Hej Linda.
Vi står i den situation, at vi for 4 måneder siden fik en pige til. Vi har en pige i forvejen på snart 5 år.
Sagen er, at vores store pige er rigtig glad for den lille, men er alt for vild og larmende overfor hende hele tiden.
Lige så straks hun er vågen, er hun over hende, og hører ikk efter hva min kæreste og jeg siger til hende.
Synes vi prøver at forklare hende at man skal være mere forsigtig overfor for sådan en lille en, og hun får også lov til at sidde med hende, men alligevel kan hun ikk sidde stille.
Vi ved også godt at det hele er stadig nyt for hende og kan være frusterende for hende, når det ik handler om hende mere kun, og vi sørger også for at lave noget sammen med hende kun eller jeg og hende tager ud sammen.
Hver dagene er tit råben og skrigende herhjemme, og vi ved virkelig ikk hvordan vi skal håndtere hende ? Jeg må indrømme, at jeg er ked af det og vi er alle frustret for det er bare ikk til at holde ud længere! Håber du kan hjælpe, og give nogle fif så vi kan få en okay hver dag og glad pige igen.
Hilsen Fie.
Lindas svar
Kære Fie
Jeg hører virkelig frustrationen i det du beskriver. Det er frygteligt når dem vi sætter i verden i kærlighed har det svært sammen. Hvor er det fint, at I forsøger at bruge meget alene tid med den ældste også! Det er så vigtigt men svært at nå, som barslende mor.
Jeg vil sige straks, at dette er en type udfordring jeg helst tager personligt eller over telefonen, fordi der melder sig så mange spørgsmål til jeres netværk, jeres dagligdag og dine egne strategier i denne sag. Du er til enhver tid velkommen til at kontakte mig senere, hvis følgende ikke er nok hjælp.
Derfor er det eneste, jeg kan gøre, over en skriftlig rådgivning, at skrive nogle generelle råd omkring det at få endnu et barn. Disse råd findes også på min hjemmeside her: søskendejalousi.
Overvej om følgende konkrete råd er noget for jer:
- Forekommer de udfordringer du beskriver på faste tidspunkter? I så fald kan disse situationer ofte ændre en lille smugle, så antallet af sammenstød minskes – evt. gennem afledning.
- Søskendejealousi, når en lille ny kommer til, handler først og fremmest om at det store barn føler sig truet i sin position som mors og fars vigtigste omdrejningpunkt. Denne trussel er for nogle børn som liv og død og må ALDRIG gøres fjollet/” Hold nu op” osv. Det er en reel trussel for børn at få mindre søskende… i hvert fald til at begynde med – også selvom lillesøster er spændende. Af samme grund kan udtrykket svinge meget mellem nysgerrighed og indestængt vrede.
- Brug al din opmærksomhed på alt det gode, som storesøster gør. Opsøg de mest banale ting hun gør godt og brug lang tid på de små positive stunder og ignorer lidt mere de uheldige. For belønningen i form af opmærksomhed skal falde, når det går godt, så selværet øges og hyggen forstørres. Se evt. mere i mine nye videoer om hvordan man vender negative situationer til mere positivt samvær (beklager mine begynderudfordringer med dårlig videokvalitet).
- Forklar forskel på en 5-årig og et spædbarns behov for ro og tryghed ved at se fotos sammen af da din ældste datter var spæd… Sig højt hvad I ser på fotos’ene, fx ” Se morfar aer dig, fordi du er ked af det” og ”Far passer godt på at holde hovedet stille, fordi nakken er sårbar”. Eller hvad det nu er. På den måde føler din ældste datter sig set også i hendes fortid (hun husker jo ikke opmærksomheden fra dengang).
- Involver den ældste i så mange opgaver som muligt fx holde en ble, hente en klud… gør hende uundværlig. Hvis man ikke har mulighed for at være verdens centrum for mor længere kan man måske lige så godt være mors fantastiske lille hjælper… Det er cirka samme opmærksomhed alligevel og på den måde vil du ældste datter opleve at LYKKES i hendes rolle i familien igen.
- Træk vejret dybt. Få hjælp af jeres netværk af venner og familie og øv jer på tålmodighed. Alle roller i en familie flyttes rundt når der kommer en lille ny til. Din ældste datter vil med tid og tålmodighed også vokse til en dejlig storesøster for sin lillesøster – hav fokus på dette!
Med det vil jeg ønske jer alt det bedste!
Venlig hilsen Linda Stæhr
Familierådgiver i Trivsel i familien
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk
Anmeld
Citér