Blive sammen for barnets skyld?

Jeg står lidt i den situation at jeg kun er sammen med min kæreste (vi har en fælles søn på 1,5 år) for min søns skyld.
Jeg er bange for at flytte vores søn fra hans vante omgivelser, hvilket jeg ville blive nødt til, hvis jeg skulle flytte. 
Jeg ville have svært ved at skulle flytte ham fra dagplejen, fordi jeg er bange for, hvordan det vil "gå ud over ham". Derudover er jeg bange for at gøre min kæreste ked af det. For jeg føler at han kommer til at bøde for, at jeg ikke længere er lykkelig i vores forhold. 

Nogen gange ville det være rart hvis der var en som kunne fortælle en hvad der er det rigtige at gøre. Beslutningen er så svær at tage.

Og jeg har udskudt den mange gange, fordi at jeg beslutter mig for at jeg også bare kan leve med det som det er. 

Problemet mellem os er at vi er gledet fra hinanden. Vi har været sammen i 8,5 år, og vi var 15 og 19 år da vi blev kærester. I mange af årene tror jeg faktisk at vi har været sammen pga. trygheden ved at have hinanden. Men jeg synes bare at jeg er for ung (23 år) til bare at acceptere mit liv som det nu en gang er, når jeg et eller andet sted, ikke har det godt.

Der er bare ingen af os som er indstillet på at arbejde på vores forhold. Vi snakkede om i Januar måned at hvis det ikke var blevet bedre inden Maj, så skulle vi gå hver til sit. Det gjorde vi bare ikke. Men det blev heller ikke bedre. 

Puh det er svært :/

Anonym skriver:

Jeg står lidt i den situation at jeg kun er sammen med min kæreste (vi har en fælles søn på 1,5 år) for min søns skyld.
Jeg er bange for at flytte vores søn fra hans vante omgivelser, hvilket jeg ville blive nødt til, hvis jeg skulle flytte. 
Jeg ville have svært ved at skulle flytte ham fra dagplejen, fordi jeg er bange for, hvordan det vil "gå ud over ham". Derudover er jeg bange for at gøre min kæreste ked af det. For jeg føler at han kommer til at bøde for, at jeg ikke længere er lykkelig i vores forhold. 

Nogen gange ville det være rart hvis der var en som kunne fortælle en hvad der er det rigtige at gøre. Beslutningen er så svær at tage.

Og jeg har udskudt den mange gange, fordi at jeg beslutter mig for at jeg også bare kan leve med det som det er. 

Problemet mellem os er at vi er gledet fra hinanden. Vi har været sammen i 8,5 år, og vi var 15 og 19 år da vi blev kærester. I mange af årene tror jeg faktisk at vi har været sammen pga. trygheden ved at have hinanden. Men jeg synes bare at jeg er for ung (23 år) til bare at acceptere mit liv som det nu en gang er, når jeg et eller andet sted, ikke har det godt.

Der er bare ingen af os som er indstillet på at arbejde på vores forhold. Vi snakkede om i Januar måned at hvis det ikke var blevet bedre inden Maj, så skulle vi gå hver til sit. Det gjorde vi bare ikke. Men det blev heller ikke bedre. 

Puh det er svært :/

Altså selvfølgelig skal du ikke blive med faren hvis du ikke er lykkelig i forholdet, det er ingen af jer 3 tjent med. Men tænker også du skal passe på med at sige at du automatisk skal have sønnen med dig.. Prøv at sætte dig i farens sted hvis rollerne var byttet om og at det var dig der skulle flytte uden drengen? 

Du skal sætte dig ned med faren og finde ud af hvem der skal have bopælen og ikke bare tage det som en selvfølge, fordi så er det i starter en krig med hinanden hvis du bare tager drengen uden videre.. 

Held og lykke med det hele.

mpr skriver:

Altså selvfølgelig skal du ikke blive med faren hvis du ikke er lykkelig i forholdet, det er ingen af jer 3 tjent med. Men tænker også du skal passe på med at sige at du automatisk skal have sønnen med dig.. Prøv at sætte dig i farens sted hvis rollerne var byttet om og at det var dig der skulle flytte uden drengen? 

Du skal sætte dig ned med faren og finde ud af hvem der skal have bopælen og ikke bare tage det som en selvfølge, fordi så er det i starter en krig med hinanden hvis du bare tager drengen uden videre.. 

Held og lykke med det hele.

Vi har snakket det i gennem. Og det er ikke en selvfølge at vores søn skal med mig. Det er vi enige om, hvis det skulle blive aktuelt.
Tak for svaret 

Inden jeg tog en beslutning som den du står overfor ville jeg gøre alt hvad jeg kunne for at afsøge om forholdet kan reddes/genfindes. Det lyder ikke som om I går og skændes men mere som om I ikke kan huske hvorfor I egentlig faldt for hinanden. Jeg ville opsøge en parterapeut og få hjælp til at sætte ord på problemets kerne - og finder I så sammen ud af at det ikke skal være jer, jamen så får samarbejdet om jeres søn en god start. Held og lykke!

Jeg ville - som andre foreslår - nok også skynde mig at opsøge noget professionel hjælp, for at sikre at alle muligheder vitterligt var afprøvet. Dertil ville jeg sørge for nogle lange gode snakke med kæresten om, hvordan det ville foregå hvis I gik fra hinanden, med samarbejdet omkring sønnen og alt det andet praktiske. Det lyder jo heller ikke som om din man er glad og lykkelig?

At lade stå til er i hvert fald ikke en mulighed. Der skal handles - og I skal tage at få taget nogle beslutninger. Din søn tager mere skade af at vokse op i et "ulykkeligt hjem", end at af skifte dagpleje, hvis det endelig skulle komme dertil.

God vind!

Jeg har selv stået i ligende situtation for en del år siden.. 

Jeg var sammen med min X pga vi havde en fælles søn. 

Allerede mit i graviditeten var jeg ved at gå fra ham, men blev sammen for barnets skyld og i håb om det kunne lykkes.

Jeg var nemlig osse ret ung da jeg fandt sammen med ham og vi var bare blevet SÅ forskellige. 

Det var den BEDSTE beslutning at gå fra ham og flytte i mit eget! 

Ja! Det er skide svært at ta det sidste skub, men hvis man virkelig er indstillet på at komme videre, så ta imod alt den hjælp fra dem omkring dig.  

Sæt dig evt ned og snak med din kæreste om hvad der skal ske og ta det hele med oprejst pande. 

Idag bor jeg sammen med min "nye" mand og kan ikke ha det meget bedre  

Han forguder hans bonus-søn ligeså meget som han var hans egen.