Bedsteforældre køber dyre gaver hele tiden

Vi har en dejlig dreng på 9 måneder, som er blevet hele familiens midtpunkt, da han er det første barnebarn på begge sider. Især min mands forældre er helt vilde med ham og vil hele tiden se ham og snakke med ham. Det synes jeg kan være lidt anstrengende, men jeg ved jo godt, at de gør det i den bedste mening, så jeg prøver ikke at lade det genere mig. Men hver gang vi ses, hvilket  måske er en gang om måneden (de bor i Jylland og vi på Sjælland), så har de brugt over 1000 kr på legetøj og tøj til ham. Igen ved jeg jo godt, at de gør det i den bedste mening, men jeg synes, det er for meget. Især, hvis det fortsætter på den måde. For det første har vi ikke plads til alt det legetøj og for det andet vil jeg ikke lære min dreng, at han hele tiden skal have dyrt legetøj, som om det bare er ingenting. 

Er det mig, der er forkert på den? Hvordan siger jeg til dem på en pæn måde, at jeg altså synes, at det er for meget?

Morogbarn skriver:

Vi har en dejlig dreng på 9 måneder, som er blevet hele familiens midtpunkt, da han er det første barnebarn på begge sider. Især min mands forældre er helt vilde med ham og vil hele tiden se ham og snakke med ham. Det synes jeg kan være lidt anstrengende, men jeg ved jo godt, at de gør det i den bedste mening, så jeg prøver ikke at lade det genere mig. Men hver gang vi ses, hvilket  måske er en gang om måneden (de bor i Jylland og vi på Sjælland), så har de brugt over 1000 kr på legetøj og tøj til ham. Igen ved jeg jo godt, at de gør det i den bedste mening, men jeg synes, det er for meget. Især, hvis det fortsætter på den måde. For det første har vi ikke plads til alt det legetøj og for det andet vil jeg ikke lære min dreng, at han hele tiden skal have dyrt legetøj, som om det bare er ingenting. 

Er det mig, der er forkert på den? Hvordan siger jeg til dem på en pæn måde, at jeg altså synes, at det er for meget?

Hvad med at de har legetøjet hos dem selv, så har det når han er på besøg? Måske noget af tøjet, så der er ekstra hvis det er.

Men ellers sig stille og roligt, at I er glade for gaverne, men det bliver for meget, i kan slet ikke følge med. Og det er simpelhent for meget. Der er kun 3måneder til han fylder et år og så kommer jul. Foreslå at gaverne kun kommer der, og så en gang i mellem, men slet ikke så meget. En ting eller to en gang imellem, synes jeg er fint.

Jeg synes sagtens du kan forklare dem det på en pæn måde, hvori du fortæller at du er taknemmelig for alt det de giver jeres barn og det er dejligt at de holder så meget af ham. :-) 

Måske de evt. kunne minimere gaveforbruget til en lille pakke rosiner eller andet som jeres søn vil hygge sig med og så kunne de evt. give ham lidt penge til sparegrisen? 

Min mor har altid haft lidt godt i tasken og det holder ved endnu. :-) Det er en ting mine børn synes er fantastisk at kigge i mormors taske

Et par forslag:

Jeg synes, i skal oprette en børneopsparing og så tale med dem om, om mængden af legetøj - kan noget stå hos dem, til når I besøger og kan andet 'konverteres' til indskud på børneopsparingen.

hjælp dem ved at ønske jer ting af dem til barnet, fx autostol, gynge, løbecykel, triptrapstol, sandkasse. Så kan de få afløb og I får brugbare ting og undgår, at værelset fyldes med 'skrammel'. Bedsteforældre har ofte brug for lidt hjælp til at give det, forældrene kan se, at barnet har brug for.

Brug tøjet i  det omfang I kan. Pak det ned og spørg om det kan stå hos dem til næste barnebarn kommer - jeres eller din svogers/svigerindes.

Overvej om du ikke kan rumme (lidt mere) af deres glæde og generøsitet. Det kan være svært og lidt sårbart at være farmor/farfar, fordi mor (svigerdatter) er gatekeeper til barnet. Så er det let at gå lidt i selvsving for at vise, hvor meget man vil barnet.

Jeg forstår dig godt, jeg tror at en del af det ligger i at de bor så langt væk.

Jeg havde bedsteforældre i Jylland da jeg var barn, og vi fik også altid ting af dem når vi var der. Tror også det handler om et savn, farmor ville sikkert gerne se barnebarnet hver uge, og så er det hyggeligt at tænke på ham og købe en lille/stor ting til ham. Så kan hun gå og glæde sig til at han skal have den, og hvordan reagerer han osv. Min mor gør det samme (dog i mindre målestok). Mine børn får næsten hver gang noget af hende, og min ældste er 7 nu.

Som en anden foreslår ville jeg også give dem nogle muligheder for at hjælpe ved simpelthen at fortælle hvad han mangler, og prøve at få det skruet lidt ned til nogle ting han bliver glad for men som ikke koster det vilde. Og så kan de jo heller ikke blive ved med at købe ting til 1000 kr hver måned så jeg tror da at lejet finder et lidt mere naturligt niveau når han bliver ældre..

Morogbarn skriver:

Vi har en dejlig dreng på 9 måneder, som er blevet hele familiens midtpunkt, da han er det første barnebarn på begge sider. Især min mands forældre er helt vilde med ham og vil hele tiden se ham og snakke med ham. Det synes jeg kan være lidt anstrengende, men jeg ved jo godt, at de gør det i den bedste mening, så jeg prøver ikke at lade det genere mig. Men hver gang vi ses, hvilket  måske er en gang om måneden (de bor i Jylland og vi på Sjælland), så har de brugt over 1000 kr på legetøj og tøj til ham. Igen ved jeg jo godt, at de gør det i den bedste mening, men jeg synes, det er for meget. Især, hvis det fortsætter på den måde. For det første har vi ikke plads til alt det legetøj og for det andet vil jeg ikke lære min dreng, at han hele tiden skal have dyrt legetøj, som om det bare er ingenting. 

Er det mig, der er forkert på den? Hvordan siger jeg til dem på en pæn måde, at jeg altså synes, at det er for meget?

Jeg tror også det regulerer sig selv hen ad vejen. Han bliver jo nok ikke ved at være eneste barnebarn og endnu er det jo også så nyt hvis han kun er 9 måneder.

Forstår egentlig godt at du synes det er lidt belastende, men jeg tror jeg selv ville vente og lade det gå over. Her var det lidt på samme måde, men så snart min mands søster fik børn, mistede de totalt interesse for vores børn. Det var så også ret dumt. Så jeg ville nok.bare glædes over at de gider din søn. Hvis de altså også er gode til at lege med ham osv og ikke bare køber dyre gaver som aflad.

De er sikkert lidt nervøse for at blive sekundære bedsteforældre, da de er faderens forældre (det betyder desværre nok noget i mange familier - især i de første par år), samt fordi de bor forholdsvis langt væk. Jeg ville prøve at styrke deres selvtillid i forhold til deres forhold til baby. Fx sige "X elsker, når I leger med ham" eller "X har savnet, når farmor/farfar pludrer med ham".
Derudover synes jeg, at idéen om en børneopsparing/aktieportfolio eller tilskud til store, nødvendige ting (fx klapvogn og flyverdragt/nye sko) er en god ide i stedet for legetøj og almindeligt tøj. Men jeg ville passe på ikke at lyde utaknemmelig.