Føler mig så glemt

Ih hvor jeg bare tror mine hormoner går amok i øjeblikket, mig og min kæreste venter vores første barn, vi går begge hjemme han er sygmeldt til det nye år pga arbejdsulykke og jeg er sygmeldt resten af graviditeten pga svær bækkenløsning  

og hvor kan det altså være en udfordring især for ham, jeg føler slet ikke jeg får den bekræftigelse jeg vil have, selvom han faktisk er god til at sige han elsker mig og kysser mig tit, det hele er bare blevet så almindeligt  fordi Vi begge to går hjemme og har ikke det vilde at snakke om, i de normale hverdage ser vi først  hinanden ved en 17 tiden og der har aldrig været noget, men lige nu er vi uenige om så små dumme ting og jeg har en alt for kort lunte og bliver sur over det mindste ting såsom han ikke vil gå med i seng  føler også nogle gange han ikke er ærlig over for mig med at fortælle ham om der er noget og hvis jeg spørg ham bliver han sur over jeg spørg igen. 

jeg frygter virkelig bare han får nok af mig og skrider håber virkelig bare det er mine hormoner der løber løbsk med mig lige nu jeg ved ikke hvad jeg kan gøre for at føle alt er godt med mig og ham for jeg elsker ham virkelig overalt på jorden, og er ikke i tvivl om han også elsker mig rigtig højt. 

Lidt tarveligt  at sige det men jeg glæder mig til han skal på arbejde igen.... Så kan vi måske få en noglelunde hverdag op at kører sammen...

Anonym skriver:

Ih hvor jeg bare tror mine hormoner går amok i øjeblikket, mig og min kæreste venter vores første barn, vi går begge hjemme han er sygmeldt til det nye år pga arbejdsulykke og jeg er sygmeldt resten af graviditeten pga svær bækkenløsning  

og hvor kan det altså være en udfordring især for ham, jeg føler slet ikke jeg får den bekræftigelse jeg vil have, selvom han faktisk er god til at sige han elsker mig og kysser mig tit, det hele er bare blevet så almindeligt  fordi Vi begge to går hjemme og har ikke det vilde at snakke om, i de normale hverdage ser vi først  hinanden ved en 17 tiden og der har aldrig været noget, men lige nu er vi uenige om så små dumme ting og jeg har en alt for kort lunte og bliver sur over det mindste ting såsom han ikke vil gå med i seng  føler også nogle gange han ikke er ærlig over for mig med at fortælle ham om der er noget og hvis jeg spørg ham bliver han sur over jeg spørg igen. 

jeg frygter virkelig bare han får nok af mig og skrider håber virkelig bare det er mine hormoner der løber løbsk med mig lige nu jeg ved ikke hvad jeg kan gøre for at føle alt er godt med mig og ham for jeg elsker ham virkelig overalt på jorden, og er ikke i tvivl om han også elsker mig rigtig højt. 

Lidt tarveligt  at sige det men jeg glæder mig til han skal på arbejde igen.... Så kan vi måske få en noglelunde hverdag op at kører sammen...

Elsker at holde ferie med min mand (og mine børn) elsker de uendelige dage uden planer, være udhvilet, rejse og og og.... Men tanken om at gå op og ned af hinanden hver dag - puha bare tanken og jeg bliver helt stresset, hvor ville mit frirum være? Hvad skulle vi tale om? Skulle vi så spise alle måltider sammen? Hvad hvis jeg ville på nettet? Hvad når han ville og jeg ville snakke? 

Tror det ville kræve mange lange snakke med forventningsafstemning, snakke om man ikke behøver være sammen når man er sammen, snakke om det var okay min kære mand ikke konstant syntes jeg var sjov, dejlig og en man skulle være sammen med - bare nu med en stresset hverdag kan jeg blive skuffet hvis vælger Facebook og jeg troede vi skulle snakke... 

Det er lang tid I skal gå sammen, og du har sikker dine drømme om det "perfekte" og han sine drømme om det samme. Jeg ville lige sætte mig ned og tale det igennem, forventninger... Sikker på han ikke er træt af dig, men af situationen

Anonym skriver:

Ih hvor jeg bare tror mine hormoner går amok i øjeblikket, mig og min kæreste venter vores første barn, vi går begge hjemme han er sygmeldt til det nye år pga arbejdsulykke og jeg er sygmeldt resten af graviditeten pga svær bækkenløsning  

og hvor kan det altså være en udfordring især for ham, jeg føler slet ikke jeg får den bekræftigelse jeg vil have, selvom han faktisk er god til at sige han elsker mig og kysser mig tit, det hele er bare blevet så almindeligt  fordi Vi begge to går hjemme og har ikke det vilde at snakke om, i de normale hverdage ser vi først  hinanden ved en 17 tiden og der har aldrig været noget, men lige nu er vi uenige om så små dumme ting og jeg har en alt for kort lunte og bliver sur over det mindste ting såsom han ikke vil gå med i seng  føler også nogle gange han ikke er ærlig over for mig med at fortælle ham om der er noget og hvis jeg spørg ham bliver han sur over jeg spørg igen. 

jeg frygter virkelig bare han får nok af mig og skrider håber virkelig bare det er mine hormoner der løber løbsk med mig lige nu jeg ved ikke hvad jeg kan gøre for at føle alt er godt med mig og ham for jeg elsker ham virkelig overalt på jorden, og er ikke i tvivl om han også elsker mig rigtig højt. 

Lidt tarveligt  at sige det men jeg glæder mig til han skal på arbejde igen.... Så kan vi måske få en noglelunde hverdag op at kører sammen...

sådan havde jeg det også... da jeg ventede vores datter blev jeg også irriteret over små, dumme ting. Min kæreste var god til at slå det hen med at det blot var graviditeten, og så "koble af" på arbejdet...

pt. er han arbejdsløs, og jeg går hjemme indtil mit studie starter i januar - og vi er da også begyndt at vrisse af hinanden... jeg var også bange for at vores forhold var ved at gå i stykker, men min svigermor og tante sagde til mig at en frustrationer over manglende arbejde/sygdom gør at man har kortere lunte og kan blive sur over små basale "hverdagsgnidninger"...