Eksperthjælp: Hjælp mormor har hæklet en hue - om selvstændighed som ny mor

Linda Stæhr

Hej - jeg sidder i lidt af et dilemma - jeg har et meget anstrengt forhold til min mor (taler slet ikke med min stedfar) - hun har sendt en hjemmehæklet hue med uglemotiv til min søns to års fødselsdag - den er for lille... Jeg er virkeligt skuffet over gaven - ikke ønsket overhovedet! Nu vil hun have et billede af ham med huen så hun kan lave den om - det har jeg virkeligt ikke lyst til! Min mand vil have lov til at smide den ud, fordi den er så skrækkelig! Hvad skal jeg lige gøre?
Vh ABast

Lindas svar

Kære Abast

Det jeg her hører er, at det handler mest om din relation til din mor, og at det er svært for dig at sige tydeligt, hvad du ønsker og ikke.

Hvor ville det være dejligt, hvis alle hele vores familie bare faldt i hak og bare trivedes sammen som familie, når vi bliver far og mor. Men oftest er det lige modsat: Alle modsætninger og enhver uenighed bliver tydeligere, når der kommer små børn ind i billedet – der er simpelthen mere på spil.

Når vi kvinder bliver mødre, sker der en forandring i relationen mellem vores egen mor og os selv. Vi må så at sige klippe den sidste rest navlesnor af os selv og selvstændigt stå ved, hvem vi er over for vores egen mor. Alt sammen for at kunne tage mor-rollen helt på os og også for at kunne være et godt forbillede for vores barn.

Børn er helt afhængige af forældre de kan stole på, gennemskue og forstå. Men hvis vores handlinger og tanker bliver for meget prægede af vores mor (eller far), så vil vi handle og tænke på en måde, når vi er alene og på en anden måde, når vi er sammen med dem – og sådan bør det ikke være. Hvis vi på den måde skifter rundt, så bliver barnet forvirret og utrygt. Desuden er det svært at vælge en bevidst måde at være mor på ( læs evt. mere om dette her), hvis vi for ofte overvejer, hvad andre synes om tingene. På mange måder kræver det at blive mor altså, at vi bliver mere selvstændige og tillader os selv at hvile i, hvad vi selv synes her i livet.

Så tilbage til din udfordring med huen – beklager hvis dette blev lidt psykologisk-teknisk.

Du har tre selvstændige muligheder:

1. Girafsprogs metoden (venlig tilgang): ” Mor, når du giver mig en hue, du har hæklet med en ugle som er for lille [det der konkret er sket uden bebrejdelse]. Så føler jeg mig… [følelsen du specifikt har fx skuffet, ængstelig, vred, overset eller noget helt andet]. Fordi det er vigtigt for mig at... [fx er det vigtigt for dig, at hun respekterer dig, lytter til dig, tager dig alvorligt, ved hvor stor hans hoved er eller noget helt andet]. Så derfor vil jeg bede dig om at… [fx ikke hækle flere ting, eller spørge mig først, eller besøge os mere eller noget helt andet].” På denne måde får du sagt tydeligt, hvad der er vigtigt for dig uden at bebrejde. Og hun har ikke noget modangreb, fordi du alene har udtalt hvad du selv oplever. Denne metode er god, fordi jeres relationer i forvejen ’anstrengt’, som du skriver. Men det er vigtigt, at du stadig står fuldstændig ved dig selv.
2. Den korte afvisning: Du ringer og siger nej-tak til at hun laver den om, fordi du ikke ønsker en hue fra hende. Så kort og præcist som muligt. Her kan du dog med sikkerhed forvente, at hun kræver mere viden eller forståelse og sikkert føler sig såret/vred/ked eller noget – fordi du ikke tillader hende at få indsigt i det du mener. Men det er ikke din pligt at tage dig af hvad din mor føler! Det er hendes problem. Du skal dog selv tage ansvar for, hvad du ønsker dig af dit liv og fra hendes side og at du melder tydeligt ud.
3. Kompromis: Du tillader hende at hækle den skide hue om, så alle får fred. Du behøver ikke sige ”næ hvor er den fin” eller tilsvarende. Et simpelt ” ” er nok. Og så har hun for resten ikke krav på fotos af barnet med huen på.

Det eneste du i virkeligheden skylder din mor er et svar og en respektfuld behandling. Hun har ikke krav på indsigt i dit liv, dine tanker og følelser og du skal kun udlevere så meget af dig selv, som du har lyst til.

Du er en voksen kvinde. Og som sådan har du lov til at synes, at en hue er hæslig. Du skylder dig selv at sige fra over for at lade dig gå så meget på over en hue. Jeg forstår godt, at huen bare er et symptom på en besværlig relation – men ikke desto mindre.

Jeg ønsker dig alt det bedste. Skriv endelig igen, hvis problemet fortsætter, men tag selv ansvar fra nu af overfor, hvad du vil være med til.

Venlig hilsen

Linda Stæhr – Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk

Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.

Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk

Linda Stæhr skriver:

Linda Stæhr

Hej - jeg sidder i lidt af et dilemma - jeg har et meget anstrengt forhold til min mor (taler slet ikke med min stedfar) - hun har sendt en hjemmehæklet hue med uglemotiv til min søns to års fødselsdag - den er for lille... Jeg er virkeligt skuffet over gaven - ikke ønsket overhovedet! Nu vil hun have et billede af ham med huen så hun kan lave den om - det har jeg virkeligt ikke lyst til! Min mand vil have lov til at smide den ud, fordi den er så skrækkelig! Hvad skal jeg lige gøre?
Vh ABast

Lindas svar

Kære Abast

Det jeg her hører er, at det handler mest om din relation til din mor, og at det er svært for dig at sige tydeligt, hvad du ønsker og ikke.

Hvor ville det være dejligt, hvis alle hele vores familie bare faldt i hak og bare trivedes sammen som familie, når vi bliver far og mor. Men oftest er det lige modsat: Alle modsætninger og enhver uenighed bliver tydeligere, når der kommer små børn ind i billedet – der er simpelthen mere på spil.

Når vi kvinder bliver mødre, sker der en forandring i relationen mellem vores egen mor og os selv. Vi må så at sige klippe den sidste rest navlesnor af os selv og selvstændigt stå ved, hvem vi er over for vores egen mor. Alt sammen for at kunne tage mor-rollen helt på os og også for at kunne være et godt forbillede for vores barn.

Børn er helt afhængige af forældre de kan stole på, gennemskue og forstå. Men hvis vores handlinger og tanker bliver for meget prægede af vores mor (eller far), så vil vi handle og tænke på en måde, når vi er alene og på en anden måde, når vi er sammen med dem – og sådan bør det ikke være. Hvis vi på den måde skifter rundt, så bliver barnet forvirret og utrygt. Desuden er det svært at vælge en bevidst måde at være mor på ( læs evt. mere om dette her), hvis vi for ofte overvejer, hvad andre synes om tingene. På mange måder kræver det at blive mor altså, at vi bliver mere selvstændige og tillader os selv at hvile i, hvad vi selv synes her i livet.

Så tilbage til din udfordring med huen – beklager hvis dette blev lidt psykologisk-teknisk.

Du har tre selvstændige muligheder:

1. Girafsprogs metoden (venlig tilgang): ” Mor, når du giver mig en hue, du har hæklet med en ugle som er for lille [det der konkret er sket uden bebrejdelse]. Så føler jeg mig… [følelsen du specifikt har fx skuffet, ængstelig, vred, overset eller noget helt andet]. Fordi det er vigtigt for mig at... [fx er det vigtigt for dig, at hun respekterer dig, lytter til dig, tager dig alvorligt, ved hvor stor hans hoved er eller noget helt andet]. Så derfor vil jeg bede dig om at… [fx ikke hækle flere ting, eller spørge mig først, eller besøge os mere eller noget helt andet].” På denne måde får du sagt tydeligt, hvad der er vigtigt for dig uden at bebrejde. Og hun har ikke noget modangreb, fordi du alene har udtalt hvad du selv oplever. Denne metode er god, fordi jeres relationer i forvejen ’anstrengt’, som du skriver. Men det er vigtigt, at du stadig står fuldstændig ved dig selv.
2. Den korte afvisning: Du ringer og siger nej-tak til at hun laver den om, fordi du ikke ønsker en hue fra hende. Så kort og præcist som muligt. Her kan du dog med sikkerhed forvente, at hun kræver mere viden eller forståelse og sikkert føler sig såret/vred/ked eller noget – fordi du ikke tillader hende at få indsigt i det du mener. Men det er ikke din pligt at tage dig af hvad din mor føler! Det er hendes problem. Du skal dog selv tage ansvar for, hvad du ønsker dig af dit liv og fra hendes side og at du melder tydeligt ud.
3. Kompromis: Du tillader hende at hækle den skide hue om, så alle får fred. Du behøver ikke sige ”næ hvor er den fin” eller tilsvarende. Et simpelt ” ” er nok. Og så har hun for resten ikke krav på fotos af barnet med huen på.

Det eneste du i virkeligheden skylder din mor er et svar og en respektfuld behandling. Hun har ikke krav på indsigt i dit liv, dine tanker og følelser og du skal kun udlevere så meget af dig selv, som du har lyst til.

Du er en voksen kvinde. Og som sådan har du lov til at synes, at en hue er hæslig. Du skylder dig selv at sige fra over for at lade dig gå så meget på over en hue. Jeg forstår godt, at huen bare er et symptom på en besværlig relation – men ikke desto mindre.

Jeg ønsker dig alt det bedste. Skriv endelig igen, hvis problemet fortsætter, men tag selv ansvar fra nu af overfor, hvad du vil være med til.

Venlig hilsen

Linda Stæhr – Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk

Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.

Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk

Jeg synes, der mangler et helt elementært aspekt i svaret:
Mormor har hæklet til sit barnebarn, ikke til sin datter. Var det ikke mere oplagt at slå dét fast end at fastholde TS i opfattelsen af, at "Mor, når du giver MIG en hue...."? Selvfølgelig er TS' barn så lille, at mors ønsker, smag osv. i den sidste ende er afgørende, men er det sundt og konstruktivt at bekræfte TS i, at hendes komplicerede/anstrengte forhold til moren er det centrale, når hendes BARN får noget af sin mormor? For mig at se gælder det om at flytte fokus fra mor og datter til mormor og barnebarn - det er IKKE TS, der har modtaget en "forkert" gave, men hendes søn, som mormor har lagt tid og kræfter i at hækle til - og at den er både grim og for lille handler ikke om, at TS' mor (endnu engang?) har overset/udvist manglende respekt for TS, men måske bare om, at mormor og mor har forskellig smag, og at barnets hovedstørrelse er større end det, opskriften angav som str. 2 år.

For mig at se er mor/mormor/svigermor oppe imod stærke kræfter, når hendes datter opfatter huen som et symptom på noget, det næppe er, og når hendes svigersøn ligefrem finder det rimeligt at smide den ud. Hvordan skal en mormor og et barnebarn udvikle en selvstændig og potentielt kvalitetsfyldt relation, når "mellemleddet" stiller sig på bagbenene? Jeg tror, det ville give ro og sjælefred at fokusere på muligheden for, at en mor, der ikke har været ideel for TS, kunne blive en fantastisk eller bare ok mormor for TS' barn. Det er min egen erfaring med at være opmærksom på muligheden for et nyt kapitel i familiehistorien og vise mine børn den respekt at lade dem få chancen for et godt forhold til den morfar, der var stedfar fra Helvede for mig. Han levede op til det.

Mor og meget mere skriver:

Jeg synes, der mangler et helt elementært aspekt i svaret:
Mormor har hæklet til sit barnebarn, ikke til sin datter. Var det ikke mere oplagt at slå dét fast end at fastholde TS i opfattelsen af, at "Mor, når du giver MIG en hue...."? Selvfølgelig er TS' barn så lille, at mors ønsker, smag osv. i den sidste ende er afgørende, men er det sundt og konstruktivt at bekræfte TS i, at hendes komplicerede/anstrengte forhold til moren er det centrale, når hendes BARN får noget af sin mormor? For mig at se gælder det om at flytte fokus fra mor og datter til mormor og barnebarn - det er IKKE TS, der har modtaget en "forkert" gave, men hendes søn, som mormor har lagt tid og kræfter i at hækle til - og at den er både grim og for lille handler ikke om, at TS' mor (endnu engang?) har overset/udvist manglende respekt for TS, men måske bare om, at mormor og mor har forskellig smag, og at barnets hovedstørrelse er større end det, opskriften angav som str. 2 år.

For mig at se er mor/mormor/svigermor oppe imod stærke kræfter, når hendes datter opfatter huen som et symptom på noget, det næppe er, og når hendes svigersøn ligefrem finder det rimeligt at smide den ud. Hvordan skal en mormor og et barnebarn udvikle en selvstændig og potentielt kvalitetsfyldt relation, når "mellemleddet" stiller sig på bagbenene? Jeg tror, det ville give ro og sjælefred at fokusere på muligheden for, at en mor, der ikke har været ideel for TS, kunne blive en fantastisk eller bare ok mormor for TS' barn. Det er min egen erfaring med at være opmærksom på muligheden for et nyt kapitel i familiehistorien og vise mine børn den respekt at lade dem få chancen for et godt forhold til den morfar, der var stedfar fra Helvede for mig. Han levede op til det.

Meget enig og godt skrevet 

Mor og meget mere skriver:

Jeg synes, der mangler et helt elementært aspekt i svaret:
Mormor har hæklet til sit barnebarn, ikke til sin datter. Var det ikke mere oplagt at slå dét fast end at fastholde TS i opfattelsen af, at "Mor, når du giver MIG en hue...."? Selvfølgelig er TS' barn så lille, at mors ønsker, smag osv. i den sidste ende er afgørende, men er det sundt og konstruktivt at bekræfte TS i, at hendes komplicerede/anstrengte forhold til moren er det centrale, når hendes BARN får noget af sin mormor? For mig at se gælder det om at flytte fokus fra mor og datter til mormor og barnebarn - det er IKKE TS, der har modtaget en "forkert" gave, men hendes søn, som mormor har lagt tid og kræfter i at hækle til - og at den er både grim og for lille handler ikke om, at TS' mor (endnu engang?) har overset/udvist manglende respekt for TS, men måske bare om, at mormor og mor har forskellig smag, og at barnets hovedstørrelse er større end det, opskriften angav som str. 2 år.

For mig at se er mor/mormor/svigermor oppe imod stærke kræfter, når hendes datter opfatter huen som et symptom på noget, det næppe er, og når hendes svigersøn ligefrem finder det rimeligt at smide den ud. Hvordan skal en mormor og et barnebarn udvikle en selvstændig og potentielt kvalitetsfyldt relation, når "mellemleddet" stiller sig på bagbenene? Jeg tror, det ville give ro og sjælefred at fokusere på muligheden for, at en mor, der ikke har været ideel for TS, kunne blive en fantastisk eller bare ok mormor for TS' barn. Det er min egen erfaring med at være opmærksom på muligheden for et nyt kapitel i familiehistorien og vise mine børn den respekt at lade dem få chancen for et godt forhold til den morfar, der var stedfar fra Helvede for mig. Han levede op til det.

Meget godt formuleret!!! Tænkte præcis det samme da jeg læste tråden første gang, men kunne ikke rigtigt formulere den, så var glad for at andre kunne formulere det for mig! 

Mor og meget mere skriver:

Jeg synes, der mangler et helt elementært aspekt i svaret:
Mormor har hæklet til sit barnebarn, ikke til sin datter. Var det ikke mere oplagt at slå dét fast end at fastholde TS i opfattelsen af, at "Mor, når du giver MIG en hue...."? Selvfølgelig er TS' barn så lille, at mors ønsker, smag osv. i den sidste ende er afgørende, men er det sundt og konstruktivt at bekræfte TS i, at hendes komplicerede/anstrengte forhold til moren er det centrale, når hendes BARN får noget af sin mormor? For mig at se gælder det om at flytte fokus fra mor og datter til mormor og barnebarn - det er IKKE TS, der har modtaget en "forkert" gave, men hendes søn, som mormor har lagt tid og kræfter i at hækle til - og at den er både grim og for lille handler ikke om, at TS' mor (endnu engang?) har overset/udvist manglende respekt for TS, men måske bare om, at mormor og mor har forskellig smag, og at barnets hovedstørrelse er større end det, opskriften angav som str. 2 år.

For mig at se er mor/mormor/svigermor oppe imod stærke kræfter, når hendes datter opfatter huen som et symptom på noget, det næppe er, og når hendes svigersøn ligefrem finder det rimeligt at smide den ud. Hvordan skal en mormor og et barnebarn udvikle en selvstændig og potentielt kvalitetsfyldt relation, når "mellemleddet" stiller sig på bagbenene? Jeg tror, det ville give ro og sjælefred at fokusere på muligheden for, at en mor, der ikke har været ideel for TS, kunne blive en fantastisk eller bare ok mormor for TS' barn. Det er min egen erfaring med at være opmærksom på muligheden for et nyt kapitel i familiehistorien og vise mine børn den respekt at lade dem få chancen for et godt forhold til den morfar, der var stedfar fra Helvede for mig. Han levede op til det.

Kære "Mor og meget mere" og andre.

I har fuldstændig ret i, at det er enormt vigtigt at have en god relation mellem barnebarn og mormor! Og I har fuldstændig ret i at personer kan udspille andre roller overfor deres børnebørn end overfor ens børn.

Grunden til at jeg svarer, som jeg gør er, at jeg primært tager udgangspunkt i den udfordring mor har - først og fremmest. Det handler mere om en relation end en hue - som jeg hører det. Og det er for mig at se, at hun er så fanget i relationen til sin egen mor, at hun ikke engang kan sige nej-tak eller sige noget imod sin mor.

Den relation er gift for denne mor, hvis hun ikke ændrer sin tilgang. Og som hun beskriver det nu, er jeg bange for at næste skridt er at hun stort set cutter forbindelsen til sin mor - fordi det æder hende (og manden) for meget op. Og så er det endnu værre for relationen til barnebarnet og så har alle tabt. Derfor er det så vigtigt, at mor finder en måde at agere i og udholde sin egen rolle overfor sin mor (det er det jeg giver forslag til). Og derfor tager jeg fat i dette først.

Men I har fuldstændig ret i at folk kan ændre sig og bedsteforældre-rollen er utrolig vigtig! Tak fordi I nævner det. Jeg hepper på enhver bedsteforælder derude, som kæmper for at få en plads i deres børnebørns liv!

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.

Men ville ikke det med hendes relation til hendes mor have været mer aktuelt hvis det var en gave til hende selv? Lige nu så er det jo noget til hendes søn, altså hendes barnebarn! Man behøver jo sådan set ikke bruge huen, hvis den er så forfærdeligt, men synes da det er ren høflighed at tage imod en gave der er til hendes søn!

linkon skriver:

Men ville ikke det med hendes relation til hendes mor have været mer aktuelt hvis det var en gave til hende selv? Lige nu så er det jo noget til hendes søn, altså hendes barnebarn! Man behøver jo sådan set ikke bruge huen, hvis den er så forfærdeligt, men synes da det er ren høflighed at tage imod en gave der er til hendes søn!

Kære Linkons

Det handler for mig at se ikke så meget om at "tage imod gaven" - det har de jo for længst gjort og sikkert sagt tak. Spørgsmålet er hvem der skal bestemme, hvad der videre skal ske i sagen.

Linda Stæhr skriver:

Kære Linkons

Det handler for mig at se ikke så meget om at "tage imod gaven" - det har de jo for længst gjort og sikkert sagt tak. Spørgsmålet er hvem der skal bestemme, hvad der videre skal ske i sagen.

Men se det forstår jeg ikke i den her sammenhæng. Hvad der videre skal ske? Det er vel at datteren fortæller at det er fint at hun vil hækle en ny, men at hun ikke bryder sig om farven (eller hvad det er) og foreslår en anden farve. 

Jeg synes ikke man kam tillade sig at blive sur/skuffet over gaven fordi den ikke falder i ens smag. 

mor:) skriver:

Men se det forstår jeg ikke i den her sammenhæng. Hvad der videre skal ske? Det er vel at datteren fortæller at det er fint at hun vil hækle en ny, men at hun ikke bryder sig om farven (eller hvad det er) og foreslår en anden farve. 

Jeg synes ikke man kam tillade sig at blive sur/skuffet over gaven fordi den ikke falder i ens smag. 

Problemet handler vel i bund og grund ikke om en gave, men om forholdet til mor. Gaven er bare et symptom. 

snuskesmor skriver:

Problemet handler vel i bund og grund ikke om en gave, men om forholdet til mor. Gaven er bare et symptom. 

Ja det er den. Men at datter skal fortælle mor at hun er skuffet over gaven kam jeg ikke se hvordan det skal bidrage til løsning af problemet. 

Så må datter tale med son mor om hvad det egentlig handler om.