At miste troen på kærlighed

Hvad gør man lige hvis man har mistet troen på kærlighed? 

Det er egentlig ambivalent, for jeg har kun selv haft længerevarende forhold, hvor der har været andre faktorer end manglende kærlighed der har stoppet det, og mine forældre er endnu sammen, efter 37 år, hvor de mødte hinanden som unge. Jeg har i realiteten ingen grund til ikke at tro på kærligheden. Og så alligevel! Jeg synes man hører det hver eneste dag - ægtepar i 40'erne, har været gift i 10 års tid, to unger på 9 og 11 år, intimiteten er væk, konen føler sig overset, manden føler sig glemt, de søger bekræftigelse andetsteds, glemmer hvorfor de faldt for hinanden, finder en anden, bliver skilt og kommer videre i en nyfødt udgave af sig selv... (Tænkt eksempel)

Jeg har selv mødt en mand nu, som jeg er ret sikker på er den rigtige for mig. Vi har det vidunderligt og er så forelskede. Men jeg er pisse bange, for jeg er overbevist om at det forsvinder! Jeg er sikker på at kærligheden blegner, intimiteten og gnisten svinder ind, og man går fra hinanden igen når hverdagen med blebørn og forpligtigelser bliver for kedelig og grå... Jeg er typen der har sindssygt svært ved at forelske mig - det er faktisk kun sket to gange i mit liv. Men når jeg så elsker, så elsker jeg så inderligt, passioneret og lidenskabeligt, jeg ser kun denne her mand, og ønsker bare at have ham ved min side resten af livet. Derfor bliver jeg også dybt og inderligt såret når kærligheden viser sig at være en illusion...

Hvorfor har jeg den opfattelse? Og er der nogen der kan give mig eksempler på det modsatte, så jeg måske kan tro lidt på kærlighed igen, og turde satse på mit forhold uden frygt for at blive kasseret når jeg er kedelig?

Anonym skriver:

Hvad gør man lige hvis man har mistet troen på kærlighed? 

Det er egentlig ambivalent, for jeg har kun selv haft længerevarende forhold, hvor der har været andre faktorer end manglende kærlighed der har stoppet det, og mine forældre er endnu sammen, efter 37 år, hvor de mødte hinanden som unge. Jeg har i realiteten ingen grund til ikke at tro på kærligheden. Og så alligevel! Jeg synes man hører det hver eneste dag - ægtepar i 40'erne, har været gift i 10 års tid, to unger på 9 og 11 år, intimiteten er væk, konen føler sig overset, manden føler sig glemt, de søger bekræftigelse andetsteds, glemmer hvorfor de faldt for hinanden, finder en anden, bliver skilt og kommer videre i en nyfødt udgave af sig selv... (Tænkt eksempel)

Jeg har selv mødt en mand nu, som jeg er ret sikker på er den rigtige for mig. Vi har det vidunderligt og er så forelskede. Men jeg er pisse bange, for jeg er overbevist om at det forsvinder! Jeg er sikker på at kærligheden blegner, intimiteten og gnisten svinder ind, og man går fra hinanden igen når hverdagen med blebørn og forpligtigelser bliver for kedelig og grå... Jeg er typen der har sindssygt svært ved at forelske mig - det er faktisk kun sket to gange i mit liv. Men når jeg så elsker, så elsker jeg så inderligt, passioneret og lidenskabeligt, jeg ser kun denne her mand, og ønsker bare at have ham ved min side resten af livet. Derfor bliver jeg også dybt og inderligt såret når kærligheden viser sig at være en illusion...

Hvorfor har jeg den opfattelse? Og er der nogen der kan give mig eksempler på det modsatte, så jeg måske kan tro lidt på kærlighed igen, og turde satse på mit forhold uden frygt for at blive kasseret når jeg er kedelig?

Jeg tror det er meget naturligt at ville skærme sig selv imod eventuelle sårede følelser. Men hvor intet vover intet vinder!

Min mand og jeg har været sammen i små 19 år, gift de 15 år, og har 3 dejlige børn sammen.

Og vi har det GODT, selvfølgelig går der engang imellem hverdag i den, men latter, kys og skæve øjeblikke gør at jeg (stadig) er meget lykkelig gift!

Jeg har ikke noget langt eller noget klogt at sige! 

MEN, jeg tror kun du er bange for at miste kærligheden /ikke helt tør tro på den, fordi du rent faktisk føler den så intenst og ægte.. Kærlighed er ikke en illusion, mærk den og nyd den når den viser sig .. Måske den varer ved, måske den ikke gør.. 

Du skal tænke sådan her, at blot fordi et forhold ikke varer ved er det ikke ensbetydende med at kærligheden er en illusion. Nogle gange ændre den sig bare eller de mennesker der er en del af den ændrer sig og så er det ikke længere det menneske man kan dele kærlighed med. Jeg har selv haft to lange forhold før jeg mødte min nuværende mand. Hverdagen (og selvfølgelig andre omstændigheder) var dræbende for mig. Min mand jeg har nu, har gjort en kolossal omvæltning i mit liv - vi laver en masse ting, der sker hele tiden et eller andet spændende eller fedt. Og samtidig elsker vi hverdagen - vi er gode til at se at det at vaske gulvet fx  også er en slags kærlighed at vise hinanden

Vi mødte hinanden da vi var 16 og 17 og nu har vi været sammen i snart 27 ( hvor blev tiden af? ) år og har fået 7 børn .

Der har været mange bumps på vejen og alt er ikke rosenrødt ,men det er heller ikke kedeligt.

Han kan stadig tænde mig ,og tror aldrig nogensinde jeg finder nogen hvis jeg altså ledte :) som efter 27 år stadig kan få mig til at grine og gøre mig blød i knæene og ikke mindst ved hvornår det  lige er at jeg trænger til en kold cola med isterninger og en plade marabou 

Tak for gode nuancerede svar!

Måske der er noget om at jeg er så bange for at miste kærlighed fordi jeg føler den så dybt og inderligt. Jeg elsker vitterlig med hver en fiber i min krop, jeg er så hengiven, loyal og betaget at det (i hvert fald førhen) har endt med at bide mig i røven, fordi følelserne er gengældt, men bare ikke i samme kaliber 

Jeg er desværre nu af den overbevisning at alle forhold mister gnisten, og at alle før eller siden vil se om græsset er grønnere på den anden side... Jeg gad godt ud af denne her pessimist cirkel og hvile i mine følelser igen!

Og det er ikke som sådan mine egne følelser jeg er usikker på, jeg føler selv at kærlighed bliver bedre med årene, jo flere minder, jo bedre man kender hinanden - desto mere unik, uerstattelig og vidunderlig er kærlighed for mig! Ligesom med cola og marabou - det er jo noget man lærer med årene 

Det jeg er bange for, og som jeg er overbevist om vil ske, er at jeg bliver fravalgt, fordi min partner ender med at kede sig... Jeg elsker afveksling, små ting som sedler og en blomst, et kort eller lidt chokolade i ny og næ - både at give og modtage  Også sexlivet, prøve nye ting og udvide sin horisont - men her er jeg så igen bange for at blive kedelig og fravalgt, for jeg er typen der kun vil dele sex med min mand, og er altså ikke til trekanter mv... 

Så ja, en masse usikkerhed der gør at jeg føler at ægte kærlighed altid har en udløbsdato... 

Anonym skriver:

Hvad gør man lige hvis man har mistet troen på kærlighed? 

Det er egentlig ambivalent, for jeg har kun selv haft længerevarende forhold, hvor der har været andre faktorer end manglende kærlighed der har stoppet det, og mine forældre er endnu sammen, efter 37 år, hvor de mødte hinanden som unge. Jeg har i realiteten ingen grund til ikke at tro på kærligheden. Og så alligevel! Jeg synes man hører det hver eneste dag - ægtepar i 40'erne, har været gift i 10 års tid, to unger på 9 og 11 år, intimiteten er væk, konen føler sig overset, manden føler sig glemt, de søger bekræftigelse andetsteds, glemmer hvorfor de faldt for hinanden, finder en anden, bliver skilt og kommer videre i en nyfødt udgave af sig selv... (Tænkt eksempel)

Jeg har selv mødt en mand nu, som jeg er ret sikker på er den rigtige for mig. Vi har det vidunderligt og er så forelskede. Men jeg er pisse bange, for jeg er overbevist om at det forsvinder! Jeg er sikker på at kærligheden blegner, intimiteten og gnisten svinder ind, og man går fra hinanden igen når hverdagen med blebørn og forpligtigelser bliver for kedelig og grå... Jeg er typen der har sindssygt svært ved at forelske mig - det er faktisk kun sket to gange i mit liv. Men når jeg så elsker, så elsker jeg så inderligt, passioneret og lidenskabeligt, jeg ser kun denne her mand, og ønsker bare at have ham ved min side resten af livet. Derfor bliver jeg også dybt og inderligt såret når kærligheden viser sig at være en illusion...

Hvorfor har jeg den opfattelse? Og er der nogen der kan give mig eksempler på det modsatte, så jeg måske kan tro lidt på kærlighed igen, og turde satse på mit forhold uden frygt for at blive kasseret når jeg er kedelig?

Er du løve i stjernetegnet 

Du skal tro på det. Som regel er det ens egne tanker der får lov at løbe løbsk, og pas på med det. Åben munden og del dine følelser med ham, for jeg er sikker på han ikke er tankelæser, men at han helt sikkert gerne vil beskæftiges i at du stadig er helt væk i ham. Og husk mænd generelt bare er mand og nogle gange glemmer at "belønne" sin kæreste. men derfor Elsker han dig ikke mindre

2babygirls skriver:

Er du løve i stjernetegnet 

Du skal tro på det. Som regel er det ens egne tanker der får lov at løbe løbsk, og pas på med det. Åben munden og del dine følelser med ham, for jeg er sikker på han ikke er tankelæser, men at han helt sikkert gerne vil beskæftiges i at du stadig er helt væk i ham. Og husk mænd generelt bare er mand og nogle gange glemmer at "belønne" sin kæreste. men derfor Elsker han dig ikke mindre

Haha... Nej, jeg er faktisk fisk 

Jamen du har helt ret, og mænd er mænd. Han tænker jo ikke over tingene på samme måde som mig, og siger tit "slap nu af skat, du overtænker tingene"... Jeg bekræftiger ham hver dag, men han glemmer det ofte. Jeg forventer ikke kærlighedserklæringer hver dag, men hvor han måske mener at det at sætte et hjerte i en SMS er et tegn på affektion, så mener jeg nok mere at det ligger i at huske at rose hinanden og komme med komplimenter....

Om han så kom med komplimenter dagligt, så tror jeg faktisk stadig jeg ville frygte at det hele har en ukendt deadline.. Håber det stopper med årene! 

Anonym skriver:

Haha... Nej, jeg er faktisk fisk 

Jamen du har helt ret, og mænd er mænd. Han tænker jo ikke over tingene på samme måde som mig, og siger tit "slap nu af skat, du overtænker tingene"... Jeg bekræftiger ham hver dag, men han glemmer det ofte. Jeg forventer ikke kærlighedserklæringer hver dag, men hvor han måske mener at det at sætte et hjerte i en SMS er et tegn på affektion, så mener jeg nok mere at det ligger i at huske at rose hinanden og komme med komplimenter....

Om han så kom med komplimenter dagligt, så tror jeg faktisk stadig jeg ville frygte at det hele har en ukendt deadline.. Håber det stopper med årene! 

Det stopper med alderen, fordi du vokser med opgaven og lærer din kæreste at kende. og jo, man bliver stadig nogle gange i tvivl fordi han i lang tid ikke har købt en blomst eller sagt jeg elsker dig om morgenen, men der kender du ham også så godt at du lige vender den indeni, inden du bliver ked eller såret, og hvis man gør det til noget positivt, og fx giver ham kys og beskæftigelse så Kommer det tit 100 gange igen den anden vej.