bl.a. fordi det er usundt at vokse op i konfliktfyldte relationer og på den måde være "flasket op" med en negativ måde at være sammen med andre på.
Derfor bør du vælge den løsning der på længere sigt sikrer dit barns relation til fars familie – og aftale dette med far.
Jeg ønsker jer alt det bedste.
Venlig hilsen Linda Stæhr
Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk
Anmeld
Citér