Hej Catrine,
Jeg venter mit andet barn om en lille måneds tid, og jeg vil meget gerne fuldamme den lille ny indtil 6 måneders alderen.
Med mit første barn gik amningen i vasken efter 1 måned fordi jeg skulle bruge suttebrikker. Jeg fik store rifter uden, og kunne ikke få mit barn til at tage ordenligt fat på det bare bryst.
Jeg droppede amningen, selvom den egentlig kørte ok med suttebrikkerne, fordi jeg synes det var meget ubehageligt at skulle tage den på i offentligheden, og være fuldstændig blottet indtil den sad rigtigt.
Derfor vil jeg gøre næsten hvad som helst for at undgå suttebrikker nu med nr 2.
Har du nogle gode råd til hvad jeg kan gøre? Og generelle råd til at få en amning godt fra start, selvom man er lidt blufærdig?
Catrines svar
Tak for dit spørgsmål.
For det første vil jeg sige, at der er aldrig to ammeforløb der er ens - heller ikke med samme mor :-) Amning er et fint samspil ml. mor og barn og afhænger af mange ting. Derfor er det slet ikke sikkert at du vil opleve problemer denne gang. For hver graviditet danner man desuden mere brystkirtelvæv, og det er jo godt ift at danne nok mælk.
Mange kvinder får rifter på deres brystvorter i de første dage, og nogle gange er de længe om at hele op. Man kan desværre ikke hærde sine brystvorter til amning, men sørge for at dit barn lige fra de første spæde sut, får godt fat. Bed personalet på sygehuset om at hjælpe. Nogle kvinder har glæde af salven Lansinoh, som kan købes på apoteket.
Du kan prøve at samle lidt råmælk inden fødslen. Det gør du ved at trykke/malke råmælken ud allerede nu inden fødslen - det er kun få dråber nogle gange. Dem opsamler man på en spiseske man holder under brystet. Denne råmælk kan du samle over tre dage i samme beholder, og så fryse det ned. Så kan du tage det med på sygehuset, og give din baby det med det samme med en lille plastiksprøjte (uden nål!). På den måde vil dit barn ikke få et dyk i blodsukker og måske være mere frisk til at sutte hos dig.
Hvis dine bekymringer er meget store, kan det hjælpe at snakke med nogle om det. Enten din jordemoder eller en ammerådgiver fra Forældre og Fødsel.
Mange hilsner Catrine
Forældre og Fødsel er Danmarks eneste brugerforening der varetager de gravides, fødendes og småbørnsforældres vilkår. Forældre og Fødsel tilbyder desuden rådgivning inden for emner som slynger, søvn, vandfødsler, abort, søskende, samsovning, tvillinger, efterfødselsreaktioner med videre.
Forældre og Fødsel: fogf.dk
Anmeld
Citér