Anonym skriver:
jeg er gift på 4. År og vi har været sammen i 10 år. Vi har et barn sammen og venter et til her i foråret. Vi har hus sammen og to biler og økonomien er god nok. Vi mangler ikke noget.
men jeg er kommet i tvivl om forholdet. Og er også meget i tvivl om jeg skal skrive det her. Men har brug for at lufte mine tanker. Lad mig starte med at sige at jeg absolut ikke selv er perfekt. Det er ingen jo. Jeg har også prøvet at snakke med ham om de ting jeg nævner, men han har ikke i sinde at gøre noget .
jeg står for stort set alt herhjemme. Og når jeg siger alt så mener jeg alt. Når jeg beder ham om noget himler han øjne men efter lidt brok ender han med at gøre det. Han er ikke meget hjemme. Ikke pga meget arbejde men pga skiftende arbejdstider. Når han er hjemme så sidder han ofte foran computer. Og bare sådan noget som at bade vores barn kan irritere ham. Han putter aldrig. Faktisk stritter vores barn fuldstændig imod når far skal bade,børste tænder, eller putte. Jeg tror det skyldes barnet kan mærke han ikke gider, og så det at han ikke er ret meget hjemme. Og det er altid mig meget søger hvis der er noget, hvilket er forståeligt nok.men nu frygter jeg lidt hvordan det bliver med to børn. Jeg kan jo ikke en gang få hjælp til det vi har nu. Det ender ofte med barnet skriger helt ulykkeligt, faren bli er utålmodig og sur, og ja temperament har han også. Dog har han aldrig slået barnet.
jeg kan fornemme vi bestemt heller ikke er enige i opdragelsen. Han er opdraget hårdt (uden slag), men med en far med meget temperament. Og det har virket på ham så det samme gør han her, men jeg er bare ikke enig, g føler lidt vores barn nogen gange er bange for ham.
nu er vi der hvor barnet holder sig for sine ører ved høje lyde eller hvis jeg hæver stemmen. Og jeg frygter lidt det er vores skyld. Jeg kan godt råbe lidt højt hvis jeg bestemt ikke er enig i den måde min mand gør det på, eller hvis jeg føler han er for hård. Og så lyder det bare voldsomt når ens barn græder, ja nærmest skriger hvis han putter.
jeg tænker bare det måske heller ikke er sundt at vokse op i sådan et miljø. Og hvis jeg alle el klarer det meste selv så er det vel ikke så svært at være alene.
Vores sexliv er gået i stå, og må indrømme at jeg bare føler vi bor sammen lige nu. Jeg fantasere nogen gange om hvordan det vi være at være sammen med andre.
En af mine bekymringer er også økonomien. Vi har hus sammen og både et bolig lån og realkredit lån. Dem ville han vel overtage hvis vi gik fra hinanden og han blev boende? Så har vi et forbrugslån hvor vi begge står på samt et bil lån hvor kun jeg står på. Men det er bestemt også ham der har lånt pengene. Ville jeg hæfte for begge? Vi har to biler. Begge i hans navn og jeg er ikke interesseret i at få den ene med mig. Det vil være billigere at købe en lille ny bil.
Men hvad n når vores barn har bopælsadresse her hvor vi er nu. Må jeg så godt flytte med det?
Jeg ved ikke om jeg ender med at gå og gør jeg bliver det først i det nye år. Men kan bare mærke jeg er kørt træt i der her.
Jeg kan prøve at svare på nogle af dine praktiske spørgsmål. Juridisk hæfter du for de lån, du har skrevet under på, så du vil stadig hæfte for boliglånene, selv om din mand bliver boende i boligen medmindre bank/realkredit vil lade din mand overtage lånene alene, men det er 100% op til dem.
I hæfter begge for forbrugslånet, når I begge har skrevet under på det. Jeg kan forestille mig, at I hæfter solidarisk, så kreditor kan kræve pengene fra den ene af jer, hvis den anden stopper med at betale til lånet.
Du hæfter for bilånet, selv om du mener, at det er lige så meget din mand, der har lånt pengene, men når det kun er dig, der står på lånet, er det også kun dig der hæfter. Når bilerne står i hans navn, kan han beholde dem, så det er et skidt arrangement, at bilen står i hans navn, men gælden i dit, da du så står med en gæld uden at eje den værdigenstand, der er købt for lånet.
Alt dette vil dog delvist blive udlignet, når gæld og aktiver opgøres ved en skilsmisse.
