Hvordan holder man gejsten oppe??

Beklager den lange smøre på forhånd.

Jeg var simpelthen så sikker på at den her gang var vores tur til at være gravide. Havde ingen fysiske symptomer, men havde så mange drømme om at nu var baby der, så tog hele ventetiden til test dagen helt rolig, fordi jeg vidste jo jeg var gravid. I morges, som var min test dag, kom den forbandet menstruation. 

Selv min kæreste havde fornemmelsen af at nu var den der. Og så ligger man med de stærkest menstrutions smerter jeg nogensinde har oplevet og lider, og det hele gør ondt, både fysisk og psykisk! Hvorfor var den der ikke den her gang

Der er så lang tid til vi skal i behandling (maj) og selvfælgelig betyder det at vi har svært ved at lave baby uden hjælp, men derfor tillader man sig selv at håbe engang imellem. 

Men hvordan bliver i ved med at rejse jer og håbe på næste gang er lykkens gang? Hvordan bliver jeres forhold ikke tæret på, når skuffelsen bliver større og større for hver gang menstruationen kommer er så bange for det hele bliver for meget! Men hvordan tager man en pause fra baby projektet? Så skal vi stoppe med at have sex og det løser jo ingen ting.

Beklager den lange smørre, men synes lige hele verden er imod os lige nu og alle bliver gravide undtagen os Håber nogen har nogle gode råd eller solskins historier, som kan holde håber og lysten til at fortsætte projektet tændt 

Miss LT skriver:

Beklager den lange smøre på forhånd.

Jeg var simpelthen så sikker på at den her gang var vores tur til at være gravide. Havde ingen fysiske symptomer, men havde så mange drømme om at nu var baby der, så tog hele ventetiden til test dagen helt rolig, fordi jeg vidste jo jeg var gravid. I morges, som var min test dag, kom den forbandet menstruation. 

Selv min kæreste havde fornemmelsen af at nu var den der. Og så ligger man med de stærkest menstrutions smerter jeg nogensinde har oplevet og lider, og det hele gør ondt, både fysisk og psykisk! Hvorfor var den der ikke den her gang

Der er så lang tid til vi skal i behandling (maj) og selvfælgelig betyder det at vi har svært ved at lave baby uden hjælp, men derfor tillader man sig selv at håbe engang imellem. 

Men hvordan bliver i ved med at rejse jer og håbe på næste gang er lykkens gang? Hvordan bliver jeres forhold ikke tæret på, når skuffelsen bliver større og større for hver gang menstruationen kommer er så bange for det hele bliver for meget! Men hvordan tager man en pause fra baby projektet? Så skal vi stoppe med at have sex og det løser jo ingen ting.

Beklager den lange smørre, men synes lige hele verden er imod os lige nu og alle bliver gravide undtagen os Håber nogen har nogle gode råd eller solskins historier, som kan holde håber og lysten til at fortsætte projektet tændt 

Kære dig

Det gør ondt, når man kæmper og kæmper, men alligevel ikke kommer nogen vegne. 

Det eneste jeg kan sige (som I sikker har hørt mange gange før) er, at det bedste er ikke at tænke på det hele tiden. Hvilket også bare er det aller sværeste. Hvordan skal man stoppe med at tænke på det, man ønsker sig aller mest i verden.

Hvor længe har I været i gang? I det mindste kan I nu sætte hak ud for næste skridt, nemlig undersøgelse. Det hjælper jeg ikke nu og her, men jeg syntes selv det var rart dengang vi endelig blev henvist. 

MEGA langt svar!

Dejligt at du starte denne tråd - synes der er for lidt snak om det ikke at kunne få børn, og de følelser og tanker der følger med!... Jeg føler der er en ide om her i samfundet at det er et tabu, at snakke om man ikke kan få børn, at det er en samtale man undgår med at sige "Det skal nok komme, i skal bare være sammen noget mere" el. "I skal bare stoppe med at tænke på det, så kommer det når i mindst venter det" ... (Sorry) - DET er simpelthen noget lort at sige, hvis du spørg mig! Det får mig kun til at føle mig dum og utilstrækkelig!!! Vi har selvfølgelig sex så tit vi kan, OG man kan også få børn selvom man tænker over det!!! - Som min læge sagde: "Louise ... Der er også nogle der blivergravide selvom de tænker over det"   

Nå tilbage til følelserne: Vi har været igang i 13 måneder, og går nu med den der "skal vi gå til læge?" - og seriøst jeg er 31 år og 4 af mine veninder er blevet gravide indenfor 3 måneder og tre af dem blev gravide i første forsøg! Jeg var ved at tude hver gang, men ingen spørg ind til noget, ingen gider eller har lyst til at tage det grimme emne op "Nå ja Louise i har prøvet i 13 måneder, hvordan har du det?" ,

OG til dit spørgsmål: Jeg har hver måneder tænkt, "Nå 14 dage til, og så er der en chance igen, for der er der ÆL." og den har jeg levet på mega længe! Jeg ved ikke hvordan man lever i det, jeg synes det går meget op og ned, der kan være måneder hvor jeg bare er opmærksom på hvad dag i min cyklus jeg er, og andre gange er jeg helt på dupperne og planlægger sex ned til mindste detalje! 

Jeg snakker ikke altid med David om tingene, mogle gange er det bedre at lade være, for jeg tror mænd bare tænker "Jubbiii, jeg er så god jeg har lagt en baby i mavsen på hende" og så er han totlt happy og uden tanke om konsekvensen at der ikke er en baby.. og jeg tænker hele tiden at der nok ikke er noget, jeg snyder mig selv, jeg får mens snart og alle andre bekymringer! - SÅ ja har intet svar på dit spørgsmål!!

Jeg har overvejet at dyrke meditation en gang om dagen, 10 min - kroppen skal slappe af og være rolig .. måske det kan få styret ens tanker! Der findes flere APPs 

Lige endnu en sur smørre

Det er nemlig den der "i skal bare ikke tænke på det" "det skal nok ske" "bare vær tålmodig".... Jeg ved at alt bliver sagt med de bedste intentioner og jeg sagde præcis det samme selv før i tiden (undskyld til alle jeg har sagt det til!!) Men Nøj hvor har jeg bare lyst til at få lov til at hade gravide et dag om måneden, så skal jeg nok være lykkelige og glade på jeres vegne alle de andre dage, men lige den dag hvor min menstruation kommer og jeg havde tanken at jeg var gravid, der elsker jeg jer ikke :/ 

Kan slet ikke forstå hvordan man holder hovedet højt i den her proces, vi har prøvet i snart halvandet år og prøver at være tålmodig og vente på behandlingen går i gang, men det er svært! Vi er begge 30 og desværre er Jespers sædkvalitet meget nedsat, hvilket også gør det dumt at håbe det sker "naturligt", men også svært at lade vær. Må finde den berømte tålmodighed frem og måske du har ret i at meditation kunne gøre underværker, så man ikke har halvandet års indebrændthed med sig, det kan heller ikke være sundt. Så den vogn hopper jeg med på

Desværre er jeg på mobilen nu så et langt svar bliver det ikke.

Hvordan man overlever og holder hovedet oppe? Der er ikke et korrekt svar. Det der holder mig oppe holder måske ikke dig oppe. 

Sætninger som "det skal nok komme", " i tænker for meget over det" og mange andre 'fantastiske' sætninger, kan vi ikke bruge til en dyt... Men de bliver sagt fordi folk står magtesløse over for os - og som forældre til et barn der blev lavet meget nemt, kan man så sætte sig ind i hvordan det er at skulle kæmpe for det? 

Nå tilbage til overlevelsen... Jeg har faktisk taget en af sætningerne til mig og prøver at tænke så lidt på det som muligt. Og så ser jeg fremad!! Hvis man tæller den ulykkelige graviditet med har vi alt i alt kæmpet 5 år og stadig intet levende barn - men i næste uge starter vi i IVF og det er det jeg hele tiden har set for mig, det her lys der betyder behandling, det har holdt mig oppe.

Du/I har en samtale/undersøgelse i fremtiden - brug den som dit lys/dit mål. Vejen der til kan være øvelse, men sker der ikke noget inden så ved du, at der for enden er behandling som venter på jer. Ventetiden til første samtale/undersøgelse er lang, men lige så snart i er i gang så går det altså hurtigt.

Jeg ønsker jeg held og lykke med behandlingen 

Svaret blev langt alligevel, håber ikke min telefon har ændret for mange ord 

Prøver at tænke de positive tanker og ikke tænke over alle de gange det ikke er blevet til noget. Og hvem ved måske alle dem som siger "det kommer når du ikke tænker på det, ikke stresser over det, eller lige om lidt", har ret  

tænker i hvert fald det ikke kan skade at tænke positivt på fremtiden, selvom den til tider føles uendelig sort og håbløs! Så vil gøre det til min kamp at blive en af de happy-happy people, som kan vende negative situationer til noget positivt og prøve at se lyst på det. Men Nøj det bliver en kamp! Det er så svært at sige "ok op på hesten igen, den var der heller ikke den her gang, men det kommer når det kommer" og så smile. 

Men hvem havde også sagt livet skal være let

tak fordi i alle ville dele jeres frustrationer, er så rart at vide man ikke er alene om at hade verden engang imellem, og være flere om kampen om at se lyst på tingene held og lykke til jer alle og glade positive baby-tanker

Miss LT skriver:

Beklager den lange smøre på forhånd.

Jeg var simpelthen så sikker på at den her gang var vores tur til at være gravide. Havde ingen fysiske symptomer, men havde så mange drømme om at nu var baby der, så tog hele ventetiden til test dagen helt rolig, fordi jeg vidste jo jeg var gravid. I morges, som var min test dag, kom den forbandet menstruation. 

Selv min kæreste havde fornemmelsen af at nu var den der. Og så ligger man med de stærkest menstrutions smerter jeg nogensinde har oplevet og lider, og det hele gør ondt, både fysisk og psykisk! Hvorfor var den der ikke den her gang

Der er så lang tid til vi skal i behandling (maj) og selvfælgelig betyder det at vi har svært ved at lave baby uden hjælp, men derfor tillader man sig selv at håbe engang imellem. 

Men hvordan bliver i ved med at rejse jer og håbe på næste gang er lykkens gang? Hvordan bliver jeres forhold ikke tæret på, når skuffelsen bliver større og større for hver gang menstruationen kommer er så bange for det hele bliver for meget! Men hvordan tager man en pause fra baby projektet? Så skal vi stoppe med at have sex og det løser jo ingen ting.

Beklager den lange smørre, men synes lige hele verden er imod os lige nu og alle bliver gravide undtagen os Håber nogen har nogle gode råd eller solskins historier, som kan holde håber og lysten til at fortsætte projektet tændt 

Øv, at det ikke var jeres tur denne gang. Den følelse har jeg siddet med mange gange, desværre!

Vi har været i gang i over 2,5 år nu (barn nr. 2). For at være ærlig, så har jeg efterhånden mistet modet lidt. Jeg håber stadig hver måned, at denne gang er den der, men bortset fra en graviditet i foråret, der endte i abort i uge 13, så er der ikke sket noget på den front.

Aborten ændrede faktisk noget i os, satte det hele lidt i perspektiv, og vi har ikke længere så travlt. Inden havde vi meget travlt, stressede faktisk rigtig meget over det, og hver måned med menstruation var et nederlag. Inden jeg blev gravid havde vi været i ICSI behandling i et halvt år, og nået 1 gang overstimulering (uden ægoplægning), 2 fryseforsøg, 1 mislykket forsøg (understimulering) - og det sidste blev jeg faktisk gravid i alligevel, men det endte jo som sagt ikke godt.

Siden aborten har vi haft et ICSI forsøg mere, og har også stadig et tilbage, men jeg har slet ikke lyst til behandlingen lige nu, så vi holder pause (lige nu på 3. cyklus). Lige nu overvejer jeg faktisk at kaste håndklædet helt i ringen, for jeg orker ikke det hormoncirkus igen. Vi har stadig knap et år tilbage på vores kontrakt (vi er i det private, hvor vi købte 3 forsøg), så der er stadig lang tid at ombestemme sig i

Jeg er faktisk stoppet med at teste, har ikke testet i 3 måneder, men min menstruation har så heller ikke været forsinket, så der har ikke været grund til det. Jeg har da været snydt af min krop (eller nok rettere mit håb), op til de fleste menstruationer også det sidste halve år, men det fylder ikke på samme måde, når håbet brister.

Jeg er begyndt at vænne mig til, at vores datter på snart 4 år nok bliver enebarn, og tanken gør mig ikke længere trist. Vi håber da stadig, at jeg bliver gravid igen og vil blive jublende lykkelige - men hvis ikke, så har vi i det mindste vores datter (som nok også er grunden til, at vi kan være så rolige, for vi har jo et barn allerede!).

Drømmen om et barn mere og 2,5 års kamp har været ret hårdt for vores parforhold, men det begynder at blive bedre igen. Vi prøver bare at nyde hinanden igen, og ikke tænke så meget over det. Det er dog endnu ikke lykkes mig at glemme, at nu er det ca. ægløsningstid og været ligeglad, men måske vi når dertil en dag... Så rådet om bare at slappe af og tænke på noget andet - føles også umuligt her, selvom vi næsten har opgivet. 

Hmmm det blev ikke til så mange gode råd eller solskinshistorier, men måske du kan bruge mine tanker alligevel Om ikke andet så held og lykke med det hele fremover 

Miss LT skriver:

Beklager den lange smøre på forhånd.

Jeg var simpelthen så sikker på at den her gang var vores tur til at være gravide. Havde ingen fysiske symptomer, men havde så mange drømme om at nu var baby der, så tog hele ventetiden til test dagen helt rolig, fordi jeg vidste jo jeg var gravid. I morges, som var min test dag, kom den forbandet menstruation. 

Selv min kæreste havde fornemmelsen af at nu var den der. Og så ligger man med de stærkest menstrutions smerter jeg nogensinde har oplevet og lider, og det hele gør ondt, både fysisk og psykisk! Hvorfor var den der ikke den her gang

Der er så lang tid til vi skal i behandling (maj) og selvfælgelig betyder det at vi har svært ved at lave baby uden hjælp, men derfor tillader man sig selv at håbe engang imellem. 

Men hvordan bliver i ved med at rejse jer og håbe på næste gang er lykkens gang? Hvordan bliver jeres forhold ikke tæret på, når skuffelsen bliver større og større for hver gang menstruationen kommer er så bange for det hele bliver for meget! Men hvordan tager man en pause fra baby projektet? Så skal vi stoppe med at have sex og det løser jo ingen ting.

Beklager den lange smørre, men synes lige hele verden er imod os lige nu og alle bliver gravide undtagen os Håber nogen har nogle gode råd eller solskins historier, som kan holde håber og lysten til at fortsætte projektet tændt 

Vi har været igang i 6 år og har et forsøg tilbage i det offentlige. 

Jeg har været gravid adskillige gange, hvor det er sluttet tidligt. 

Gejsten er for tiden helt i bund. Jeg har valgt at søge orlov fra uddannelsen, for at kunne slappe af omkring det sidste forsøg. 

Lykkedes det ikke, drager vi til grækenland for at få donoræg. 

Jeg synes gejsten er svær at holde oppe, for projektet fylder efterhånden alt. Det er ikke muligt for mig at holde en pause, da jeg allerede i en alder af 27 år er på vej i overgangsalderen. 

Det er efterhånden rigtig hårdt for parforholdet, men jeg er sikker på vi kommer stærkere ud på den anden side. 

Åh det er godtnok også nogle hårde omgange i har været i! Jeg tror det er ligegyldigt om man har et barn eller ej, hvis ønsket er der, så gør det bare ondt når man får menstruation   Så sender jer lige en krammer

FOrstår ikke hvordan vi kan være så mange mennesker på jorden, og så have såå lille bitte en vindue hver måned at blive gravide i! Forstår ikke hvordan folk gør det 

Jeg har også overvejet om man skulle tage orlov fra sin hverdag, få sig en hobby og fordybe sig i nogle andre ting end livets mere sure pligter, såsom arbejde, og måske kunne få lidt indre-ro og få styr på tankerne bag baby-projektet. Men om det virker, det ved jeg ikke. Tror ikke der er nogle af os som ikke har børn, som kan sige nogle kloge ting der måske virker. 

For mig er det bare den frustration over ikke at være herre over sit eget liv! Jeg ønsker mig så inderligt et barn, og jeg er forkælet på det punkt, at jeg troede at hvis jeg kæmpede hårdt for at få det jeg ønskede mig, at så skulle det nok lykkedes, men hvornår har man kæmpet nok?

Og jeg tror flere af os har ønsket om at kunne give vores kærester/mænd/partner en positiv graviditetstest i julegave, men så skal det også til at være snart. Og det er en af de frustrationer, om at jeg ikke kan få lov til at planlægge noget, eller kunne gøre noget særligt osv, der også gør ekstremt ondt, oveni at det bare gør ondt ikke at kunne få et barn, når man ønsker et og har kæmpet i et stykke tid. 

Jeg sender jer alle en krammer og glade baby-tanker og håber at julemanden kan opfylde nogle store ønsker i år