Har selv erfaring på området - min datter var kun knapt halvandet år, da vores tvillingedrenge kom til verden (nogle meget bette mus, født 7 uger for tidligt og konstant syge det første år).
Min mand har altid været karrieremenneske om en hals, arbejdet mange timer og haft en del rejseaktivitet. Jeg var "hjemmemusen", der sørgede for hus, have, hund, madlavning, indkøb, tøjvask og tog mig af vores datter. Denne konstellation fungerede perfekt for os - altså lige indtil drengene kom til verden. For så skal jeg da ellers lige love for, at jeg ikke længere havde hverken arme, overskud eller tid nok til at klare alt på hjemmefronten selv længere 
Jeg prøvede ihærdigt at hænge i og bide tænderne sammen - for jeg ville fandme bare kunne det hele selv, så jeg fik ikke i tide sagt fra overfor min mand, der bare fortsatte i samme arbejdstempo som altid. Jeg tror, at jeg havde en eller anden idé om, at han da for pokker måtte kunne se, at jeg havde brug for hjælp, når jeg for 20. gang skulle til læge med drengene (en læge på 2. sal med verdens mest upålidelige elevator, og hvor man ikke må have sin barnevogn i venteværelset), men det kunne han ikke se, og skuffelsen over ham, presset fra 3 så små børn, hvor de 2 altid var syge, alle de huslige pligter samt en hund, der i bar kedsomhed over ikke at blive aktiveret længere gnaskede hælen af et par af mine Christian Louboutinpumps 
åd mig op indvendigt, og jeg endte med et sammenbrud af episke proportioner.
Jeg skræmte næsten livet af min stakkels mand, der slet ikke havde fattet, hvor langt ude jeg virkelig var, men han forstod budskabet, og vi fik i fællesskab fundet en mere fair arbejdsfordeling mht. børnene og købt os noget hjælp til det praktiske. Han er i dag den mest committede far og arbejder langt fra så meget længere.
Det jeg vil sige med min efterhånden lange smøre er, at du måske også har fået "forvænt" din mand med, at du klarer ærterne på hjemmefronten, og så forstår han ikke helt, at når du beder om hjælp, så er det fordi du virkelig har brug for den - giver det mening?! Det er i hvert fald super nødvendigt, at du får sagt fra på en måde, han forstår - får ham gjort klart, at med tvillinger er to sæt hænder bare påkrævet i visse situationer, og da de jo også er hans børn, er det vel meget naturligt, at I klarer dem i fællesskab. Nogle gange skal mænd - sagt med glimt i øjet - virkelig have skåret tingene ud i pap for at fatte dem, så vær kontant og klar i dine udmeldinger omkring, hvad dine forventninger til ham er mht. børnene.
Jeg håber virkelig, at I finder en løsning, der fungerer for jer begge - uden sure miner og uvenskab.
