Bagsiden af medaljen

For snart et år siden tog jeg beslutningen om at forlade min kæreste og far til mit barn. Vores forhold havde været skræmtende af flere årsager og gennem flere år. Der var ingen tvivl om at det var den rigtige beslutning og jeg fortryder den ikke. 

Det der slår mig så hårdt tilbage og som pt er svært at leve med er virkeligt ensomheden. Min søn er hos mig det meste af tiden, men når han ikke er her er ensomheden slående, og det gør ondt. Før jeg forlod min kæreste havde mit liv ligesom en mening og jeg vidste hvor det ville føre hen og hvad jeg skulle arbejde hen imod familiemæssigt. Det gav mig en tryghed selvom forholdet var skidt, men nu virker det så meningsløst. Får jeg en familie igen, og får jeg den trygge følelse tilbage man har i en familie? Åh suk, der fører mine tanker tit hen når jeg er alene.

Så troede jeg lykken på et tidspunkt skulle vende og jeg blev glad for en fyr. Vi var faktisk ret forelskede og blev kærester. Noget tid senere får jeg så af vide at han ikke har afsluttet forholdet til sin ekskæreste og med jævne mellemrum går i seng med hende. Fuck, så skete det også for mig, og lige når jeg tænker at jeg kan være lykkelig igen, falder det hele fra hinanden! 

Nu sidder jeg så her, flere måneder efter det skete, og mærker ensomheden banke på. Jeg tænkte jeg en periode kunne tilgive ham og tage ham tilbage, men jeg kan ikke se mig selv i øjnene hvis jeg tager det valg. Men en ny mand er jeg vist ikke klar til, og for min søns skyld kan jeg heller ikke introducere en ny igen lige nu. Det vigtigste for mig er at min søn har det godt og vokser op i gode rammer, og det involverer ikke at han skal skabe relationer til flere mænd. Han er det vigtigste, men av hvor gør følelsen af ensomhed alligevel ondt! 

Er der andre der har prøvet noget ligende og på en eller anden måde kan sige at det hele nok skal blive godt igen? 

Tak fordi du tog dig tid til at læse med! 

Jeg gik også fra min ex, så jeg vil bare sende dig et kram og sige, at jeg forstår dig 100 %. Værst er ensomheden, men det bliver bedre. 

Det hele skal nok blive godt igen ☺

Jeg har også været ensom på et tidspunkt, men det er jeg absolut ikk mere ☺ 

Jeg lever efter at vi alle skal have det godt, og jeg har det godt når mi familie har det godt... Jeg kan til tider godt savne en kæreste, men jeg har ærlig talt ikk tid til en kæreste lige nu... Jeg har min familie og mine venner og de fylder mit tom rum ud ��

Tror at man nogle gange skal se på hvad man har og nyde det, og lade være med at se på hvad man kunne have og savne det, resten skal nok komme med tiden ☺

Snoopy77 skriver:

Jeg gik også fra min ex, så jeg vil bare sende dig et kram og sige, at jeg forstår dig 100 %. Værst er ensomheden, men det bliver bedre. 

Tak for dit svar! Godt at vide at det nok skal blive godt igen..

knus til dig

Mettefpigen skriver:

Det hele skal nok blive godt igen ☺

Jeg har også været ensom på et tidspunkt, men det er jeg absolut ikk mere ☺ 

Jeg lever efter at vi alle skal have det godt, og jeg har det godt når mi familie har det godt... Jeg kan til tider godt savne en kæreste, men jeg har ærlig talt ikk tid til en kæreste lige nu... Jeg har min familie og mine venner og de fylder mit tom rum ud ��

Tror at man nogle gange skal se på hvad man har og nyde det, og lade være med at se på hvad man kunne have og savne det, resten skal nok komme med tiden ☺

Tak for dit svar. Det er en god filosofi og også en jeg normalt lever efter, men det her er jeg overrasket over hvor ramt jeg er af. Men skal også stadig vende mig til at være alene, så tror og håber på at det kommer. Heldigvis er jeg også så træt om aftenen når min søn er hjemme at jeg nærmest går i seng lige efter ham, men når han er hos sin far er her bare så stille.. Må ringe og sludre med mine veninder noget mere så..

Tak for dine positive ord! 

Knus 

Anonym skriver:

For snart et år siden tog jeg beslutningen om at forlade min kæreste og far til mit barn. Vores forhold havde været skræmtende af flere årsager og gennem flere år. Der var ingen tvivl om at det var den rigtige beslutning og jeg fortryder den ikke. 

Det der slår mig så hårdt tilbage og som pt er svært at leve med er virkeligt ensomheden. Min søn er hos mig det meste af tiden, men når han ikke er her er ensomheden slående, og det gør ondt. Før jeg forlod min kæreste havde mit liv ligesom en mening og jeg vidste hvor det ville føre hen og hvad jeg skulle arbejde hen imod familiemæssigt. Det gav mig en tryghed selvom forholdet var skidt, men nu virker det så meningsløst. Får jeg en familie igen, og får jeg den trygge følelse tilbage man har i en familie? Åh suk, der fører mine tanker tit hen når jeg er alene.

Så troede jeg lykken på et tidspunkt skulle vende og jeg blev glad for en fyr. Vi var faktisk ret forelskede og blev kærester. Noget tid senere får jeg så af vide at han ikke har afsluttet forholdet til sin ekskæreste og med jævne mellemrum går i seng med hende. Fuck, så skete det også for mig, og lige når jeg tænker at jeg kan være lykkelig igen, falder det hele fra hinanden! 

Nu sidder jeg så her, flere måneder efter det skete, og mærker ensomheden banke på. Jeg tænkte jeg en periode kunne tilgive ham og tage ham tilbage, men jeg kan ikke se mig selv i øjnene hvis jeg tager det valg. Men en ny mand er jeg vist ikke klar til, og for min søns skyld kan jeg heller ikke introducere en ny igen lige nu. Det vigtigste for mig er at min søn har det godt og vokser op i gode rammer, og det involverer ikke at han skal skabe relationer til flere mænd. Han er det vigtigste, men av hvor gør følelsen af ensomhed alligevel ondt! 

Er der andre der har prøvet noget ligende og på en eller anden måde kan sige at det hele nok skal blive godt igen? 

Tak fordi du tog dig tid til at læse med! 

Hvis du vil have noget, er du nok også nødt til at risikere noget for at finde det.

Altså være villig til at risikere at blive såret hvis du møder en sød fyr. 

Held og lykke med det hele.