Hvad gør i?

Ja, hvad gør i når jeres børn driver jeg heeeeeelt derud hvor i ikke har lyst til at være?

Vores yngste på 2,5 år kan virkelig presse mig. Han er i dårligt humør idag og det kender vi jo alle til, men han er gnaven og bliver total gal i skralden når ikke han får sin vilje. 

Jeg blev nødt til at lade far (altså børnenes far ) overtage, da fyren skulle ud og sove middagslur. Han ville ikke ligge stille til at få tøj på, vælter rundt og griner. Og eftersom det ikke var første gang jeg havde sagt han skulle ligge sig stille, valgte jeg at bytte med faren, så det resulterede selvfølgelig i gråd. Jeg har rigtig svært ved at rumme ham, som det jo så fint hedder, når han "skaber sig.

Hvad gør i andre, eller er det kun mit begge mand der ér sådan?

Her står jeg ved det jeg siger ☺ han SKAL have tøj på f.eks. 

Hvis det er om alt muligt andet f.eks at han kaster med noget, hopper i sofaen eller sådan noget  så får han at vide at han skal lade være... Gør han det ikk så er det advarsel ellers er det på værelset. Blir han ved så er det på værelset.  

Udover det så er det at holde det ud.... Der er ikk andet for, børn er jo sådan  engang imellem... ��

"Anarkisten" skriver:

Ja, hvad gør i når jeres børn driver jeg heeeeeelt derud hvor i ikke har lyst til at være?

Vores yngste på 2,5 år kan virkelig presse mig. Han er i dårligt humør idag og det kender vi jo alle til, men han er gnaven og bliver total gal i skralden når ikke han får sin vilje. 

Jeg blev nødt til at lade far (altså børnenes far ) overtage, da fyren skulle ud og sove middagslur. Han ville ikke ligge stille til at få tøj på, vælter rundt og griner. Og eftersom det ikke var første gang jeg havde sagt han skulle ligge sig stille, valgte jeg at bytte med faren, så det resulterede selvfølgelig i gråd. Jeg har rigtig svært ved at rumme ham, som det jo så fint hedder, når han "skaber sig.

Hvad gør i andre, eller er det kun mit begge mand der ér sådan?

Åh, kender det godt. Jeg prøver at holde ud,  (da ungerne skal vide hvem der bestemmer)men samtidig skal jeg passe på med ikke at holde ud for længe (har jeg opdaget) for så knækker filmen pludselig og jeg råber meget højt. Det vil jeg helst undgå. Derfor får jeg far til at tá over hvis det blir for meget. (Gælder også den anden vej) Når han ikke er der, hvilket er ofte pga. Elendige arbejdstider. Så kan jeg sende på værelset eller selv gå væk, for lige at puste ud.

"Anarkisten" skriver:

Ja, hvad gør i når jeres børn driver jeg heeeeeelt derud hvor i ikke har lyst til at være?

Vores yngste på 2,5 år kan virkelig presse mig. Han er i dårligt humør idag og det kender vi jo alle til, men han er gnaven og bliver total gal i skralden når ikke han får sin vilje. 

Jeg blev nødt til at lade far (altså børnenes far ) overtage, da fyren skulle ud og sove middagslur. Han ville ikke ligge stille til at få tøj på, vælter rundt og griner. Og eftersom det ikke var første gang jeg havde sagt han skulle ligge sig stille, valgte jeg at bytte med faren, så det resulterede selvfølgelig i gråd. Jeg har rigtig svært ved at rumme ham, som det jo så fint hedder, når han "skaber sig.

Hvad gør i andre, eller er det kun mit begge mand der ér sådan?

Det er IKKE kun din søn der er sådan engang imellem, det er min datter også på 2 år og 3 måneder. Hun kan sparke og skabe sig når hun skal have tøj på eller skiftes. Vi gør det at så er vi to om at holde hende, efter et par advarsler. Fordi det er os der bestemmer og det skal hun vide. Det er jo magtanvendelse når vi må være to om det engang imellem, men det er den løsning vi bruger. Det er heldigvis kun 1 gang om ugen ca. det sker. Ellers gør vi også det at den anden overtager hvis hun er ved at køre en helt ud. Men det er jo naturligt at de i den alder prøver grænser af og skal se hvor grænserne går. Det vigtigste er at holde fast. Men de kære små kan bare køre en helt ud, hvor man ikke aner hvad man skal stille op. Har også et par gange hævet stemmen, men det virker ikke og det ved jeg jo egentlig også godt. Tror egentlig det er ret vigtigt at vi dom voksne bevare roen i de situationer, men det er bare nemmere sagt en gjort engang imellem.