Knas i forholdet

Godaften derude. 

Min kæreste og jeg er i en lidt stram periode, og har egentlig været det et stykke tid. Jeg er i min 11. Uge i graviditeten, og er blevet gravid vha ivf. Min kæreste startede med at sige - dagen efter jeg fik dat æg op - at han syntes vi skulle vente 1 år hvis det ikke lykkedes. Vi har dkulle kæmpe for dette barn, og jeg er blevet opereret flere gange. Det var en utrolig dårlig start på graviditeten, og det er egentlig gået ned af bakke siden da. Han har ingen forståelse for sy jeg er træt, og at jeg altså ikke altid kan holde mig vågen til kl 22. Han er også utilfreds over, at jeg olle klarer lige så meget i hjemmet som før - jeg er træt!! Den anden dag sagde han, at han var ked af at jeg var gravid, for det var pt den eneste grund til at vi var sammen og at han ikke troede på det mere. Han var rigtig ked af at hans barn skulle være delebarn, samt at han ikke mente han havde råd til at betale børnepenge(!!!!) Vi sås ikke den følgende uge, da han skulle noget med arbejdet. Men nu har han åbenbart ændret mening og mener, at vi godt kan få det til at lykkedes, og at han elsker mig. Jeg har sagt at jeg godt kan gå med til at give det en chance mere, men har en rigtig øv følelse omkring det hele. Føler mig forrådt. Føler mig til grin. Føler mig trådt på. Her har jeg proppet mig med medicin i evigheder og er blevet overstimuleret - hvilket bestemt ikke var rart - og så er han bare så tarvelig. Ved egentlig ikke hvad jeg ville, udover at komme ud med det....

Anonym skriver:

Godaften derude. 

Min kæreste og jeg er i en lidt stram periode, og har egentlig været det et stykke tid. Jeg er i min 11. Uge i graviditeten, og er blevet gravid vha ivf. Min kæreste startede med at sige - dagen efter jeg fik dat æg op - at han syntes vi skulle vente 1 år hvis det ikke lykkedes. Vi har dkulle kæmpe for dette barn, og jeg er blevet opereret flere gange. Det var en utrolig dårlig start på graviditeten, og det er egentlig gået ned af bakke siden da. Han har ingen forståelse for sy jeg er træt, og at jeg altså ikke altid kan holde mig vågen til kl 22. Han er også utilfreds over, at jeg olle klarer lige så meget i hjemmet som før - jeg er træt!! Den anden dag sagde han, at han var ked af at jeg var gravid, for det var pt den eneste grund til at vi var sammen og at han ikke troede på det mere. Han var rigtig ked af at hans barn skulle være delebarn, samt at han ikke mente han havde råd til at betale børnepenge(!!!!) Vi sås ikke den følgende uge, da han skulle noget med arbejdet. Men nu har han åbenbart ændret mening og mener, at vi godt kan få det til at lykkedes, og at han elsker mig. Jeg har sagt at jeg godt kan gå med til at give det en chance mere, men har en rigtig øv følelse omkring det hele. Føler mig forrådt. Føler mig til grin. Føler mig trådt på. Her har jeg proppet mig med medicin i evigheder og er blevet overstimuleret - hvilket bestemt ikke var rart - og så er han bare så tarvelig. Ved egentlig ikke hvad jeg ville, udover at komme ud med det....

Øv øv hvor er det dog trist. Må jeg høre hvor længe i har cæret om at opnå graviditet?

Krydserfingre skriver:

Øv øv hvor er det dog trist. Må jeg høre hvor længe i har cæret om at opnå graviditet?

15 måneder. Men har siden da fået fjernet begge mine æggeledere, hvor den første blev fjernet for et år siden. 

Anonym skriver:

Godaften derude. 

Min kæreste og jeg er i en lidt stram periode, og har egentlig været det et stykke tid. Jeg er i min 11. Uge i graviditeten, og er blevet gravid vha ivf. Min kæreste startede med at sige - dagen efter jeg fik dat æg op - at han syntes vi skulle vente 1 år hvis det ikke lykkedes. Vi har dkulle kæmpe for dette barn, og jeg er blevet opereret flere gange. Det var en utrolig dårlig start på graviditeten, og det er egentlig gået ned af bakke siden da. Han har ingen forståelse for sy jeg er træt, og at jeg altså ikke altid kan holde mig vågen til kl 22. Han er også utilfreds over, at jeg olle klarer lige så meget i hjemmet som før - jeg er træt!! Den anden dag sagde han, at han var ked af at jeg var gravid, for det var pt den eneste grund til at vi var sammen og at han ikke troede på det mere. Han var rigtig ked af at hans barn skulle være delebarn, samt at han ikke mente han havde råd til at betale børnepenge(!!!!) Vi sås ikke den følgende uge, da han skulle noget med arbejdet. Men nu har han åbenbart ændret mening og mener, at vi godt kan få det til at lykkedes, og at han elsker mig. Jeg har sagt at jeg godt kan gå med til at give det en chance mere, men har en rigtig øv følelse omkring det hele. Føler mig forrådt. Føler mig til grin. Føler mig trådt på. Her har jeg proppet mig med medicin i evigheder og er blevet overstimuleret - hvilket bestemt ikke var rart - og så er han bare så tarvelig. Ved egentlig ikke hvad jeg ville, udover at komme ud med det....

Jeg tror, at der er rigtig mange følelser, der rører sig i ham i øjeblikket, han tør ikke glæde sig, panik, forsørgeransvar, føler sig fanget/bundet, bliver han nu en god far osv osv. Mænd er generelt ikke gode til at udtrykke følelser, og han har måske udtrykt sig på en noget uheldig måde.

Mit bedste råd er at tilgive og støtte ham, få snakket om følelserne og ryk sammen i stedet for at føle vrede og skuffelse.

Anonym skriver:

Godaften derude. 

Min kæreste og jeg er i en lidt stram periode, og har egentlig været det et stykke tid. Jeg er i min 11. Uge i graviditeten, og er blevet gravid vha ivf. Min kæreste startede med at sige - dagen efter jeg fik dat æg op - at han syntes vi skulle vente 1 år hvis det ikke lykkedes. Vi har dkulle kæmpe for dette barn, og jeg er blevet opereret flere gange. Det var en utrolig dårlig start på graviditeten, og det er egentlig gået ned af bakke siden da. Han har ingen forståelse for sy jeg er træt, og at jeg altså ikke altid kan holde mig vågen til kl 22. Han er også utilfreds over, at jeg olle klarer lige så meget i hjemmet som før - jeg er træt!! Den anden dag sagde han, at han var ked af at jeg var gravid, for det var pt den eneste grund til at vi var sammen og at han ikke troede på det mere. Han var rigtig ked af at hans barn skulle være delebarn, samt at han ikke mente han havde råd til at betale børnepenge(!!!!) Vi sås ikke den følgende uge, da han skulle noget med arbejdet. Men nu har han åbenbart ændret mening og mener, at vi godt kan få det til at lykkedes, og at han elsker mig. Jeg har sagt at jeg godt kan gå med til at give det en chance mere, men har en rigtig øv følelse omkring det hele. Føler mig forrådt. Føler mig til grin. Føler mig trådt på. Her har jeg proppet mig med medicin i evigheder og er blevet overstimuleret - hvilket bestemt ikke var rart - og så er han bare så tarvelig. Ved egentlig ikke hvad jeg ville, udover at komme ud med det....

Behandlingen er sten hård! Især for forholdet. Vi klarede behandlingen fint sammen. Men da jeg blev gravid, smuldrede forholdet. I al den tid vi blev behandlet, var det hele vores liv og det vi havde sammen. Da behandlingen stoppede, opdagede vi, at i al tiden, havde vi glemt hinanden. Vi kiggede på hinanden og følte faktisk ikke vi elskede hinanden mere. 1 mdr fra hinanden fik vi, jeg skulle til at skrive en lejekontrakt under og der opdagede vi, hvad pokker vi var ude i. Nu er vi sammen igen og glæder os til baby kommer og prøver at finde hinanden igen. Så i er SLET ikke unormale  

store kram herfra. 

Han er garanteret panisk. Men han kan overhovedet ikke respektere eller acceptere at jeg ikke gær alt i samme tempo som jeg gjorde før. Og pt laver vi ikke andet end at skændes. Han har trukket sig, og laver ikke andet end at spille computer! 

Anonym skriver:

Han er garanteret panisk. Men han kan overhovedet ikke respektere eller acceptere at jeg ikke gær alt i samme tempo som jeg gjorde før. Og pt laver vi ikke andet end at skændes. Han har trukket sig, og laver ikke andet end at spille computer! 

Var det en mulighed for jer at opsøge noget hjælp - både hver for sig og sammen? Jeg ved ikke hvor i verden i bor, men jeg/vi har selv haft stor glæde af at tale med én anden end hinanden og få sat lys på nogle vores meget forskellige måder at reagere på - selvom det er ganske grænseoverskridende til at starte med. Jeg har kontakt til en terapeut i Roskilde,  som arbejder med barnløse par. Skriv hvis du måske tænker at det kunne være en livline.  Kh Signe

Har i overvejet parterapi?