Spis op og smag alt, eller sulten i seng.

Sprit25 skriver:

I forhold til den anden tråd om kræsenhed bider jeg mærke i at mange mener børn skal spise op ellers kan de komme i seng på tom mave. Derudover observerer jeg at hvis børn ikke kan lide maden/ikke vil spise det bliver de også sent i seng uden aftensmad. Det må jeg stille mig undrende overfor. 

I min optik bliver både mad og seng sat i forbindelse med afstraffelse og negativitet. At ligge der som 4 årige med en sur mor der har sendt en i seng og man er faktisk sulten uden helt at forstå hvorfor? 

Som voksen har vi magten og bestemmer derfor maden men hvordan ville I have det med at skulle gå sulten i seng? Personligt synes jeg der er nok i samfundet der går sulten i seng at børn der har mad ikke skal. Kom gerne med jeres forhold til alt dette

Øhm, nu er der et misforhold mellem "spis op" og "gå i seng på tom mave". Hvis man ikke kan spise sin (kæmpe)portion op, kommer man nok i seng med nok mad i maven... 

Mine børn bliver i øvrigt puttet nærmest lige efter aftensmaden. 

Skal man sanktionere kræsenhed? Ja, jeg ville helt klart! Vi serverer altid NOGET, børn kan spise, og hvis børnene pludselig hverken ville spise kød, kartofler/pasta eller grøntsager, så var de nok ikke særligt sultne. 

Derudover skal man smage, inden man afviser. Principielt, for mine børn er meget små, og forstår vist ikke helt netop dét princip. 

Men kræsenhed er meget, meget uklædeligt. Jeg husker de kræsne børn i min folkeskole som værende umodne og barnlige - i virkeligheden var de jo bare dårligt opdraget. (Min tolerancetærskel for kræsenhed er meget lav.) 

Man skal smage maden. Man tager ikke skade af at springe et måltid over. Men man behøver ikke råbe og skrige over det, så må man jo konstatere, at barnet ikke er særlig sulten. Og langt hen ad vejen skal børn nok inkluderes mere i madlavning som forebyggelse af kræsenhed. 

Sprit25 skriver:

I forhold til den anden tråd om kræsenhed bider jeg mærke i at mange mener børn skal spise op ellers kan de komme i seng på tom mave. Derudover observerer jeg at hvis børn ikke kan lide maden/ikke vil spise det bliver de også sent i seng uden aftensmad. Det må jeg stille mig undrende overfor. 

I min optik bliver både mad og seng sat i forbindelse med afstraffelse og negativitet. At ligge der som 4 årige med en sur mor der har sendt en i seng og man er faktisk sulten uden helt at forstå hvorfor? 

Som voksen har vi magten og bestemmer derfor maden men hvordan ville I have det med at skulle gå sulten i seng? Personligt synes jeg der er nok i samfundet der går sulten i seng at børn der har mad ikke skal. Kom gerne med jeres forhold til alt dette

Min datter skal smage på tingene HVIS HUN VIL. Vi opfordrer hende til at smage på tingene, og vi sørger altid for at lave en tallerken til hende hvor maden er delt op/adskilt så hun kan se hvad hun propper i munden. Børn har ofte svært ved at spise mad der er rodet sammen, og det er helt naturligt. Hvis datteren ikke kan lide hvad vi spiser, så får hun et stykke rugbrød. Derudover får hun mad inden sengetid hvis hun er mere sulten. Jeg vil sige selvfølgelig skal børn da ikke gå sulten i seng, og det er OK at børnene ikke har lyst eller ikke kan lide det mad der er lavet. Jeg står dog ikke og laver 2 varme retter det er varm ret eller rugbrød  

Sprit25 skriver:

I forhold til den anden tråd om kræsenhed bider jeg mærke i at mange mener børn skal spise op ellers kan de komme i seng på tom mave. Derudover observerer jeg at hvis børn ikke kan lide maden/ikke vil spise det bliver de også sent i seng uden aftensmad. Det må jeg stille mig undrende overfor. 

I min optik bliver både mad og seng sat i forbindelse med afstraffelse og negativitet. At ligge der som 4 årige med en sur mor der har sendt en i seng og man er faktisk sulten uden helt at forstå hvorfor? 

Som voksen har vi magten og bestemmer derfor maden men hvordan ville I have det med at skulle gå sulten i seng? Personligt synes jeg der er nok i samfundet der går sulten i seng at børn der har mad ikke skal. Kom gerne med jeres forhold til alt dette

Vores datter får tilbudt noget kedeligt når hun har smagt og ikke vil have det. Det er som regel havregryn uden sukker kun med mælk. En gang er hun kommer i seng uden ret meget mad. Hun nægtede at spise hvad hun fil tilbudt og så må jeg tage det som hun ikke er sulten. 

Puha - både mad og seng skal da gerne være noget der er rart og hyggeligt!

Jo mere vi presser vores børn i spisesituationer og tvinger dem til at smage og spise op jo mere bliver maden et våben for dem og noget de kan bruge til at styre og bestemme med. Og jo mere bliver måltidet en kamp i stedet for et dejligt samlingspunkt for familien.

Herhjemme har vi fokus på fællesskabet og bordskik OL når vi spiser. Alle bliver opfordret til at smage. Ingen skal spise op - jeg mener det er vigtigt man kan mærke og reagere på sin mæthedsfølelse - så når man er mæt bliver man respekteret for det. Og hvis maden på bordet er helt ved siden af så kan man få et stykke rugbrød med smør.

Sengen er et sted vi læser, synger, leger, griner, sover osv. Den er ALDRIG en straf men kun forbundet med noget positivt.

Så kort sagt - mad og søvn er noget af det børnene virkelig kan reagere på fordi vi ikke kan tvinge dem! Så for mig er det vigtigt at det er noget vi samarbejder om og ikke noget jeg bruger som trussel eller straf.

Altså, vi bruger ikke "så kan du komme sulten i seng" som straf. Men hvis barnet ikke vil have aftensmaden og heller ikke det kedelige alternativ - rugbrød med leverpostej - jamen jo, så vil barnet jo komme i seng på tom mave,  man kan jo heller ikke tvinge dem til at spise. 

Her ser jeg helst at der skal smages på maden - men hvis tjeg kan mærke at det vil optrappe til et hysterisk flip, så er jeg ikke så insisterende. Hele familien er brugt når vi når aftensmad, så der vil vi helst have så lidt konflikt som muligt, selvom det nogengange kammer over alligevel. 

Man skal ikke spise op herhjemme, altså noglegange er øjnene jo mere sultene end maven. Og man behøver heller ikke smage på maden hvis man virkelig ikke har lyst. Så får man bare en rugbrødsmad istedet for. Herhjemme er mad en rettighed. Det er noget børnene har ret til. Og de skal ikke gå sultne i seng. 

SandraXOXO skriver:

Man skal ikke spise op herhjemme, altså noglegange er øjnene jo mere sultene end maven. Og man behøver heller ikke smage på maden hvis man virkelig ikke har lyst. Så får man bare en rugbrødsmad istedet for. Herhjemme er mad en rettighed. Det er noget børnene har ret til. Og de skal ikke gå sultne i seng. 

Bare fordi jeg ikke helt forstår det  

Hvis I har fået aftensmad - der har været nok af noget som børnene plejer at kunne lide men de nægter at spise "fordi de ikke er sultne" - så er køkkenet åbent 10 min efter i er gået fra bordet ... Fordi de kunne jo være sultne alligevel og skulle nå at spise inden de skal i seng ? 

Eller køkkenet er åbent efter børnene er puttet og har fået børstet tænder - men er sultne fordi de nægtede at spise noget for en halv time siden da i sad ved aftensmaden? 

Abracadabra skriver:

Øhm, nu er der et misforhold mellem "spis op" og "gå i seng på tom mave". Hvis man ikke kan spise sin (kæmpe)portion op, kommer man nok i seng med nok mad i maven... 

Mine børn bliver i øvrigt puttet nærmest lige efter aftensmaden. 

Skal man sanktionere kræsenhed? Ja, jeg ville helt klart! Vi serverer altid NOGET, børn kan spise, og hvis børnene pludselig hverken ville spise kød, kartofler/pasta eller grøntsager, så var de nok ikke særligt sultne. 

Derudover skal man smage, inden man afviser. Principielt, for mine børn er meget små, og forstår vist ikke helt netop dét princip. 

Men kræsenhed er meget, meget uklædeligt. Jeg husker de kræsne børn i min folkeskole som værende umodne og barnlige - i virkeligheden var de jo bare dårligt opdraget. (Min tolerancetærskel for kræsenhed er meget lav.) 

Man skal smage maden. Man tager ikke skade af at springe et måltid over. Men man behøver ikke råbe og skrige over det, så må man jo konstatere, at barnet ikke er særlig sulten. Og langt hen ad vejen skal børn nok inkluderes mere i madlavning som forebyggelse af kræsenhed. 

Jeg har tager kursus hos hjemkundskabs guru (var det den gang). Hun har skrevet en del kogebøger også til børn og især til skoler. Hun havde helt samme holdning som dig: kræsenhed handler om opdragelse, og hvis bare forældrene. Hun fik en datter som heldigvis viste sig netop at kunne opdrages til ikke kræsenhed, pigen blev rost; nej hun kan jo spise alt... Og hun kunne sige: se jeg havde ret. Men som du nok kan regne ud så er der et men i historien. Hun fik nemlig også en søn og den søn kunne så og sige kun lide rugbrød med leverpostej. Hun gjorde helt det samme som hun havde gjort med datteren, men måtte erkende kræsenhed ikke alene handler om opdragelse men at børn og mennesker vitterligt er forskellige... Og at en dreng sagtens kan vokse og blive lækker på rugbrød med leverpostej

Her er det eneste krav at man bliver siddende ved bordet og sidder ordentligt. Vi opfordrer til at smage, men tvinger ikke. Måltidet er for mig en social ting, hvor vi skal hygge os sammen. Er de sultne inden sengetid må de få havregryn,  rugbrød eller frugt. Kan slet ikke hidse mig sådan op over det mad....

kriis skriver:

Puha - både mad og seng skal da gerne være noget der er rart og hyggeligt!

Jo mere vi presser vores børn i spisesituationer og tvinger dem til at smage og spise op jo mere bliver maden et våben for dem og noget de kan bruge til at styre og bestemme med. Og jo mere bliver måltidet en kamp i stedet for et dejligt samlingspunkt for familien.

Herhjemme har vi fokus på fællesskabet og bordskik OL når vi spiser. Alle bliver opfordret til at smage. Ingen skal spise op - jeg mener det er vigtigt man kan mærke og reagere på sin mæthedsfølelse - så når man er mæt bliver man respekteret for det. Og hvis maden på bordet er helt ved siden af så kan man få et stykke rugbrød med smør.

Sengen er et sted vi læser, synger, leger, griner, sover osv. Den er ALDRIG en straf men kun forbundet med noget positivt.

Så kort sagt - mad og søvn er noget af det børnene virkelig kan reagere på fordi vi ikke kan tvinge dem! Så for mig er det vigtigt at det er noget vi samarbejder om og ikke noget jeg bruger som trussel eller straf.

Jeg tror du har ret frem for at have fokus på maden. Har vi også fokus på at især aftensmåltidet er en hygge stund, en stund hvor vi alle 5 sidder ned samtidig og har tid til at høre om hinandens dag (vi fortæller alle sammen 3 gode ting fra dagen også selvom vi har været sammen), vi konverserer hvis man skal være fin på det, og børnene skal blive siddende til alle børn er færdige (vi voksne kan godt lidt at sidde lidt længere). Ofte så fordi der er ro og tid så ryger der det ned som dækker deres behov (og gør der ikke, så går der ingen skår af mig at smøre en mad, skære et æble eller hvad det nu kan være lige før sengetid).

så enig flytte fokus fra mad over til måltidet og det et måltid i en familie indebærer af bordskik, konversation, hygge... Så tror jeg man kommer tusind gange længere end alt den snak om mad