Jeg har selv haft et hashmisbrug, gennem de sidste knap ti år .. (Har aldrig røget under graviditet/amning)
Jeg har snart ikke røget i et halv år, og er rigtig stolt af det. Det er FUCKING svært, og får tit nedture hvor jeg ikke kan tænke på andet end at jeg gerne vil ryge. Men jeg har ikke røget, og det er takket være min kæreste. Han har været en enorm støtte, og jeg ville ikke have klaret det uden ham.
Han har altid holdt på, at det skulle være når jeg var klar, fordi at ellers ville det ikke nytte noget, da han ikke mener at der kommer noget ud af at presse på. Dog har vi jo snakket meget om hvorfor det er jeg har røget, ting man kan "erstatte" det med, den dybere grund til min afhængig og sådan. Ting man nok ville snakke med en psykolog om også.
Jeg tror at tanken om et misbrugscenter eller andre af sådan instanser, skræmmer mange misbrugere, da man er utrolig bange for at blive dømt på forhånd eller at det skulle få negative konsekvenser for en. Sådan har det i hvert fald været for mig, jeg har/er så bange for at hvis jeg begynder at være ærlig over for feks min læge (som jeg går hos regelmæssigt, pga jeg er i antidepressiv behandling) at det vil ramme mig negativt - såsom mine forældreevne eller sådan noget.
Ting som folk ikke har noget at sætte en finger på, og aldrig har haft (har gennem de sidste ti år gennemført længevarende uddannelse med højt snit, fået et velfungerede barn og lever pænt og almindeligt med fin økonomi), men som jeg er bange for lige pludselig vil ændre sig, fordi folk ikke har en forståelse for en.
Jeg ved ikke hvordan jeg kan forklarer det, det er et svært emne og noget jeg stadig arbejder en del med. Men en ting er sikkert - havde min kæreste presset på, truet eller på anden måde trængt mig op i en krog - i stedet for st prøve forstå mig, og vise at han ville støtte mig lige meget hvad, så havde jeg ikke været her hvor jeg er i dag.