Når man bliver til et monster .. :(

Jeg har det rigtig svært ved at være gravid. 

Det er efterhånden nogle år siden sidste graviditet, og bilder mig ind at dengang var det meget mere rosenrødt. Inderst inde ved jeg godt, at jeg var på samme måde. 

Men jeg bliver simpelthen et monster, og ødelægger alt omkring mig, fordi mine følelser blandet med hormoner bare kører på højtryk. Jeg har så svært ved alle de forandringer, og hæmninger som følger med en graviditet, og føler tingene 10x mere end alle andre (føler jeg). Jeg er allerede i udvidet basisforløb hos min JM, og der er fokus på at jeg er ekstra sårbar i mine graviditeter, men føler bare ikke den store hjælp/forandring ift alm forløb. 

Jeg HADER min mand, jeg føler ikke jeg har nogen tillid til ham eller nogen andre personer omkring mig. Alt hvad han gør, er irriterende og ikke godt nok. Jeg syntes han er vattet. Jeg afskyr min krop, og hvordan den former sig i en graviditet og hvor mange kilo man tager på i løbet af de 9 måneder. Jeg kommer til at projicere mine egne følelser omkring min krop, over på min kæreste - altså sådan at jeg er sikker på at han føler på samme måde, som jeg har det. Så hver gang han vil kysse mig, skubber jeg ham væk, hver gang han bare gerne vil være tæt eller nærværende skubber jeg han væk både fysisk og psykisk. Fordi jeg er sikker på, at han væmmes med min krop, og bare gør det for at virke som en god kæreste. 

Jeg har inderst inde bare lyst til at være alene, og klare mig selv, for så er det mig selv der styrer slagets gang og dagligdagen. Bilder jeg mig i hvert fald ind .. 

Jeg er bare så ked af, at jeg ødelægger ting omkring mig på den måde, for jeg ved jo godt min mand er som han plejer og ikke gør noget for at genere mig. I min tidligere graviditet formået jeg at skubbe min daværende kæreste så langt væk, at jeg bad ham blive væk fra MD-scanningen, og jeg så ham slet ikke i den sidste måned af graviditeten fordi jeg blev sur på ham, og bad ham om at skride og holde sig væk fra mig. Jeg opfinder selc alle mulige scenarioer inde i mit hoved, som godtgøre mine handlinger.

Jeg er så bange for historien skal gentage sig, jeg føler ikke rigtig jeg kan styre mine følelser og hvad de får mig til .. 

Anonym skriver:

Jeg har det rigtig svært ved at være gravid. 

Det er efterhånden nogle år siden sidste graviditet, og bilder mig ind at dengang var det meget mere rosenrødt. Inderst inde ved jeg godt, at jeg var på samme måde. 

Men jeg bliver simpelthen et monster, og ødelægger alt omkring mig, fordi mine følelser blandet med hormoner bare kører på højtryk. Jeg har så svært ved alle de forandringer, og hæmninger som følger med en graviditet, og føler tingene 10x mere end alle andre (føler jeg). Jeg er allerede i udvidet basisforløb hos min JM, og der er fokus på at jeg er ekstra sårbar i mine graviditeter, men føler bare ikke den store hjælp/forandring ift alm forløb. 

Jeg HADER min mand, jeg føler ikke jeg har nogen tillid til ham eller nogen andre personer omkring mig. Alt hvad han gør, er irriterende og ikke godt nok. Jeg syntes han er vattet. Jeg afskyr min krop, og hvordan den former sig i en graviditet og hvor mange kilo man tager på i løbet af de 9 måneder. Jeg kommer til at projicere mine egne følelser omkring min krop, over på min kæreste - altså sådan at jeg er sikker på at han føler på samme måde, som jeg har det. Så hver gang han vil kysse mig, skubber jeg ham væk, hver gang han bare gerne vil være tæt eller nærværende skubber jeg han væk både fysisk og psykisk. Fordi jeg er sikker på, at han væmmes med min krop, og bare gør det for at virke som en god kæreste. 

Jeg har inderst inde bare lyst til at være alene, og klare mig selv, for så er det mig selv der styrer slagets gang og dagligdagen. Bilder jeg mig i hvert fald ind .. 

Jeg er bare så ked af, at jeg ødelægger ting omkring mig på den måde, for jeg ved jo godt min mand er som han plejer og ikke gør noget for at genere mig. I min tidligere graviditet formået jeg at skubbe min daværende kæreste så langt væk, at jeg bad ham blive væk fra MD-scanningen, og jeg så ham slet ikke i den sidste måned af graviditeten fordi jeg blev sur på ham, og bad ham om at skride og holde sig væk fra mig. Jeg opfinder selc alle mulige scenarioer inde i mit hoved, som godtgøre mine handlinger.

Jeg er så bange for historien skal gentage sig, jeg føler ikke rigtig jeg kan styre mine følelser og hvad de får mig til .. 

Puha det må ikke være rart at være ramt af sådan en turbulent følelsesstorm i det der ellers skulle være den søde ventetid. Jeg er selv tredjegangs gravid og er også til tider ramt af hormonella. Du skriver, at du er bange for at skubbe din kæreste for langt væk. Hvad med at vise ham det du lige har skrevet så i sammen kan få sat ord på de problemer du føler er der og som reelt er der i graviditeten. 

Stort kram herfra og håber du får en bedre og mere positiv graviditet end den første! 

Julemusen skriver:

Puha det må ikke være rart at være ramt af sådan en turbulent følelsesstorm i det der ellers skulle være den søde ventetid. Jeg er selv tredjegangs gravid og er også til tider ramt af hormonella. Du skriver, at du er bange for at skubbe din kæreste for langt væk. Hvad med at vise ham det du lige har skrevet så i sammen kan få sat ord på de problemer du føler er der og som reelt er der i graviditeten. 

Stort kram herfra og håber du får en bedre og mere positiv graviditet end den første! 

Det har jeg også tænkt på. Størstedelen af tingene, det ved han bare godt, fordi vi allerede snakker en del om det. Det fylder jo meget, og vi har netop altid været eigtig gode til at snakke sammen. 

Men jeg formår bare at vende alt om, pille ting fra hinanden og spinde historier oppe i hovedet. Føler ikke han forstår mig, selvom jeg ved han gør, men føler han tit bare snakker mig efter munden.

Andre der har det på samme måde?