Jeg fik konstateret sukkersyge for fire uger siden, da jeg var 17+.. Jeg fik prøvesvaret telefonisk, mens jeg stod med min kæreste på stationen, og ventede på det tog, der skulle køre os i lufthavnen, så vi kunne komme på vores drømmeferie til Japan.
I starten var jeg noget panisk, for jeg spurgte jo, "hvad så nu", hvor de sagde, at jeg bl.a. skulle undgå hvide ris. I Japan. Dem, der har været der, vil vide, at det kan altså ikke lade sig gøre. Japanerne gør sig overhovedet ikke i fuldkorn, og vi havde ikke noget køkken, så vi spiste kun ude.
Efter et par dage hvor valget stod mellem sult eller dårlig samvittighed, ringede jeg hjem igen, for at forklare at jeg havde brug for mere vejledning, da jeg ikke kunne finde hverken grøntsager eller fuldkorn i de mængder, der skulle til for at jeg ikke sultede. Vi fik en rigtig god snak, og jeg fik bl.a. at vide, at jeg egentlig ikke behøvede at være bekymret. Mit blodsukker var på 9,2 efter testen, så kun svagt over grænsen. Samtidig kunne jeg motionere det væk, som jeg ikke kunne spise mig ud af - Så hvis jeg bare prøvede at vælge grøntsager og kød først, og så fyldte efter med ris, så ville en rask gå-tur efter måltidet sørge for resten.
Vi var i Japan i fire uger, jeg er lige landet i torsdags. I de fire uger har jeg kun drukket vand og mælk (før drak jeg meget saft) men ellers spist næsten hvad jeg følte for (pånær desserter og kager - Det er no-go i min bog) - men altid startet med en salat, hvis jeg kunne få det. En japansk ven, som er læge, anbefalede mig desuden at spise min mad i en bestemt rækkefølge, fordi det angiveligt skulle hjælpe med at blodsukkeret stiger langsommere under måltidet, og heller ikke bliver så højt. Så, grøntsager først, så kød, og til sidst kulhydraterne.
Selvom vi var væk i en periode, hvor man normalt tager en del på i graviditeten, og selvom jeg elsker japansk mad, kunne jeg alligevel konstatere, at de små justeringer har gjort, at jeg faktisk slet ikke har taget på i de fire uger.
Baby har spist sit, mens jeg selv kan mærke på maven, at fedtet er svundet rigtig meget ind. Jordemoder var meget tilfreds, da jeg ringede med en opdatering. 
Jeg venter nu på konsultationer med hhv. diabetes-jordemoder og diætist, så jeg kan lære at måle blodsukker osv, men jeg er meget mere optimistisk nu, end jeg var, da jeg lige havde fået beskeden.