Hvorfor glæder jeg mig ikke til baby kommer?

Jeg er simpelthen så forvirret, jeg har termin om lige godt en måned, og er slet ikke spændt eller glæder mig.

jeg har et barn i forvejen, og der var jeg oven ud og lykkelig som gravid.

denne graviditet er meget planlagt og der har været to aborter undervejs, så hvorfor glæder jeg mig ikke? 

Dette er en noget hårdere graviditet end den første, men jeg har ikke slem bækkenløsning osv, er bare besværet af maven, har ondt i ryggen, kramper i benene og sover dårligt om natten. Men er ikke hårdt ramt.

jeg forstår det bare ikke, jeg kan slet ikke tage mig sammen til at gøre klar til baby, mangler at købe tusind ting, men orker det bare ikke. Min frygt er hvis jeg har det sådan nu, hvordan bliver det så når baby kommer?

det eneste jeg glæder mig til er at komme af med maven.

Ærligt jeg gik da heller ikke rundt i den der " jeg kan ikke vente"  lykkerus som med den første, redebyggerinstinktet var ikke kæmpe stort til nummer 2 (og nummer 3 egentlig også). Det eneste jeg havde på plads var jeg havde ordnet Dinas tøj og set hvad der var neutralt og kunne bruges af begge køn, jeg havde købt en brugt barnevogn og tremmesengen kom op en uges tid før fødslen.

Jeg var sikker på jeg ikke kunne elske baby lige så højt som Dina, ja fortrød faktisk rigtig mange dage at vi ikke havde valgt Dina skulle være enebarn. Alt min planlægning gik på gode ting til Dina efter baby var kommer fx teaterbilletter mm. 

Jeg havde ingen drøm om at føde før tid, ja var helt med på at gå over tid, for så havde jeg mere tid inden baby. 

Alt i alt glædede jeg mig heller ikke - havde drømme om tiden om et par år hvor jeg havde to børn der gik med hinanden i hånden, men den der baby tid jeg vidste ville stjæle så meget tid fra Dina glædede jeg mig ikke til, og var faktisk heller ikke sikker på jeg ville være god til det.

Jeg fødte ved en turbofødsel, 40 minutter pæ fødegangen og jeg lå med min pige i armene og som et trylleslag var jeg så forelsket, Dina kom morgenen efte og jeg forelskede mig på ny i min smukke storepige og var dybt forelsket i tanken om at være mor til to, om at de var søskende.... 

Jeg oplever det også til dels her med nummer fire. Jeg nuser da med baby gennem maveskindet og sender gode wibes ud til ham/hende, men - det er ikke nær så fantastisk, magisk,  vidunderligt, og-det-bliver-jeg-nødt-til-at-gøre-igen-agtigt denne her gang. Jeg bruger helt ærligt også en del tid på at glæde mig til at få min krop igen og føle mig alene i min krop igen.

Jeg har været nogle ret hårde ting igennem mellem nummer tre og fire, og har nok ændret mig en del som menneske,  så tager alt det her oppe fra og ned.

Jeg glæder mig bare til baby kommer ud til os

Jeg havde det også ligesom dig. Jeg tror, at det anden gang bare er en helt anden oplevelse, som ikke er ligeså ' romantisk', som den første. Det kom til gengæld lynhurtigt. Hvis jeg var dig, ville jeg tage det med følelserne helt roligt nu, og bare være i det =)

Sådan havde jeg det også anden gang. Tanken om at skulle starte helt forfra, have ødelagt min nattesøvn og tage hensyn til sovetider osv osv skræmte mig mere og mere des tættere vi kom på termin, men da baby så kom så var alle de tanker med et pist væk og hun var noget af det dejligste på jorden 

Tusind tak for jeres svar. Jeg er glad for jeg ikke er helt alene om det.

Kan bare mærke at jeg nærmest er ligeglad, måske også fordi vi har mistet nogle gange imellem den ene gang sent, så jeg ikke helt tør tro på at det lykkedes. Jeg ved det ikke. føler mig bare som en elendig mor på forhånd.

Som en af jer også skriver, så har jeg godt nok mine tvivl om jeg virkeligt har plads nok i mig til at elske endnu et barn, som jeg elsker den store.

Håber det kommer når jeg ligger med baby i armene, nu skal den bare ud så det ikke er så besværligt at være gravid mere.

Tænker også om det kan være fordi jeg har rigtig meget at se til i forhold til studie osv, at det er nemmest at "glemme og nedprioritere" baby fordi den ikke er her endnu. jeg ved det ikke, ville bare ønske jeg gik i den der lykkerus som der forventes af en.

Jeg tror altså det er helt normalt Mon ikke det også kan have noget med at gøre, at du har to aborter i bagagen, så du tør måske ikke helt tro på, at det virkelig lykkedes denne gang? Jeg tror bestemt ikke du skal

være nervøs, er sikker på, at om en måned tid, så bliver alle dine bekymringer gjort til skamme  

Jeg har det lidt ligesom dig  

Det er ikke særlig rart syntes jeg, og jeg er så bange for ikke at føle mig knyttet til baby når den kommer ud. 

Jeg føler ikke rigtig en kontakt med babyen i maven, og når den sparker syntes jeg det er ubehageligt og bryder mig faktisk ikke rigtig om det. 

Jeg har svært ved at overskue det allerede nu, når baby kommer, fordi jeg er så bange for jeg ikke ville kunne klarer det. For sidste barn var en ting, der kunne man lidt gør hvad der passede en, men denne gang er der jo ligesom andre at tage hensyn til, og man kan ikke bare sove når baby sover, hvis man har haft en lang dag feks.