Hvordan gør vi det her?

Jeg har brug for et råd eller to, da jeg simpelthen er på bar bund! 

Min kæreste (herefter omtalt som S) og jeg snakker om at flytte sammen inden for en overskuelig fremtid. Hvis/når vi flytter sammen flytter jeg ind hos ham da han er husejer og jeg bor til leje. Kæresten bor 70 km fra den by jeg bor i.

Jeg har et barn (omtalt som L) på 15 mdr fra tidligere forhold, som ser sin far (omtalt som D) hver anden weekend. Far bor i den anden ende af landet, men har samvær hos sine forældre som bor 20 km fra den by jeg bor i nu. - 50 km fra S.

D er imod at jeg flytter med L fordi han mener at vi så kommer for langt væk til at han kan have samvær hos sine forældre. Jeg har fortalt ham at jeg jo så bare må tage den længere tog tur, værre er det ikke! Så siger han at han virkelig ikke kan komme hjem fra den by S bor i, fordi der ikke går busser derfra som der gør fra min by. Dog går der direkte tog, men det siger han at han ikke har råd til.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre! Jeg har endelig fundet en mand der behandler både mig og min datter ordenligt og det er drømmen at flytte sammen med ham, og leve som den familie jeg aldrig fik! (D og jeg gik fra hinanden under graviditeten) Men D sætter sig imod og gør hvad han kan for at holde mig fanget og låst hvor jeg er. Han truer både med at hive mig i statsforvaltningen for at forhindre mig i at flytte, og med at trække sig fuldstændig fra L's liv hvis ikke jeg bliver boende. Han har også truet med at trække sig hvis jeg nogensinde fandt en ny mand, eller bliver gravid igen (hvilket er et kæmpe ønske for både mig og S, når vi engang bor sammen). Mit hjerte bløder ved tanken om at min barn skal lide sådan et svigt, præcis som jeg selv oplevede som barn. Oh what to do?!?!?

Man skal selvfølgelig vise hensyn...

men jeg synes muligvis en vis farmand skal tag skeen i den anden hånd, og så tag det sure med det søde.. og har han ikke råd.. ja så må han dælme spare andre steder... der er forskel på at vil og kan....

Det lyder til at det skal gøres efter hvad der er nemmest og mest praktisk for farmand, og så er det bedste for barnets fremtid og jeres i det hele taget i sidste række....hmm....

Anonym skriver:

Jeg har brug for et råd eller to, da jeg simpelthen er på bar bund! 

Min kæreste (herefter omtalt som S) og jeg snakker om at flytte sammen inden for en overskuelig fremtid. Hvis/når vi flytter sammen flytter jeg ind hos ham da han er husejer og jeg bor til leje. Kæresten bor 70 km fra den by jeg bor i.

Jeg har et barn (omtalt som L) på 15 mdr fra tidligere forhold, som ser sin far (omtalt som D) hver anden weekend. Far bor i den anden ende af landet, men har samvær hos sine forældre som bor 20 km fra den by jeg bor i nu. - 50 km fra S.

D er imod at jeg flytter med L fordi han mener at vi så kommer for langt væk til at han kan have samvær hos sine forældre. Jeg har fortalt ham at jeg jo så bare må tage den længere tog tur, værre er det ikke! Så siger han at han virkelig ikke kan komme hjem fra den by S bor i, fordi der ikke går busser derfra som der gør fra min by. Dog går der direkte tog, men det siger han at han ikke har råd til.

 

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre! Jeg har endelig fundet en mand der behandler både mig og min datter ordenligt og det er drømmen at flytte sammen med ham, og leve som den familie jeg aldrig fik! (D og jeg gik fra hinanden under graviditeten) Men D sætter sig imod og gør hvad han kan for at holde mig fanget og låst hvor jeg er. Han truer både med at hive mig i statsforvaltningen for at forhindre mig i at flytte, og med at trække sig fuldstændig fra L's liv hvis ikke jeg bliver boende. Han har også truet med at trække sig hvis jeg nogensinde fandt en ny mand, eller bliver gravid igen (hvilket er et kæmpe ønske for både mig og S, når vi engang bor sammen). Mit hjerte bløder ved tanken om at min barn skal lide sådan et svigt, præcis som jeg selv oplevede som barn. Oh what to do?!?!?

Hm.... Altså - jeg har en nær veninde der er weekendmor og som har valgt at flytte landsdel til fordel for kærligheden, hun har taget konsekvensen og det er hende og/ eller hendes kæreste der henter og bringer barnet. 

Og jeg synes at hun gør det rigtige, det er jo trods alt hende der er "skyld" i at transport er blevet et problem.

jeg vil foreslå dig det samme, det er dig der vælger at flytte længere væk, så et eller andet sted må det være dig der må løse transportproblemet?! Og om nødvendigt hente og bringe barnet. Din ex rejser i forvejen for at være sammen med sit barn, så du giver jo i princippet ham et endnu større problem.

Anonym skriver:

Jeg har brug for et råd eller to, da jeg simpelthen er på bar bund! 

Min kæreste (herefter omtalt som S) og jeg snakker om at flytte sammen inden for en overskuelig fremtid. Hvis/når vi flytter sammen flytter jeg ind hos ham da han er husejer og jeg bor til leje. Kæresten bor 70 km fra den by jeg bor i.

Jeg har et barn (omtalt som L) på 15 mdr fra tidligere forhold, som ser sin far (omtalt som D) hver anden weekend. Far bor i den anden ende af landet, men har samvær hos sine forældre som bor 20 km fra den by jeg bor i nu. - 50 km fra S.

D er imod at jeg flytter med L fordi han mener at vi så kommer for langt væk til at han kan have samvær hos sine forældre. Jeg har fortalt ham at jeg jo så bare må tage den længere tog tur, værre er det ikke! Så siger han at han virkelig ikke kan komme hjem fra den by S bor i, fordi der ikke går busser derfra som der gør fra min by. Dog går der direkte tog, men det siger han at han ikke har råd til.

 

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre! Jeg har endelig fundet en mand der behandler både mig og min datter ordenligt og det er drømmen at flytte sammen med ham, og leve som den familie jeg aldrig fik! (D og jeg gik fra hinanden under graviditeten) Men D sætter sig imod og gør hvad han kan for at holde mig fanget og låst hvor jeg er. Han truer både med at hive mig i statsforvaltningen for at forhindre mig i at flytte, og med at trække sig fuldstændig fra L's liv hvis ikke jeg bliver boende. Han har også truet med at trække sig hvis jeg nogensinde fandt en ny mand, eller bliver gravid igen (hvilket er et kæmpe ønske for både mig og S, når vi engang bor sammen). Mit hjerte bløder ved tanken om at min barn skal lide sådan et svigt, præcis som jeg selv oplevede som barn. Oh what to do?!?!?

Hvorfor skal han hjem fra den by, du og din kæreste skal bo i? Hvis samværet er hos hans forældre, kan du vel bringe og hente barnet? 

Er man fx på SU, er der en formue til forskel på en rød billet og en togbillet, så jeg kan egentlig godt se hans udfordring. Selvfølgelig skal han ikke true med at trække sig fra sin datters liv. 

Som jeg har forstået det, så får det ikke konsekvenser for samværet udover, at der bliver længere transport og det er ikke uoverskuelig lang. Jeg tror din eks reagerer som han gør, fordi han er jaloux og føler sig truet på faderrollen, og det er forståelig. Det skal selvfølgelig ikke forhindre dig i at følge kærligheden og flytte sammen med din kæreste. Hvis din eks vil "rive" dig i statsforvaltningen, så må han gøre det, men mon ikke der kommer ro over, når han har vænnet sig til tanken.

Der er flere muligheder.

1. Du kan betale og sørge for al transport

2. Han kan søge kommunen om hjælp til transporten 

3. Han kan søge om bopæl( men den bliver svær for ham at få da han jo heller ikke kan sørge for at barnet bliver i vante omgivelser da han selv bor langt væk) 

jeg må indrømme jeg forstår godt ham. Nogen gange er det ikke et spørgsmål om han VIL. Måske er hans økonomi meget stram og du presser ham så ydeligere både økonomisk OG psykisk. Det er pisse hårdt for en far at se en anden mand blive mere far og se ens barns store skridt mens man selv går glip af dem. Man føler sig som delefar i den grad nedgraderet til en legeonkel og IKKE en far.. 

Hvis jeg var dig ville jeg foreslå ham at I både henter og bringer efter samvær. Og så ville jeg måske sikre mig at far stadig føler sig vigtig for barnet ved Eks. At foreslå videoopkald en gang om ugen. På den måde ser far at han får noget ud af det her og ikke kun taber. Og inviter ham med til alle de store ting. Alle de sociale ting i inst..

Det kan virke barnligt men det lyder som om far er gået i panik og det må du hjælpe ham med.. Vis ham at han altid vil være vigtig og så kan det være han falder lidt til ro igen.. 

Tak for alle jeres svar! Jeg tillader mig lige at skrive et fælles svar til jer. 

God idé med at jeg både sørger for at hente og bringe til samvær. Det havde jeg egentlig ikke tænkt på, mest fordi jeg er vant til selv at have en stram økonomi hvor der ikke er en krone tilbage når måneden er slut. Det bliver selvfølgelig anderledes når jeg flytter sammen med kæresten og vi er 2 om regningerne...

Det skal dog lige siges at det helt igennem er fars eget valg hvor meget han ser vores barn. Jeg har haft tilbudt ham at han kunne se vores barn en hverdag i den uge hvor han ikke har samvær i weekenden. Det var han ikke interesseret i, ligesom han ikke var interesseret i at have ferie i sommers med vores barn. Og han er først for nyligt flyttet langt væk, og han vidste jo godt hvad det ville indebære, hvis han ville se L.

At de ses hver anden weekend kom også først på plads da L var 7 mdr. Indtil da kunne der gå alt fra 2-4 uger imellem fordi han ikke synes han havde tid til at se sit barn.

Så jeg må nok indrømme at jeg muligvis er en lille smule bitter og frustreret på ham. Dog synes jeg det er rigtig vigtig at L får et forhold til sin far, selvom jeg har skullet kæmpe for det.

Anonym skriver:

Tak for alle jeres svar! Jeg tillader mig lige at skrive et fælles svar til jer. 

God idé med at jeg både sørger for at hente og bringe til samvær. Det havde jeg egentlig ikke tænkt på, mest fordi jeg er vant til selv at have en stram økonomi hvor der ikke er en krone tilbage når måneden er slut. Det bliver selvfølgelig anderledes når jeg flytter sammen med kæresten og vi er 2 om regningerne...

Det skal dog lige siges at det helt igennem er fars eget valg hvor meget han ser vores barn. Jeg har haft tilbudt ham at han kunne se vores barn en hverdag i den uge hvor han ikke har samvær i weekenden. Det var han ikke interesseret i, ligesom han ikke var interesseret i at have ferie i sommers med vores barn. Og han er først for nyligt flyttet langt væk, og han vidste jo godt hvad det ville indebære, hvis han ville se L.

At de ses hver anden weekend kom også først på plads da L var 7 mdr. Indtil da kunne der gå alt fra 2-4 uger imellem fordi han ikke synes han havde tid til at se sit barn.

Så jeg må nok indrømme at jeg muligvis er en lille smule bitter og frustreret på ham. Dog synes jeg det er rigtig vigtig at L får et forhold til sin far, selvom jeg har skullet kæmpe for det.

Helt ærligt, så synes jeg du bare skal tage at flytte sammen med din kæreste! Det er jo ikke verdens ende du flytter til..  

din x er fortid, og skal ikke ødelægge din fremtid.  

Du har barnets bopæl så du kan frit flytte, bare du varsler 6 uger inden. hvad med forældremyndighed?! Har i fælles eller har du den?! (Du får den jo automatisk hvis ikke i har boet sammen 10 mdr. Inden hun blev født, så derfor tænkte jeg på det!)

Hvis han vil hive dig i statamtet skal du ikke være bange for det. I bliver bare indkaldt til forhandling om vilkårene for samvær, og det bliver nedskrævet, så har du også sort på hvidt hvad han skal leve op til.  

Han kan søge om datters bopæl ja, men jeg kan ikke se hvorfor den skulle tildeles ham. Han er jo ikke den primære omsorgsperson, og hvis hun skulle bo hos ham skulle hun jo også skifte miljø. 

Så op med hovedet, og ring evt. til statsforvaltningen og få råd og vejledning så du er på forkant.  

Tvivler på at han dropper sin datter helt, og hvis han gør, så er han vidst ikke bedre værd. 

Komuniker over sms så du har alt på skrift såfremt det skulle blive nødvendigt at vise hvad han truer med! 

Pøj pøj med det!  

Tak for alle jeres svar! Jeg tillader mig lige at skrive et fælles svar til jer. 

God idé med at jeg både sørger for at hente og bringe til samvær. Det havde jeg egentlig ikke tænkt på, mest fordi jeg er vant til selv at have en stram økonomi hvor der ikke er en krone tilbage når måneden er slut. Det bliver selvfølgelig anderledes når jeg flytter sammen med kæresten og vi er 2 om regningerne...

Det skal dog lige siges at det helt igennem er fars eget valg hvor meget han ser vores barn. Jeg har haft tilbudt ham at han kunne se vores barn en hverdag i den uge hvor han ikke har samvær i weekenden. Det var han ikke interesseret i, ligesom han ikke var interesseret i at have ferie i sommers med vores barn. Og han er først for nyligt flyttet langt væk, og han vidste jo godt hvad det ville indebære, hvis han ville se L.

At de ses hver anden weekend kom også først på plads da L var 7 mdr. Indtil da kunne der gå alt fra 2-4 uger imellem fordi han ikke synes han havde tid til at se sit barn.

Så jeg må nok indrømme at jeg muligvis er en lille smule bitter og frustreret på ham. Dog synes jeg det er rigtig vigtig at L får et forhold til sin far, selvom jeg har skullet kæmpe for det.

Jeg kan godt forstå du er bitter, men det må du simpelhent gemme væk for dit barns skyld. Nogen gange tager ting tid. Godt være han har sagt nej før men måske er han "blevet voksen" nu og indset hvad han går glip af eller også er han også bare bitter. Uanset hvad så må du foreslå ham det med transport og så give ham lidt tid til at falde til ro..

Hører ham evt. ad hvad der kunne hjælpe til at samværet glider bedre. Få en skriftlig aftale hvor begge forpligter jer. Du til at hente og bringe og ham til at overholde samvær.