Han er skruk.. Jeg er ikke

Sagen er den at min kæreste er skruk.. Jeg er ikke. Vi har været sammen i 3 år til januar, bor sammen og han er 24, jeg er 22. Igår drejede samtalen så ind på babysnak, og han sagde at hans søsters veninde og en af hans venner havde spurgt om vi ikke snart skal ha en lille en... Og det som om hver gang snakken kommer ind på det, bliver det lidt useriøst. Jeg begynder at grine nervøst, og han blive meget sådan 'Skal vi ik ha en lille en snart, kom nuu" Jeg griner fordi ikke ved hvordan jeg skal reagere og hvad jeg skal sige.. Han sagde så, hvad med næste år? Og jeg sagde nej, hold nu op, det lige om lidt, er ikke klar. Kunne mærke han blev skuffet og sagde. "Nå.. jeg troede da du var begyndt at overveje det lidt næste år" og så kunne jeg godt mærke han så blev lidt mut og spydig resten af dagen, og ku godt mærke der var noget der gik ham på..Jeg føler bare at hver gang vi har den snak, er han meget dømmende fordi JEG ikke er klar. Og ja... jeg har svært ved at sige hvornår jeg ER klar.. Jeg ved jeg gerne vil være under 30. Måske 25-27 deromkring.. Der kunne jeg nok godt forestille mig at blive gravid. (Hvis self økonomi og omstændighederne var til det) Det bare svært at sige til ham, for han vil ikke være "En gammel far" og ifølge ham er man ved at være gammel når man er 27-28, hvilket han jo så ville være.. Det er nok derfor jeg prøver at undgå samtalen helt, når den engang imellem kommer, for jeg er sikker på han vil synes han så er "for gammel " hvis jeg fortæller jeg nok godt kunne forestille mig at blive gravid der.. Han er jo trods alt to år ældre..

Jeg kan ikke sige nu præcis hvorfor jeg ikke er klar.. Jeg føler bare ikke mentalt jeg er klar nu, eller indenfor et år.. Jeg skal til at igang med en ny uddannelse her snart, da jeg har haft meget svært ved hvad jeg egentlig vil og håber nu jeg har fundet min vej.. Jeg føler også min kæreste og jeg først skal begynde at få lidt styr på vores diskussioner og skænderier, da vi tit har nogle små nogle i hverdagen som godt kan gå højt, hvor vi hæver stemmerne. Selvfølgelig har alle forhold det, jeg synes bare vi skal arbejde på vores reaktioner. Jeg indrømmer gerne jeg er en hidsigprop nogle gange, og det er også noget jeg synes jeg skal prøve at få lidt mere i kontrol.

Min kæreste er muslim, og vi har snakket og diskuteret meget frem og tilbage med de ting der kunne komme op pga. Vores kulturelle forskelle og har egentlig styr på de store ting hvad vi ville gøre, og er begge gået på kompromis med nogle ting, for at vi kunne få det til at lykkedes.

Jeg tror jeg har en lille frygt indeni om hvorvidt tingene ville ændre sig imellem os, hvis der kom børn til.. Der vil jo altid være uenigheder når der kommer børn, og i og med har vi også det kulturelle med ind over, kan tanken godt skræmme mig lidt. Det skal lige siges jeg ikke mærker noget til min kærestes relgion i hverdagen, han er meget afslappet med sin relgion, har fornuftige holdninger, og har aldrig ville pådutte mig NOGET som helst.. plus jeg ved han ville være en fantastisk far.

Så jeg tror egentlig bare jeg gør det jeg bedst til.. at bekymre mig, og analysere alt der kunne gå galt, frem for at se det positive.. 

Men.. når det så er sagt, så igen. Jeg føler mig bare ikke klar.. 

Nyder at have masser tid til mig selv, går rigtig meget op i træning (hvilket han også gør) og nyder en stille hverdag, uden der sker det helt vilde. 

Er bare træt af at få en klump i halsen, når han nævner noget om børn ... og det såre mig, at han tit får det til at lyde som om jeg aldrig vil have børn, bare fordi jeg ikke er klar nu, eller et par små år frem.. Synes ærligtalt det tidligt, han får mig til at føle det mærkeligt jeg ikke er klar.. 

- Er sikker på han kommer hjem fra job iaften, og stadig er lidt mut og selvom jeg helst vil ignorere det, ved jeg jo også godt det ikke hjælper 

sofji skriver:

 

 

Sagen er den at min kæreste er skruk.. Jeg er ikke. Vi har været sammen i 3 år til januar, bor sammen og han er 24, jeg er 22. Igår drejede samtalen så ind på babysnak, og han sagde at hans søsters veninde og en af hans venner havde spurgt om vi ikke snart skal ha en lille en... Og det som om hver gang snakken kommer ind på det, bliver det lidt useriøst. Jeg begynder at grine nervøst, og han blive meget sådan 'Skal vi ik ha en lille en snart, kom nuu" Jeg griner fordi ikke ved hvordan jeg skal reagere og hvad jeg skal sige.. Han sagde så, hvad med næste år? Og jeg sagde nej, hold nu op, det lige om lidt, er ikke klar. Kunne mærke han blev skuffet og sagde. "Nå.. jeg troede da du var begyndt at overveje det lidt næste år" og så kunne jeg godt mærke han så blev lidt mut og spydig resten af dagen, og ku godt mærke der var noget der gik ham på..Jeg føler bare at hver gang vi har den snak, er han meget dømmende fordi JEG ikke er klar. Og ja... jeg har svært ved at sige hvornår jeg ER klar.. Jeg ved jeg gerne vil være under 30. Måske 25-27 deromkring.. Der kunne jeg nok godt forestille mig at blive gravid. (Hvis self økonomi og omstændighederne var til det) Det bare svært at sige til ham, for han vil ikke være "En gammel far" og ifølge ham er man ved at være gammel når man er 27-28, hvilket han jo så ville være.. Det er nok derfor jeg prøver at undgå samtalen helt, når den engang imellem kommer, for jeg er sikker på han vil synes han så er "for gammel " hvis jeg fortæller jeg nok godt kunne forestille mig at blive gravid der.. Han er jo trods alt to år ældre..

Jeg kan ikke sige nu præcis hvorfor jeg ikke er klar.. Jeg føler bare ikke mentalt jeg er klar nu, eller indenfor et år.. Jeg skal til at igang med en ny uddannelse her snart, da jeg har haft meget svært ved hvad jeg egentlig vil og håber nu jeg har fundet min vej.. Jeg føler også min kæreste og jeg først skal begynde at få lidt styr på vores diskussioner og skænderier, da vi tit har nogle små nogle i hverdagen som godt kan gå højt, hvor vi hæver stemmerne. Selvfølgelig har alle forhold det, jeg synes bare vi skal arbejde på vores reaktioner. Jeg indrømmer gerne jeg er en hidsigprop nogle gange, og det er også noget jeg synes jeg skal prøve at få lidt mere i kontrol.

Min kæreste er muslim, og vi har snakket og diskuteret meget frem og tilbage med de ting der kunne komme op pga. Vores kulturelle forskelle og har egentlig styr på de store ting hvad vi ville gøre, og er begge gået på kompromis med nogle ting, for at vi kunne få det til at lykkedes.

Jeg tror jeg har en lille frygt indeni om hvorvidt tingene ville ændre sig imellem os, hvis der kom børn til.. Der vil jo altid være uenigheder når der kommer børn, og i og med har vi også det kulturelle med ind over, kan tanken godt skræmme mig lidt. Det skal lige siges jeg ikke mærker noget til min kærestes relgion i hverdagen, han er meget afslappet med sin relgion, har fornuftige holdninger, og har aldrig ville pådutte mig NOGET som helst.. plus jeg ved han ville være en fantastisk far.

Så jeg tror egentlig bare jeg gør det jeg bedst til.. at bekymre mig, og analysere alt der kunne gå galt, frem for at se det positive.. 

Men.. når det så er sagt, så igen. Jeg føler mig bare ikke klar.. 

Nyder at have masser tid til mig selv, går rigtig meget op i træning (hvilket han også gør) og nyder en stille hverdag, uden der sker det helt vilde. 

Er bare træt af at få en klump i halsen, når han nævner noget om børn ... og det såre mig, at han tit får det til at lyde som om jeg aldrig vil have børn, bare fordi jeg ikke er klar nu, eller et par små år frem.. Synes ærligtalt det tidligt, han får mig til at føle det mærkeligt jeg ikke er klar.. 

- Er sikker på han kommer hjem fra job iaften, og stadig er lidt mut og selvom jeg helst vil ignorere det, ved jeg jo også godt det ikke hjælper 

 

Mjaaa det er lidt "den omvendte verden"

der er ingen der skal bestemme hvem der skal have børn hvornår.

jeg kan sagtens følge din kæreste når han bliver mut, for han føler ikke at han bliver taget seriøst når du panisk griner og "bare" cutter ham af med et "jeg er ikke klar - end of discussion" - det er SÅ frustrerende at stå med det brændende ønske og så bare blive holdt hen uden en nærmere forklaring. 

Du må simpelthen sætte dig hen og fortælle ham hvorfor du ikke er klar, og hvilke tanker du gør dig om et fælles barn og jeres fælles fremtid. Uanset hvor svært du har ved det.

og hvis du ikke vil have børn før du er minimum en hvis alder så er det det du skal melde ud. Og så må du lytte til ham, hvad han har at sige, og så må i se om i kan nå til enighed. 

For du skal huske på, at nok skal han ikke tvinge dig til at blive gravid, men du har heller ikke ret/lov til at holde ham hen og forhindre ham i hans ønske... 

Jeg tænker at du er bange for at tage snakken fordi du er bange for at han ikke vil vente på dig? 

fo82 skriver:

Mjaaa det er lidt "den omvendte verden"

der er ingen der skal bestemme hvem der skal have børn hvornår.

jeg kan sagtens følge din kæreste når han bliver mut, for han føler ikke at han bliver taget seriøst når du panisk griner og "bare" cutter ham af med et "jeg er ikke klar - end of discussion" - det er SÅ frustrerende at stå med det brændende ønske og så bare blive holdt hen uden en nærmere forklaring. 

Du må simpelthen sætte dig hen og fortælle ham hvorfor du ikke er klar, og hvilke tanker du gør dig om et fælles barn og jeres fælles fremtid. Uanset hvor svært du har ved det.

og hvis du ikke vil have børn før du er minimum en hvis alder så er det det du skal melde ud. Og så må du lytte til ham, hvad han har at sige, og så må i se om i kan nå til enighed. 

For du skal huske på, at nok skal han ikke tvinge dig til at blive gravid, men du har heller ikke ret/lov til at holde ham hen og forhindre ham i hans ønske... 

Jeg tænker at du er bange for at tage snakken fordi du er bange for at han ikke vil vente på dig? 

Du har også ret..

Og ja jeg har jo nemlig en lille frygt for han ikke vil vente på mig, nu når han har den holdning med han ikke vil være "En gammel far" .. Er bare ikke enig i hans holdning, Mine forældre fik selv mim storebror da min mor var 26 og mig 27, og de er da stadig nu helt friske af deres alder..

Kan ikke rigtig ændre hans holdning, synes bare ikke det helt fair da der er masser der får børn i den alder, og det betyder jo ikke man er gammel overhovedet! Og når han nu ved jeg har sagt jeg gerne vil have børn ihvertfald inden jeg bliver 29-30, synes jeg godt nok det ville være voldsomt ligefrem at forlade mig for det.. tror jeg nu heller ikke han kunne finde på, men aligevel har jeg svært ved at melde klart ud..

Kan da også være jeg om 2 år måske aligevel føler mig klar, hvem ved. Jeg gider bare ikke love ham det.. det er derfor jeg siger ca. 25-26 år.. 

Tak for dit svar. Du har ret i jeg bliver nødt til at være lidt mere seriøs. Han er bare svær at tale med på det område, og han har faktisk også sagt jeg da burde værdsætte han vil have børn og ikke som mange andre mænd udsætter og udsætter..  som om at inden jeg overhovedet kan forklare mig, kommer han med argumenter for hvorfor det skal være snart.

sofji skriver:

Du har også ret..

Og ja jeg har jo nemlig en lille frygt for han ikke vil vente på mig, nu når han har den holdning med han ikke vil være "En gammel far" .. Er bare ikke enig i hans holdning, Mine forældre fik selv mim storebror da min mor var 26 og mig 27, og de er da stadig nu helt friske af deres alder..

Kan ikke rigtig ændre hans holdning, synes bare ikke det helt fair da der er masser der får børn i den alder, og det betyder jo ikke man er gammel overhovedet! Og når han nu ved jeg har sagt jeg gerne vil have børn ihvertfald inden jeg bliver 29-30, synes jeg godt nok det ville være voldsomt ligefrem at forlade mig for det.. tror jeg nu heller ikke han kunne finde på, men aligevel har jeg svært ved at melde klart ud..

Kan da også være jeg om 2 år måske aligevel føler mig klar, hvem ved. Jeg gider bare ikke love ham det.. det er derfor jeg siger ca. 25-26 år.. 

Tak for dit svar. Du har ret i jeg bliver nødt til at være lidt mere seriøs. Han er bare svær at tale med på det område, og han har faktisk også sagt jeg da burde værdsætte han vil have børn og ikke som mange andre mænd udsætter og udsætter..  som om at inden jeg overhovedet kan forklare mig, kommer han med argumenter for hvorfor det skal være snart.

Som du nok kan gætte ud fra mit brugernavn er jeg nu 33 min kæreste fylder 32...

i din alder skulle jeg dælen dytme aldrig have børn.

jeg var 31 da skrukheden meldte sig, den udsprang af problemer med en psprøjte der voldte problemer og en gynækolog der lige gav mig et gok i skallen. Oven i det havde jeg fundet mig en gut som jeg død og pine var helt pjattet med :-)

da jeg nævnte børn første gang var han sådan både og, så den blev skudt til hjørne - jeg gik et halvt års tid og grublede for mig selv og blev mere og mere bange for at miste muligheden... Men forlade ham ville jeg ikke..

gan gjorde ofte grin med at jeg var blevet sluk og det var hårdt ikke at blive tosset... Vi endte helt derude hvor han nægtede st ville have børn, og jeg var SÅ ulykkelig... Men jeg lagde stadig låg på i håb om at han blev klar.

skæbnen ville at han kom til skade på arbejde, han brugte tiden på at tænke og som han selv sagde der blev grædt mange tårer mens jeg var på arbejde, han var bange for at jeg ville gå fra ham... Han kom frem til at han vil gerne, men han er stadig skrækslagen ved tanken. Ppillerne blev smidt og vi er i gang, han taler stadig ikke så meget om det, men jeg har en ro i mig der siger at når det sker, så skal han nok komme med tifold. For han er som sin far, han finder alle bekymringer han kan skrabe sammen og har svært ved at lade de positive ting få overtag. 

Så jeg kender alt til at stå med en der ikke er klar og acceptere at man ikke må presse, men jeg kender også til at stå og føle at jeg bliver holdt hen, negliceret og skubbet væk...

Lyder jo som om at du blandt andet gerne vil have styr på det praktiske i dit liv før end der kommer børn, og forstår jeg udemærket godt .

Men så meld ud at du gerne vil have styr på dit liv, så du er kommet langt i din uddannelse/har afsluttet din uddannelse, i bor et sted med bedre plads, har styr på økonomien eller hvad det nu kan være . og så tal med ham om dine bekymringer for at få børn både i forhold til hvordan det vil ændre jeres hverdag(f.eks. i forhold til jeres træning), at du måske ikke mener at i er færdige med at nyde hinanden, de kulturelle forskelle. 

F.eks. også spørg ham hvordan han ser en hverdag med den lille, da jeg, uden at vide noget om det, har en opfattelse af at manden i mulismk kultur mener at barnet er kvindens ansvar, hvor vi i DK har manden en del mere inde over. Kan jo sagtens være at i tænker forskelligt, bare fordi at i har forskellige baggrunde. . Ikke sikker at du vil synes at det er fedt at sku passe den lille 24/7 mens din mand bibeholder sine fritidsinteresser, eller måske er det netop din drøm at blive hjemmegående husmor.

Men ja det kan være svært at vente på sin partner. Vi havde talt om børn i en del år (vel siden jeg var 21, hvor jeg pludselig havde en idé om at jeg var gravid med testen var negativ) men min mand var ikke klar. 

Jeg havde så meldt ud at jeg gerne ville have den første før end jeg blev 25, så vi fik vores datter i februar hvor jeg blev 25 i juli. Og der var min mand så også blevet klar, eller så klar som man nu bliver Man bliver jo aldrig helt klar før end man står i det . 

Tiggi skriver:

Lyder jo som om at du blandt andet gerne vil have styr på det praktiske i dit liv før end der kommer børn, og forstår jeg udemærket godt .

 

Men så meld ud at du gerne vil have styr på dit liv, så du er kommet langt i din uddannelse/har afsluttet din uddannelse, i bor et sted med bedre plads, har styr på økonomien eller hvad det nu kan være . og så tal med ham om dine bekymringer for at få børn både i forhold til hvordan det vil ændre jeres hverdag(f.eks. i forhold til jeres træning), at du måske ikke mener at i er færdige med at nyde hinanden, de kulturelle forskelle. 

 

F.eks. også spørg ham hvordan han ser en hverdag med den lille, da jeg, uden at vide noget om det, har en opfattelse af at manden i mulismk kultur mener at barnet er kvindens ansvar, hvor vi i DK har manden en del mere inde over. Kan jo sagtens være at i tænker forskelligt, bare fordi at i har forskellige baggrunde. . Ikke sikker at du vil synes at det er fedt at sku passe den lille 24/7 mens din mand bibeholder sine fritidsinteresser, eller måske er det netop din drøm at blive hjemmegående husmor.

 

Men ja det kan være svært at vente på sin partner. Vi havde talt om børn i en del år (vel siden jeg var 21, hvor jeg pludselig havde en idé om at jeg var gravid med testen var negativ) men min mand var ikke klar. 

Jeg havde så meldt ud at jeg gerne ville have den første før end jeg blev 25, så vi fik vores datter i februar hvor jeg blev 25 i juli. Og der var min mand så også blevet klar, eller så klar som man nu bliver Man bliver jo aldrig helt klar før end man står i det . 

Ja jeg tror jeg vil melde ud at jeg kan forestille mig at blive gravid omkring når jeg er 25 og efter.. og i mellemtiden kan jeg også komme over halvejs ind i min uddannelse, vi kan arbejde på vores forhold, og selvfølgelig skal det økonomiske også være iorden.. plus, vi kan nyde friheden til at gøre hvad vi vil og hvornår vi vil. For tror ærlig talt, ikke han ved hvor meget hverdagen selvfølgelig kommer til at ændre sig, og at man ikke lige spontant tager en tur i trænings centeret.

Men nej jeg er dog ikke i tvivl om min kæreste vil bruge hvert minut han kan, med sit barn. Han har ikke den der gammeldags holdning med kvinden laver mere og tager sig mest af børnene, mens han bare laver sit eget. Vi er fælles om tingene, og gælder også madlavning, og huslige pligter. Dog laver jeg lige for tiden mere af den slags, fordi jeg venter på at starte på min uddannelse og han arbejder  meget i sin praktik, og så det jo også kun fair.

Hvor dejligt I blev enige! :-)

Men ja, jeg må jo se hvordan han tager det.. 

Fedt at i er blevet enige, det er jo desværre emner, der kan skabe meget ballade i parforhold. Hvis den ene er klar til børn og den anden ikke eller hvis en vil have børn og den anden slet ikke ønsker det.

Jeg vil sige, at det virkelig er vigtigt, at du lytter til dig selv og ikke gør noget før du har lysten og føler dig så klar som du kan blive.

Da jeg var 21-22 (altså den alder du har nu) mistede jeg et barn i graviditeten (3-4 mdr henne) og jeg var dybt ulykkelig dengang. Siden gik jeg så fra min ekskæreste (ham jeg blev gravid med) og blev ikke mor "før" jeg var 25 år. Og jeg vil sige, at jeg VIRKELIG ikke kunne have undværet de 3 ekstra år, jeg fik som barnløs. Der skete simpelthen så meget i forhold til min udvikling og jeg oplevede så mange ting.