Jeg er jaloux, og det er helt urimeligt

Jeg har ikke brug for at få at vide, at mine følelser er forkerte, irrationelle mv., for det er jeg udmærket klar over. Jeg har heller ikke brug for at få at vide, at jeg skal "tage mig sammen", for følelser kan man nu en gang ikke bare fjerne, i hvert fald ikke visse følelser. Hvis jeg kunne, ville jeg have gjort det for længst.

Mit sidste forhold var røvdårligt. Min x behandlede mig ikke med respekt. Han holdt mit selvværd nede, fik mig til at tro, at jeg ikke var meget værd, og var der aldrig for mig. Faktisk har jeg aldrig haft et sundt parforhold før. Fordi mit selvværd er så lavt, at jeg har det med at vælge mænd, der bekræfter det billede, jeg har af mig selv.

Indtil nu. Fordi for første gang nogensinde, er jeg i et sundt parforhold. Jeg er så lykkelig! Min kæreste behandler mig med omsorg og respekt. Han bekræfter mig hver dag. Han elsker mig så højt, at han kan få tårer i øjnene over det. Han interesserer sig for mig, lytter. Er der for mig, tørrer mine tårer væk og lytter, når jeg er ked. Han neglicerer aldrig mine følelser, men er i stedet fantastisk til at få mig til at forstå dem. Hvis fx jeg siger "Undskyld jeg har været så sur i dag", ville min x have sagt noget med "Ja, det er fucking utroligt, du er sindssyg oven i hovedet" (overdrevent reaktion), men min kæreste siger i stedet "Nej, du skal bestemt ikke undskylde! Det er helt forståeligt. Du har ikke sovet i nat, du er presset med studiet, osv. osv., så det ville være mærkeligt, hvis ikke dit bægre flød lidt over".

Han bekræfter mig også fysisk, forguder min krop, trods jeg selv er utilfreds med den, og han ser det som en naturlig ting, at når jeg har det svært, så løser vi det sammen. Han er også god til at sige til på en konstruktiv og ordentlig måde, hvis jeg får gjort noget uhensigtsmæssigt, sådan at vi faktisk kan tale sammen som to ligeværdige voksne.

Med andre ord: Jeg har fundet min drømmemand. Og med fundet af drømmemanden kommer den altoverskyggende angst for at miste ham igen. Det er den ene side: Den anden side er, at mit liv har været fyldt med så mange svin til mænd, at en lille del af mig venter på, at "noget går galt".

Jeg har  INGEN objektiv grund til at være jaloux. INGEN! Vi flytter sammen til september. Jeg er blevet bonusmor til hans søn, som er tæt knyttet til mig. Han er bonusfar til mine børn, og de har et fantastisk forhold. Han har givet mig sin kode til sin Ipad og mobil og har sagt, at jeg  altid må checke hans ting, hvis jeg er utryg, for han har intet at skjule for mig, og hvis det giver mig ro, må jeg altid gøre det, og han efterlader ofte sin Ipad herhjemme, når han tager på job, så jeg har rig mulighed for at lure, hvis det var, jeg ville. Han har aldrig været en x utro, og er et gennemgribende godt menneske.

MEN! Jeg kan ikke fjerne den angst! Han er virkelig god til at tale med mig om det og være der for mig og bekræfte mig, men som jeg har sagt, så tror jeg ikke, at han kan gøre noget for at ændre følelsen, for det er jo  mig der har problemet.

Pt. er det største problem, at han starter på et nyt studie, hvor der er måske 2 ud af 25 mænd på hans hold. Med andre ord et kvindefag. Han har vist mig holdlisten hvor der er billeder, og de er self. vildt smukke. Nu her når han starter, er der masser af introdage, fællesspisning, og så den ting, der dræber mig mest indeni: Hyttetur med druk og overnatning. Jeg kan slet ikke bære det! Jeg græder over det flere gange om dagen (når han ikke er hjemme, vil ikke ødelægge hans glæde over studiestart med mine issues!), har angstanfald. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men tanken om han skal fulde sig med en hytte fyldt med smukke tøser og overnatte der, jeg er slet ikke stærk nok til at håndtere den angst og jalousi det vækker i mig!

HVAD skal jeg gøre? Jeg hader at have det sådan, og det er helt ufortjent, for han er den mest tillidsvækkende, empatiske og varme mand, jeg nogensinde har mødt. Vi har aftalt at 
1) han bekræfter mig ekstra meget op til turen
2) Han skriver til mig ind i mellem under turen

Og så har han i øvrigt sagt, at druk generelt ikke siger ham noget, så han har ikke tænk sig at drikke andet end et par øl. Det er super sødt af ham, at han vil gøre de to ting for ham (Han siger: Men det er da naturligt, det ville jeg gøre uanset), men det dæmper ikke min angst.

Hjælp hjælp hjælp Dumme irrationelle følelser!!

Jeg havde det på samme måde i starten af mit forhold, da jeg også har haft skod forhold inden. Nu 4,5 år efter stoler jeg fuldt ud på ham, og har gjort i meget lang tid. I starten ville jeg smide grønne grise over han skulle være en aften hvor der var druk og andre kvinder. Men nu siger jeg bare god fornøjelse for jeg stoler på ham. Det Som har virket her, er at jeg har givet ham lov til at vise at jeg kan stole på ham  det tog tid ja, men det bar frugt. 

Anonym skriver:

Jeg har ikke brug for at få at vide, at mine følelser er forkerte, irrationelle mv., for det er jeg udmærket klar over. Jeg har heller ikke brug for at få at vide, at jeg skal "tage mig sammen", for følelser kan man nu en gang ikke bare fjerne, i hvert fald ikke visse følelser. Hvis jeg kunne, ville jeg have gjort det for længst.

Mit sidste forhold var røvdårligt. Min x behandlede mig ikke med respekt. Han holdt mit selvværd nede, fik mig til at tro, at jeg ikke var meget værd, og var der aldrig for mig. Faktisk har jeg aldrig haft et sundt parforhold før. Fordi mit selvværd er så lavt, at jeg har det med at vælge mænd, der bekræfter det billede, jeg har af mig selv.

Indtil nu. Fordi for første gang nogensinde, er jeg i et sundt parforhold. Jeg er så lykkelig! Min kæreste behandler mig med omsorg og respekt. Han bekræfter mig hver dag. Han elsker mig så højt, at han kan få tårer i øjnene over det. Han interesserer sig for mig, lytter. Er der for mig, tørrer mine tårer væk og lytter, når jeg er ked. Han neglicerer aldrig mine følelser, men er i stedet fantastisk til at få mig til at forstå dem. Hvis fx jeg siger "Undskyld jeg har været så sur i dag", ville min x have sagt noget med "Ja, det er fucking utroligt, du er sindssyg oven i hovedet" (overdrevent reaktion), men min kæreste siger i stedet "Nej, du skal bestemt ikke undskylde! Det er helt forståeligt. Du har ikke sovet i nat, du er presset med studiet, osv. osv., så det ville være mærkeligt, hvis ikke dit bægre flød lidt over".

Han bekræfter mig også fysisk, forguder min krop, trods jeg selv er utilfreds med den, og han ser det som en naturlig ting, at når jeg har det svært, så løser vi det sammen. Han er også god til at sige til på en konstruktiv og ordentlig måde, hvis jeg får gjort noget uhensigtsmæssigt, sådan at vi faktisk kan tale sammen som to ligeværdige voksne.

Med andre ord: Jeg har fundet min drømmemand. Og med fundet af drømmemanden kommer den altoverskyggende angst for at miste ham igen. Det er den ene side: Den anden side er, at mit liv har været fyldt med så mange svin til mænd, at en lille del af mig venter på, at "noget går galt".

Jeg har  INGEN objektiv grund til at være jaloux. INGEN! Vi flytter sammen til september. Jeg er blevet bonusmor til hans søn, som er tæt knyttet til mig. Han er bonusfar til mine børn, og de har et fantastisk forhold. Han har givet mig sin kode til sin Ipad og mobil og har sagt, at jeg  altid må checke hans ting, hvis jeg er utryg, for han har intet at skjule for mig, og hvis det giver mig ro, må jeg altid gøre det, og han efterlader ofte sin Ipad herhjemme, når han tager på job, så jeg har rig mulighed for at lure, hvis det var, jeg ville. Han har aldrig været en x utro, og er et gennemgribende godt menneske.

MEN! Jeg kan ikke fjerne den angst! Han er virkelig god til at tale med mig om det og være der for mig og bekræfte mig, men som jeg har sagt, så tror jeg ikke, at han kan gøre noget for at ændre følelsen, for det er jo  mig der har problemet.

Pt. er det største problem, at han starter på et nyt studie, hvor der er måske 2 ud af 25 mænd på hans hold. Med andre ord et kvindefag. Han har vist mig holdlisten hvor der er billeder, og de er self. vildt smukke. Nu her når han starter, er der masser af introdage, fællesspisning, og så den ting, der dræber mig mest indeni: Hyttetur med druk og overnatning. Jeg kan slet ikke bære det! Jeg græder over det flere gange om dagen (når han ikke er hjemme, vil ikke ødelægge hans glæde over studiestart med mine issues!), har angstanfald. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men tanken om han skal fulde sig med en hytte fyldt med smukke tøser og overnatte der, jeg er slet ikke stærk nok til at håndtere den angst og jalousi det vækker i mig!

HVAD skal jeg gøre? Jeg hader at have det sådan, og det er helt ufortjent, for han er den mest tillidsvækkende, empatiske og varme mand, jeg nogensinde har mødt. Vi har aftalt at 
1) han bekræfter mig ekstra meget op til turen
2) Han skriver til mig ind i mellem under turen

Og så har han i øvrigt sagt, at druk generelt ikke siger ham noget, så han har ikke tænk sig at drikke andet end et par øl. Det er super sødt af ham, at han vil gøre de to ting for ham (Han siger: Men det er da naturligt, det ville jeg gøre uanset), men det dæmper ikke min angst.

Hjælp hjælp hjælp Dumme irrationelle følelser!!

Han lyder virkelig som en helt fantastisk kæreste.  

Når man som du, har ting med i bagagen følger der nogle ting med, og det er dem du oplever nu. 

Ud fra det du skriver, tror jeg at du har brug for noget professionelt hjælp, det slider dig op ikke at have redskaber til at håndtere. Du bruger meget tid på at bekymre dig lyder det til og det må være ekstremt hårdt. 

Jeg synes du skal søge noget hjælp, så du kan få redskaber til at håndtere dine følelser og få energi frigivet til at nyde din skønne kæreste 

S*DD skriver:

Jeg havde det på samme måde i starten af mit forhold, da jeg også har haft skod forhold inden. Nu 4,5 år efter stoler jeg fuldt ud på ham, og har gjort i meget lang tid. I starten ville jeg smide grønne grise over han skulle være en aften hvor der var druk og andre kvinder. Men nu siger jeg bare god fornøjelse for jeg stoler på ham. Det Som har virket her, er at jeg har givet ham lov til at vise at jeg kan stole på ham  det tog tid ja, men det bar frugt. 

Jeg håber også på, at det bliver bedre med tiden! Det sidste du skriver giver god mening. For der har ikke været så mange anledninger til at vise, at jeg kan stole på ham, altså fordi han ikke har rendt i byen, været ude med veninder og den slags. Måske har jeg brug for han er i de situationer og så finde ud af, at der ikke sker noget. At det ikke er farligt.. 

esioul skriver:

Han lyder virkelig som en helt fantastisk kæreste.  

Når man som du, har ting med i bagagen følger der nogle ting med, og det er dem du oplever nu. 

Ud fra det du skriver, tror jeg at du har brug for noget professionelt hjælp, det slider dig op ikke at have redskaber til at håndtere. Du bruger meget tid på at bekymre dig lyder det til og det må være ekstremt hårdt. 

Jeg synes du skal søge noget hjælp, så du kan få redskaber til at håndtere dine følelser og få energi frigivet til at nyde din skønne kæreste 

Det er han virkelig også, og jeg føler mig meget heldig! Derfor vil jeg også gerne få det bedre, for jeg vil jo ikke signalere, at jeg ikke stoler på ham!

Jeg har gået i længervarende terapi, men min psykolog er på barsel pt. Det skal siges, at jeg fik konstateret en evasiv/ængstelig personlighedsforstyrrelse i foråret, her er lige kort om det:

"Hvis man har en ængstelig personlighedsforstyrrelse, er man nervøs, anspændt og usikker.
Man føler sig mindreværdig og har derfor et stort behov for at få anerkendelse. Man er overfølsom over for at blive afvist eller få kritik, og man undgår at knytte sig for tæt til andre mennesker for ikke at blive afvist"

Så det er selvfølgelig også en væsentlig faktor. Kan bare ikke skille alle følelserne ad.. Men du har helt sikkert ret i, at jeg ahr brug for nogle flere værktøjer!

Hej! din angst naturlig og ikke dum. selvfølgelig har du det sådan med alle de svigt i bagagen og din krop og din hjerne er ret fornuftig i at advare dig om at det kan ske igen. At bryde den naturlige menneskelige tillid vi har til hinanden er noget af det værste vi som mennesker kan blive udsat for.

Jeg vil råde dig til at acceptere at du har din angst lige nu og prøve at blive venner med den. vend det hele lidt på hovedet og se det som en vigtig og sund reaktion og i stedet for at prøve at skubbe den væk og gå i panik, så gå i dialog, bearbejd det med dig selv, med din kæreste, forældre, veninder. jeg tror vi som mennesker har meget potentiale til at løse svære problemer med de nærmeste vi har uden at professionelle behøver at komme og give os diagnoser. Du er stærk, bare i det at du har brudt den onde cirkel af dumme mænd, erkender dine problemer og åbner op for det!

jeg vil tro at tiden nok skal læge dine sår, som andre også skriver. Og så er det vigtigt at du begynder at holde ud at være med dig selv alene og elske dig selv for så kan du sætte ham fri til at vise dig at han vil være dig tro.

Jeg kan sagtens forstå dig..

Jeg er selv ret jaloux anlagt, uden grund og det kan være rigtig svært at håndtere.. for samtidig med at man stoler på sin kæreste, så har man bare svært ved at skubbe de dumme tanker langt væk..

Min kæreste startede også på et "kvinde studie" hvor der var få fyre, for et par år siden og kan huske jeg måneden inden gik og forberedte mig mentalt uden at sige noget om, hvor nederen jeg havde det med det.. Det var ikke at jeg tænkte han kunne finde på noget, men stadig var tanken om at han ville få veninder som han skulle se hver dag, og hjem til (studiegrupper) ikke rar.. magtede ikke at han skulle til at være være "pigernes ven" .. Han havde/så ikke nogen veninder sådan rigtig I forvejen og havde jeg det også heeelt fint med. Så fik bare tanker om at nu blev det hele ændret. Kan huske et par dage efter han startede at han fortalte nu var der intro fest, hvor klassen var blevet inviteret hjem til en pige fra klassen efter festen på skolen så de kunne tage videre i byen.. havde bare den største klump i halsen og havde lyst til at tudbrøle i det øjeblik! 

Den aften han var afsted, forkælede jeg virkelig mig selv.. Købte ind til at fede den for sygt, satte en god film på og prøvede at få tankerne på noget andet. Mange ville sikkert finde en veninde at hænge ud med, men det var vigtigt for mig jeg selv "kom igennem" den aften på egen hånd. Ville nok heller ikke have været sjov at være sammen med aligevel haha. Vi aftalte også han ikke drak mega meget, men bare holdte sig til nogle øl og skrev undervejs.. dagen efter spurgte jeg ind til aftenen, og han var sig selv og fortalte om aftenen, og kunne godt høre der intet var at være nervøs over, og var stolt af mig selv over jeg selv havde "klaret aftenen" 

Min kæreste endte dog med at droppe studiet ret hurtigt , da det blev for bogligt for ham, og kan huske jeg var mega lettet, hvilket jeg faktisk også havde dårlig samvittighed over at jeg var..

Jeg kan nemt blive jaloux, og min kæreste er også god til at rumme mig, men det også fordi jeg selv er bevidst om det og ikke lægger det over på ham. Hvilket også er super du er bevidst om, for ellers kan ens kæreste jo hurtig føle sig dømt uden grund. Noget der hjalp for mig var at skrive mine følelser ned i en dagbog på mobilen.. Gør jeg faktisk stadig, da det hjælper en til at se realistisk på tingene, og samtidig får man alle de forvirrede følelser og tanker ud.

Det lyder til du har en dejlig forstående kæreste, prøv så godt du kan at berolige dig selv og forkæl dig selv ekstra når han skal på sin hyttetur!! 

Anonym skriver:

Jeg har ikke brug for at få at vide, at mine følelser er forkerte, irrationelle mv., for det er jeg udmærket klar over. Jeg har heller ikke brug for at få at vide, at jeg skal "tage mig sammen", for følelser kan man nu en gang ikke bare fjerne, i hvert fald ikke visse følelser. Hvis jeg kunne, ville jeg have gjort det for længst.

Mit sidste forhold var røvdårligt. Min x behandlede mig ikke med respekt. Han holdt mit selvværd nede, fik mig til at tro, at jeg ikke var meget værd, og var der aldrig for mig. Faktisk har jeg aldrig haft et sundt parforhold før. Fordi mit selvværd er så lavt, at jeg har det med at vælge mænd, der bekræfter det billede, jeg har af mig selv.

Indtil nu. Fordi for første gang nogensinde, er jeg i et sundt parforhold. Jeg er så lykkelig! Min kæreste behandler mig med omsorg og respekt. Han bekræfter mig hver dag. Han elsker mig så højt, at han kan få tårer i øjnene over det. Han interesserer sig for mig, lytter. Er der for mig, tørrer mine tårer væk og lytter, når jeg er ked. Han neglicerer aldrig mine følelser, men er i stedet fantastisk til at få mig til at forstå dem. Hvis fx jeg siger "Undskyld jeg har været så sur i dag", ville min x have sagt noget med "Ja, det er fucking utroligt, du er sindssyg oven i hovedet" (overdrevent reaktion), men min kæreste siger i stedet "Nej, du skal bestemt ikke undskylde! Det er helt forståeligt. Du har ikke sovet i nat, du er presset med studiet, osv. osv., så det ville være mærkeligt, hvis ikke dit bægre flød lidt over".

Han bekræfter mig også fysisk, forguder min krop, trods jeg selv er utilfreds med den, og han ser det som en naturlig ting, at når jeg har det svært, så løser vi det sammen. Han er også god til at sige til på en konstruktiv og ordentlig måde, hvis jeg får gjort noget uhensigtsmæssigt, sådan at vi faktisk kan tale sammen som to ligeværdige voksne.

Med andre ord: Jeg har fundet min drømmemand. Og med fundet af drømmemanden kommer den altoverskyggende angst for at miste ham igen. Det er den ene side: Den anden side er, at mit liv har været fyldt med så mange svin til mænd, at en lille del af mig venter på, at "noget går galt".

Jeg har  INGEN objektiv grund til at være jaloux. INGEN! Vi flytter sammen til september. Jeg er blevet bonusmor til hans søn, som er tæt knyttet til mig. Han er bonusfar til mine børn, og de har et fantastisk forhold. Han har givet mig sin kode til sin Ipad og mobil og har sagt, at jeg  altid må checke hans ting, hvis jeg er utryg, for han har intet at skjule for mig, og hvis det giver mig ro, må jeg altid gøre det, og han efterlader ofte sin Ipad herhjemme, når han tager på job, så jeg har rig mulighed for at lure, hvis det var, jeg ville. Han har aldrig været en x utro, og er et gennemgribende godt menneske.

MEN! Jeg kan ikke fjerne den angst! Han er virkelig god til at tale med mig om det og være der for mig og bekræfte mig, men som jeg har sagt, så tror jeg ikke, at han kan gøre noget for at ændre følelsen, for det er jo  mig der har problemet.

Pt. er det største problem, at han starter på et nyt studie, hvor der er måske 2 ud af 25 mænd på hans hold. Med andre ord et kvindefag. Han har vist mig holdlisten hvor der er billeder, og de er self. vildt smukke. Nu her når han starter, er der masser af introdage, fællesspisning, og så den ting, der dræber mig mest indeni: Hyttetur med druk og overnatning. Jeg kan slet ikke bære det! Jeg græder over det flere gange om dagen (når han ikke er hjemme, vil ikke ødelægge hans glæde over studiestart med mine issues!), har angstanfald. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men tanken om han skal fulde sig med en hytte fyldt med smukke tøser og overnatte der, jeg er slet ikke stærk nok til at håndtere den angst og jalousi det vækker i mig!

HVAD skal jeg gøre? Jeg hader at have det sådan, og det er helt ufortjent, for han er den mest tillidsvækkende, empatiske og varme mand, jeg nogensinde har mødt. Vi har aftalt at 
1) han bekræfter mig ekstra meget op til turen
2) Han skriver til mig ind i mellem under turen

Og så har han i øvrigt sagt, at druk generelt ikke siger ham noget, så han har ikke tænk sig at drikke andet end et par øl. Det er super sødt af ham, at han vil gøre de to ting for ham (Han siger: Men det er da naturligt, det ville jeg gøre uanset), men det dæmper ikke min angst.

Hjælp hjælp hjælp Dumme irrationelle følelser!!

Jeg tror bare du skal blive ved med at snakke med in vidunderlige mand om problemet.  Og tro på ham når når han fortæller dig hvor skøn du er. 

Du er heldig og han er heldig