Hej med jer.
Jeg vil gerne høre jeres mening om noget... Hvornår I mener det er tid til at sløjfe et familiemedlems gravsted - altså opsige det, om man så må sige?
Lidt baggrundsoplysninger: Min mormor og morfar døde, da jeg var 6 og 8 år. Min mor var enebarn, og det var derfor hende, der stod for vedligeholdelsen af deres gravsted. Da jeg var 16 år døde min mor så, og ja, jeg er også enebarn, og derudover er mine forældre skilt, hvilket altså vil sige, at jeg nu står for vedligeholdelsen af både min mormors og morfars gravsted og min mors. Min mor var meget tæt på sine forældre, mens jeg har svært ved at huske dem, da jeg var så lille, da de døde. Altså jeg kan huske, at jeg var glad for dem, men det er nok mest for hendes skyld, at jeg har bibehold min mormors og morfars gravsted så længe. Jeg synes ikke, jeg kan tillade mig at sløjfe det. Men det er efterhånden en stor udgift for mig at betale til begge gravsteder, og jeg kommer aldrig på min mormors og morfars gravsted, da de ligger begravet i den anden ende af landet.
Jeg skal snart forny min "leje" og deri angive, hvor mange år jeg ønsker, at lejen skal løbe. Men jeg kan ikke finde ud af, om jeg er klar til at sløjfe det, da det på en måde føles som om de så aldrig har eksisteret, og jeg har lidt dårlig samvittighed over for min mor.
Så jeg kunne godt bruge jeres mening. Måske er der nogen af jer, der har stået i samme situation og kan fortælle, hvad I baserede jeres beslutning på?
På forhånd tak
Anmeld
Citér