Anonym skriver:
Hej..
jeg er ved at blive sindssyg over min kæreste..
vi venter vores første fælles barn.. Jeg har to i forvejen fra et tidligere forhold.. Han har ingen børn i forvejen..
jeg har sagt til ham at han så må bestemme hvordan fødslen skal foregå.. Han har valgt hjemmefødsel i vand.. Fint.. Intet problem for mig.. Da vi så var til jordemoder, snakkede vi med hende om det og hun fortalte så om ulemper ved hjemmefødsel og bad os om at snakke om senere om det så stadig er det vi vil.. Senere samme dag tog jeg emnet op og så blev han irriteret og sagde at nu hvor jeg tog emnet op, så virkede det som om at jeg ville føde på sygehuset.. Så nu mente han at hans ønske var ligemeget og han sagde at han var pisse ligeglad.. Jeg sagde nej men at det jo godt kunne være at han havde skiftet mening efter det jordemoderen sagde..
så skulle der vælges navn til baby.. Vi kom begge med forslag og skrev dem ned.. Vi stregede så dem ud som kun den ene af os kunne li.. Vi snakkede så om de andre navne.. Nu mener han så at han ikke havde en skid at skulle ha sagt og at han bare bøjede sig
så i aften skulle vi kigge mine andre børns gamle babytøj igennem og jeg spurgte ham om hvad han kunne li.. Alligevel mener han at han ikke må bestemme noget og bare skal makke ret
jeg ved efterhånden ikke hvad jeg kan gøre eller sige.. Jeg går og er meget ked af det.. Han får mig til at føle mig som en skrap kælling som absolut bare skal ha min vilje
hvad skal jeg gøre? Kan ikke snakke med ham om det uden han bliver skide sur
Måske giver du ham medindflydelse på nogle forhold, han vitterligt ikke føler, han har forudsætning eller interesse for at bestemme? Jeg har aldrig nogensinde før hørt en gravid lade manden bestemme, hvordan fødslen skulle foregå - kun i tilfælde, hvor kvinden ønskede hjemmefødsel, og manden følte sig decideret utryg ved det - og det virker helt grotesk på mig, at du ville føde hvorsomhelst og på hvilken som helst måde, han ønskede det. Når du har to fødsler bag dig og dermed "ekspertisen" - PLUS at det for søren da er dig, der skal føde - kan han meget vel have følt, at du forventede/krævede, han tog stilling til noget, som vitterligt ikke var hans bord - og da du så tog det op igen, bekræftede du hans oplevelse af dette.
Mht. tøj, så er det igen for mange mænd et område, der ikke interesserer dem en dyt, og som de da slet ikke kan forholde sig til, før barnet er født. Igen har du ekspertisen og interessen, og det kan meget vel tænkes, han er bedøvende ligeglad og egentlig helst overlod det til dig at stå for.
På de to områder kunne jeg sagtens forestille mig, at han - som så mange andre mænd - bare gerne vil have, at du bestemmer og giver ham fred. Mænd ER i rigtigt mange tilfælde ret uinteresserede, før baby kommer, kan slet ikke forholde sig til det - og så kan det virke voldsomt irriterende, at du forlanger, han tager stilling til noget, som han alligevel ved og fornemmer, at du ved bedst om.
Så er der navnet. Her er det oplagt, at han er medbestemmende, måske endda får det sidste ord, eftersom det er hans første barn. Når I nu ER kørt skævt af hinanden på det punkt, så ville jeg udskyde det, til barnet er født, og så være særdeles lydhør over for hans ønsker.
Kort sagt: Jeg ville frede ham for baby-afgørelser, til baby kom og iøvrigt bare bakke ham op, hvis og når, han selv bragte emnet på bane. Det er en fremmed verden for ham, og formentlig aner han ikke, hvilket ben, han skal stå på, når du beder ham tage stilling.
Ps: Jeg tænker lidt på de gange, min mand har skullet have ny bil og i demokratiets navn forsøgt at få mig til at sige min mening. Når jeg så - i al min uvidenhed - har foreslået bil A, har han lige tilføjet, at den jo altså havde de og de fejl og mangler, og jeg har hurtigt opdaget, at han sådan set havde bestemt sig for bil B. Det irriterende har ikke været, at han til syvende og sidst vidste bedst og havde truffet valget, men at han lod som om, jeg både burde interessere mig for det, OG at jeg havde noget at skulle have sagt.
