Hvornår er det "det rigtige tidspunkt"?

Jeg skriver som anonym da jeg helst ikke vil genkendes

Min kæreste og jeg snakker jævnligt om børn, og er begge meget skruk. Manden min er dog måske lidt mere skruk end jeg, da han altid gerne har ville have børn som ung, og nu er tættere på 30 end 25
Vi er begge under uddannelse, men min kæreste er kommet lidt sent i gang med uddannelse, og er derfor færdigudlært i august 2017. Vi har snakket om at starte pb næste sommer (2016), hvor jeg vil være færdig med første del af min uddannelse, og skal påbegynde de næste 3½ år til efteråret (2016).
Min kæreste ville gerne have haft børn i går, hvor jeg er lidt usikker på om det nu også er smart at sætte gang i pb når vi begge er under uddannelse, og jeg påbegynder "ny" uddannelse i efteråret. Der er jo ikke nogen der ved om det går nemt for os, og jeg dermed skal på barsel relativt tidligt i studiet, eller om det tager lang tid, og dermed vil være en god idé at starte allerede der.

Jeg vil gerne have børn under uddannelse, så langt er jeg i min beslutning, men jeg hælder nok mest til at vi venter til min kæreste er udlært, så vi ikke sidder to og er under uddannelse, men én på SU, og en med en fuldtidsløn. Jeg er bange for at vi ikke vil have råd, hvis vi begge er under uddannelse  Pt. har vi cirka 18000kr tilsammen, og har begge bil, vi har en hund, og skal flytte, hvor vi kommer til at sidde med en husleje på cirka 7000kr.

Min kæreste mener ikke at det er det store problem, og at vi nok skal finde ud af det økonomisk, "vi får jo også børnepenge fra staten" som han siger... Og det er også rigtigt nok, men jeg er bange for at det er hans skrukke jeg der taler, for som jeg ser det så bliver det meget knebent med pengene  Omvendt, så er jeg jo også skruk, og vil også gerne have en baby. Og jeg kan både se og mærke på min kæreste at det gør ondt på ham at han kommer længere og længere væk fra drømmen om at være ung med sine børn. Han har selv en meget gammel far, så jeg tror at det bl.a. er deri mange af hans frustrationer bunder - han vil gerne give sine egne børn det, som han ikke selv har kunne få fra sin far pga alderen...

Jeg er meget i vildrede... Hilsen den splittede

Anonym skriver:

Jeg skriver som anonym da jeg helst ikke vil genkendes

Min kæreste og jeg snakker jævnligt om børn, og er begge meget skruk. Manden min er dog måske lidt mere skruk end jeg, da han altid gerne har ville have børn som ung, og nu er tættere på 30 end 25
Vi er begge under uddannelse, men min kæreste er kommet lidt sent i gang med uddannelse, og er derfor færdigudlært i august 2017. Vi har snakket om at starte pb næste sommer (2016), hvor jeg vil være færdig med første del af min uddannelse, og skal påbegynde de næste 3½ år til efteråret (2016).
Min kæreste ville gerne have haft børn i går, hvor jeg er lidt usikker på om det nu også er smart at sætte gang i pb når vi begge er under uddannelse, og jeg påbegynder "ny" uddannelse i efteråret. Der er jo ikke nogen der ved om det går nemt for os, og jeg dermed skal på barsel relativt tidligt i studiet, eller om det tager lang tid, og dermed vil være en god idé at starte allerede der.

Jeg vil gerne have børn under uddannelse, så langt er jeg i min beslutning, men jeg hælder nok mest til at vi venter til min kæreste er udlært, så vi ikke sidder to og er under uddannelse, men én på SU, og en med en fuldtidsløn. Jeg er bange for at vi ikke vil have råd, hvis vi begge er under uddannelse  Pt. har vi cirka 18000kr tilsammen, og har begge bil, vi har en hund, og skal flytte, hvor vi kommer til at sidde med en husleje på cirka 7000kr.

Min kæreste mener ikke at det er det store problem, og at vi nok skal finde ud af det økonomisk, "vi får jo også børnepenge fra staten" som han siger... Og det er også rigtigt nok, men jeg er bange for at det er hans skrukke jeg der taler, for som jeg ser det så bliver det meget knebent med pengene  Omvendt, så er jeg jo også skruk, og vil også gerne have en baby. Og jeg kan både se og mærke på min kæreste at det gør ondt på ham at han kommer længere og længere væk fra drømmen om at være ung med sine børn. Han har selv en meget gammel far, så jeg tror at det bl.a. er deri mange af hans frustrationer bunder - han vil gerne give sine egne børn det, som han ikke selv har kunne få fra sin far pga alderen...

Jeg er meget i vildrede... Hilsen den splittede

Der er så vidt jeg ved, mange der regner børnepengene ind i deres budget, det er jo en smagssag. Det der er vigtig er jeres samlede rådighedsbeløb efter alle udgifter er betalt, undtagen mad. Først der kan man reelt vurdere om man har råd til et barn (og vuggestue eller dagpleje).

Mom skriver:

Der er så vidt jeg ved, mange der regner børnepengene ind i deres budget, det er jo en smagssag. Det der er vigtig er jeres samlede rådighedsbeløb efter alle udgifter er betalt, undtagen mad. Først der kan man reelt vurdere om man har råd til et barn (og vuggestue eller dagpleje).

Jeg er ikke så meget for at regne børnepenge i budgettet - som min mor engang sagde "hvis ikke man kan forsørge sin familie uden børnepenge, så bør man ikke have en grund til at modtage børnepenge". Dermed sagt at hun mener at man bør have råd til alt uden børnepenge, og at børnepenge skal gå til ting der tilkommer barnet, ikke husleje eller licens. Og jeg deler nok lidt hendes holdning... Altså at jeg ikke er meget for at basere en familie forøgelse på et tilskud fra staten... Jeg vil gerne have penge NOK, og så have børnepengene som lommepenge til shopping til baby  

Omvendt er jeg villig til at bøje mig, i forhold til min kærestes følelser...  Samlede udgifter er svære at udregne lige nu, da vi ikke har styr på aconto mv. endnu, der er lidt bøvl med det, så vi sidder i venteposition

I forhold til dagpleje/vuggestue, så vil min kæreste have fuldtidsjob til den tid. Hvis vi nu går i gang sommeren 2016, og jeg bliver gravid i lad os bare sige oktober, med termin juni/juli, så vil baby være 1-2 mdr gammel når min kæreste er udlært.

Årh, hvor er jeg bare i tvivl...

Jeg har stemt blankt, da jeg synes, der er en del detaljer der mangler.

For det første synes jeg bestemt ikke, at I skal lade beslutningen stå og falde med, at din kæreste gerne vil være ung med sine børn. Man står altså ikke med det ene ben i graven, fordi man fylder 30, og den der idé om at "jeg skal nå det og det inden jeg bliver så og så gammel", synes jeg er ret fjollet. Alder er altså bare et tal.

Når det så er sagt, så er det jo et helt reelt ønske, at I gerne vil have et barn begge to. Her synes jeg, at det skal være helt andre ting, der har indflydelse på belutningen, så som hvor længe I har været sammen, om I har et godt og stabilt forhold og nogle gode rammer at tilbyde sådan et lille nyt menneske.

Så er der selvfølgelig det økonomiske, en ting er, hvad I har af indtægt - noget andet hvad I har af forbrugsvaner og om betaler af på gæld. Man kan i mine øjne godt klare sig for lidt, selvom man har et barn, men så bliver det selvfølgelig ikke med to biler (måske ikke engang med én) eller store udgifter til elektronik, shopping, rejser osv. Her er det jo meget individuelt, hvor meget man synes, man kan klare sig for.

Så hvis rammerne er i orden, ville jeg i jeres tilfælde sætte og ned og kigge på økonomien, hvor meget bruger I nu, og hvor lidt I synes, I kan klare jer for, hvis I samtidig skal kunne leve lidt . nu ved jeg ikke hvad din kæreste bliver udlært inden for, men det er jo ikke i alle brancher man er sikret job efter endt uddannelse.

Og hvis jeg var dig, ville jeg nok lige komme i gang på det nye studie inden i begyndte at planlægge graviditet. Min erfaring siger, at det kan være rart lige at etablere sig socialt i en klasse og finde ud af, hvor meget arbejde det kræver at følge med inden man skal stå med graviditetskvalme, træthed og deslige.

Jeg håber, du kunne bruge det til noget 

Anonym skriver:

Jeg skriver som anonym da jeg helst ikke vil genkendes

Min kæreste og jeg snakker jævnligt om børn, og er begge meget skruk. Manden min er dog måske lidt mere skruk end jeg, da han altid gerne har ville have børn som ung, og nu er tættere på 30 end 25
Vi er begge under uddannelse, men min kæreste er kommet lidt sent i gang med uddannelse, og er derfor færdigudlært i august 2017. Vi har snakket om at starte pb næste sommer (2016), hvor jeg vil være færdig med første del af min uddannelse, og skal påbegynde de næste 3½ år til efteråret (2016).
Min kæreste ville gerne have haft børn i går, hvor jeg er lidt usikker på om det nu også er smart at sætte gang i pb når vi begge er under uddannelse, og jeg påbegynder "ny" uddannelse i efteråret. Der er jo ikke nogen der ved om det går nemt for os, og jeg dermed skal på barsel relativt tidligt i studiet, eller om det tager lang tid, og dermed vil være en god idé at starte allerede der.

Jeg vil gerne have børn under uddannelse, så langt er jeg i min beslutning, men jeg hælder nok mest til at vi venter til min kæreste er udlært, så vi ikke sidder to og er under uddannelse, men én på SU, og en med en fuldtidsløn. Jeg er bange for at vi ikke vil have råd, hvis vi begge er under uddannelse  Pt. har vi cirka 18000kr tilsammen, og har begge bil, vi har en hund, og skal flytte, hvor vi kommer til at sidde med en husleje på cirka 7000kr.

Min kæreste mener ikke at det er det store problem, og at vi nok skal finde ud af det økonomisk, "vi får jo også børnepenge fra staten" som han siger... Og det er også rigtigt nok, men jeg er bange for at det er hans skrukke jeg der taler, for som jeg ser det så bliver det meget knebent med pengene  Omvendt, så er jeg jo også skruk, og vil også gerne have en baby. Og jeg kan både se og mærke på min kæreste at det gør ondt på ham at han kommer længere og længere væk fra drømmen om at være ung med sine børn. Han har selv en meget gammel far, så jeg tror at det bl.a. er deri mange af hans frustrationer bunder - han vil gerne give sine egne børn det, som han ikke selv har kunne få fra sin far pga alderen...

Jeg er meget i vildrede... Hilsen den splittede

Sådan noget kommer aldrig belejligt. :-) 

jeg er 20 år gammel lige om lidt, og jeg er nu i uge 7. Min kæreste er 24 år gammel, og vi er begge på SU.

da jeg blev gravid, var min kæreste også fuldtidslønnet, og vi havde cirka 21.000,- samlet, inden skat. Men nu er vi begge på SU- og ja- det bliver stramt. Man skal ikke få børn af økonomiske grunde, ihvertfald. Men stadig tænker jeg, at der kommet an på prioritering. Skal dit barn gå i mærketøj, vil i gerne købe brugt barnevogn? Vi har regnet på det herhjemme, og så slemt kommer det slet ikke til at blive- man skal bare bruge sin sunde fornuft. I øvrigt, er det meget smart at have fået sine børn, inden arbejdsmarkedet. Så er du mere pålidelig, angående stabilitet. Bare rolig i to, jeg siger go for it. :-)  

Forholdsmæssigt er vi bundstabile. Vi er to modne, kærlige mennesker, som elsker hinanden meget højt, og har tonsvis af kærlighed, stabilitet og omsorg at give til et lille barn. På den front mangler der ingenting 

At min kæreste har et ønske om at være ung med sine børn synes jeg er lige så reelt som at ønske et barn helt grundlæggende - han lever kun én gang, og med hans egen familiære situation i bagagen er det mere end forståeligt, synes jeg 

Økonomien og uddannelse er den helt store synder - ingen af os har gæld, så her er vi helt clean. Men jeg er dog stadig bekymret for om der vil være penge nok. Vores forbrugsvaner er ganske normale for et ungt par uden børn tror jeg. I og med at vi ikke har gæld lever vi jo på ingen måde over evne, men vi nyder begge at bruge de penge vi har, til at forkæle os selv og hinanden med ture ud og spise, i biografen osv. Samtidig har vi jo begge biler, og disse kan dårligt undværes, det giver bare en frihed vi ikke vil være foruden. Min egen er dog en meget økonomisk og billig en af slagsen, så den fylder ikke meget i et budget. Ydermere er der hunden som der på ingen måde kan være tale om at skulle af med, han er vores hjertebarn, og er en del af familien. 

Med ovenstående føler jeg selv at vi er super godt etablerede og fungerer fint økonomisk. Men jeg er meget i tvivl om der vil være plads til en lille baby, jeg er bange for at undervurderer hvad det koster, og jeg nægter simpelthen at stå i en situation hvor der er noget ifm barnet som jeg ikke har råd til  Ingen siger at det behøver at være spritnyt og monsterdyrt alt sammen, men jeg ser ofte kommende mødre der søger helt basale ting som barnevogn, tøj og puslebord gratis på Facebook, fordi de ikke har noget som helst at rutte med. Det skal ikke være mig!

Jeg ved ikke hvor mange flere oplysninger jeg kan give, jeg ved ikke helt hvad vi kommer til at stå og skulle af med for husleje når vi flytter, men cirka sammenlagt 7000kr, og vi bruger begge omkring 1000-1200kr på bilerne om måneden, 500kr på hunden, og alt det løse... 

Så har vi cirka 6000kr til mad, tøj og bleer om måneden...

Jeg er ikke så meget for at regne børnepenge i budgettet - som min mor engang sagde "hvis ikke man kan forsørge sin familie uden børnepenge, så bør man ikke have en grund til at modtage børnepenge". Dermed sagt at hun mener at man bør have råd til alt uden børnepenge, og at børnepenge skal gå til ting der tilkommer barnet, ikke husleje eller licens. Og jeg deler nok lidt hendes holdning... Altså at jeg ikke er meget for at basere en familie forøgelse på et tilskud fra staten... Jeg vil gerne have penge NOK, og så have børnepengene som lommepenge til shopping til baby  

Omvendt er jeg villig til at bøje mig, i forhold til min kærestes følelser...  Samlede udgifter er svære at udregne lige nu, da vi ikke har styr på aconto mv. endnu, der er lidt bøvl med det, så vi sidder i venteposition

I forhold til dagpleje/vuggestue, så vil min kæreste have fuldtidsjob til den tid. Hvis vi nu går i gang sommeren 2016, og jeg bliver gravid i lad os bare sige oktober, med termin juni/juli, så vil baby være 1-2 mdr gammel når min kæreste er udlært.

Årh, hvor er jeg bare i tvivl...

 

Sådan lidt Off-topic - vi har børnepenge for eksempel for min mellemste på ca 1400 pr mdr og udgifter til vuggestue på 2800 - så det er vel bare hvordan man inddeler sin økonomi

Vores skønne søn var ikke helt planlagt  Jeg ville gerne have ventet til jeg var færdiguddannet, men sådan skulle det ikke blive 

Både min kæreste og jeg er under uddannelse og kan se vi ligger nogenlunde på samme niveau rent økonomisk og på husleje ... Vi har kun én bil, men jeg har tilgengæld en smule gæld. Vi har sagtens kunne få det hele til at hænge sammen på vores elevløn og vores søn mangler absolute ingenting og selvom det koster en del penge med et barn i huset, så har vi stadig plads i budgettet til uforudsete udgifter og en opsparing. Jeg vælger ofte at købe nyt til min søn, så må jeg bare spare på mine egne "lommepenge" til tider.. 

Derudover er der jo børnepenge til at dække de forskellige ting til barnet, i har vel også mulighed for boligstøtte i den nye bolig? Vores boligstøtte blev næsten fordoblet, da vi fik barn :-) mht institutionsplads, kan vi ud fra vores indkomst få støtte til 38% af hans dagplejeplads.. 

Det bliver helt sikkert lidt stramt til tider, men jeg tror helt sikkert man kan få tingene til at fungere økonomisk, hvis man selv er villig til at ændre/udskyde sine behov for en tid.. 

Vi ser det i hvertfald som en luksus at vi "lære" at leve med et barn og de udgifter der følger med, mens vi er på vores elevløn og når vi begge om 1,5år er færdige, så står vi pludselig med et dejligt frirum økonomisk. Skulle vi ydermere være uheldige ikke at kunne finde arbejde, eller miste et arbejde senere, ved vi at vi kan klare os for mindre..

Ja hvornår er det rigtige tidspunkt. Det er jo forskelligt. Og er der noget rigtigt tidspunkt? Jeg synes I skal gøre hvad I føler for. Hvis I kan sidde i det økonomisk så er der intet i vejen for at få børn. Hvis man ikke lever over evne... og tænker sig om når man køber ind mm så kan man godt få tingene til at løbe rundt med en fuldtidsløn og en SU. Been there.... Men igen så kommer det an på hvordan man prioterer. Herhjemme har vi ikke indregnet børnefamilieydelsen ind i budgettet. Vi ønsker ikke at gøre os "afhængige" af disse extra penge. Ydelsen falder med barnets alder.... og SÅ mange penge er det altså heller ikke. Vi bruger dem på tøj mm til ungerne. 

Held og lykke med beslutningen omkring projekt baby.