Gravid og bange for fremtiden

Hej piger,

Min kæreste og jeg har prøvet at blive gravide i ca. 1,5 år og skulle faktisk være begyndt i fertilitetsbehandling i denne uge. Men for ca. 14 dage siden tog jeg en positiv graviditetstest!  

Vi blev begge super glade og rundt på gulvet over den positive test, da vi troede at vi skulle have hjælp til at lave en baby. Den første dag var jeg lykkelig, men siden er jeg bare blevet mere og mere bekymret 

Jeg bekymre mig om fremtiden og om vi overhovedet egner os til at være forældre. Jeg er meget usikker på hvad fremtiden bringer, og det betyder at min hverdag er fuldstændig opløst og at jeg ikke kan sove om natten!

Jeg har tidligere haft en mild form for depression og diverse angstanfald i forbindelse med større forandringer i mit liv, og er bange for at det er ved at komme tilbage. Jeg er generel typen det overtænker alt, hvilket gør mig meget sårbar.

Vi har for nyligt købt et hus og er netop i gang med at flytte. Men det stresser mig helt vildt, og jeg orker ikke at flytte. Jeg føler det hele ramler for tiden..

Derudover er jeg ramt af voldsom kvalme - om kvalmen skyldes graviditet eller bekymringer, ved jeg ikke. Men den gør, at jeg ikke orker noget.

Jeg skammer mig over, at jeg ikke kan glæde mig over graviditeten. For det er virkelig vores store ønske at blive forældre og vi har alle de fysiske rammer på plads..

Er der nogen som har oplevet noget lignende? Og bliver det bedre gennem graviditeten? 

Mvh. den fortvivlede.

Anonym skriver:

Hej piger,

Min kæreste og jeg har prøvet at blive gravide i ca. 1,5 år og skulle faktisk være begyndt i fertilitetsbehandling i denne uge. Men for ca. 14 dage siden tog jeg en positiv graviditetstest!  

Vi blev begge super glade og rundt på gulvet over den positive test, da vi troede at vi skulle have hjælp til at lave en baby. Den første dag var jeg lykkelig, men siden er jeg bare blevet mere og mere bekymret 

Jeg bekymre mig om fremtiden og om vi overhovedet egner os til at være forældre. Jeg er meget usikker på hvad fremtiden bringer, og det betyder at min hverdag er fuldstændig opløst og at jeg ikke kan sove om natten!

Jeg har tidligere haft en mild form for depression og diverse angstanfald i forbindelse med større forandringer i mit liv, og er bange for at det er ved at komme tilbage. Jeg er generel typen det overtænker alt, hvilket gør mig meget sårbar.

Vi har for nyligt købt et hus og er netop i gang med at flytte. Men det stresser mig helt vildt, og jeg orker ikke at flytte. Jeg føler det hele ramler for tiden..

Derudover er jeg ramt af voldsom kvalme - om kvalmen skyldes graviditet eller bekymringer, ved jeg ikke. Men den gør, at jeg ikke orker noget.

Jeg skammer mig over, at jeg ikke kan glæde mig over graviditeten. For det er virkelig vores store ønske at blive forældre og vi har alle de fysiske rammer på plads..

Er der nogen som har oplevet noget lignende? Og bliver det bedre gennem graviditeten? 

Mvh. den fortvivlede.

Ja! Og det er helt normalt 

det er en følelsesmæssig rutsjetur   Men det bliver bedre! 

Jeg er 12 uger henne, og kan stadig komme til at ligge vågen om natten og tænke "er det her nu også smart" men det er alt sammen en del af det at blive mor  alle bekymringerne osv. 

Jeg er nu altså 4 gangs mor, men jeg kender udemærket de følelser og tanker  

kæmpe kram

Det lyder meget normalt 

Jeg tænkte flere gange helt frem til fødslen om det nu var klogt og det rigtige at få vores datter :-) om vi nu var klar og gode nok forældre.

Men tag det som det kommer. Man bliver aldrig helt klar før end man står i det og ingen kan klare alt 100 %,  alt kan jo ikke planlægges men skal nok gå alligevel :-) tænk på det når den lille er født og tingene måske ikke er som forventet :-) 

Anonym skriver:

Hej piger,

Min kæreste og jeg har prøvet at blive gravide i ca. 1,5 år og skulle faktisk være begyndt i fertilitetsbehandling i denne uge. Men for ca. 14 dage siden tog jeg en positiv graviditetstest!  

Vi blev begge super glade og rundt på gulvet over den positive test, da vi troede at vi skulle have hjælp til at lave en baby. Den første dag var jeg lykkelig, men siden er jeg bare blevet mere og mere bekymret 

Jeg bekymre mig om fremtiden og om vi overhovedet egner os til at være forældre. Jeg er meget usikker på hvad fremtiden bringer, og det betyder at min hverdag er fuldstændig opløst og at jeg ikke kan sove om natten!

Jeg har tidligere haft en mild form for depression og diverse angstanfald i forbindelse med større forandringer i mit liv, og er bange for at det er ved at komme tilbage. Jeg er generel typen det overtænker alt, hvilket gør mig meget sårbar.

Vi har for nyligt købt et hus og er netop i gang med at flytte. Men det stresser mig helt vildt, og jeg orker ikke at flytte. Jeg føler det hele ramler for tiden..

Derudover er jeg ramt af voldsom kvalme - om kvalmen skyldes graviditet eller bekymringer, ved jeg ikke. Men den gør, at jeg ikke orker noget.

Jeg skammer mig over, at jeg ikke kan glæde mig over graviditeten. For det er virkelig vores store ønske at blive forældre og vi har alle de fysiske rammer på plads..

Er der nogen som har oplevet noget lignende? Og bliver det bedre gennem graviditeten? 

Mvh. den fortvivlede.

Det er GANSKE normalt!! Jeg er 24+5, og faktisk så småt først ved at glæde mig lidt nu.. 

Jeg har været i fertilitets behandling og havde 5 forsøg. Da jeg blev gravid tog jeg mig selv i a Google abort former.. Vidste ikke om jeg ville alligvel! Det lyder jo helt tosset! Flere gange igennem gravidteten har jeg "fortrudt" og været ked af det og frusterende over at mit liv nu slutter og jeg aldrig mere kan tage til sydens sol og ligge ved poolen uden at skulle holde øje og nu skal jeg dele jul og ikke altid være hos mine forældre og nu får jeg aldrig lov at sove længe igen.. Jeg er i panik i de perioder, men smiler af dem i de gode perioder.. Så du er altså ganske normal <3 og TILLYKKE med testen og huset <3

Tusinde tak for jeres svar piger! Det er virkelig beroligende at det ikke kun er mig som har det sådan.. 

Problemet er bare, at jeg bekymre mig så meget, at jeg bliver syg af det. Jeg har kastet op siden kl. 2 i nat, og kan ikke holde noget mad i mig  Jeg har det SÅ elendigt..

Er det normalt at have det sådan? Hvornår vænner man sig til tanken om at skulle være mor? 

Anonym skriver:

Tusinde tak for jeres svar piger! Det er virkelig beroligende at det ikke kun er mig som har det sådan.. 

Problemet er bare, at jeg bekymre mig så meget, at jeg bliver syg af det. Jeg har kastet op siden kl. 2 i nat, og kan ikke holde noget mad i mig  Jeg har det SÅ elendigt..

Er det normalt at have det sådan? Hvornår vænner man sig til tanken om at skulle være mor? 

Mon ikke, det er graviditeten, der er årsagen til at du så nemt får kvalme? Bekymringen kan selvfølgelig være en aftrækker, men det er jo ret normalt med rigtig meget kvalme og opkast i starten - netop der, hvor du er nu i din graviditet 

Det er også helt normalt at være bekymret og nervøs. Hvis du kan, synes jeg næsten, du skal prøve om du kan lade være med, også at bekymre dig over at du er bekymret. Det er ok at være bekymret - det er en del af processen at blive mor 

Chellie skriver:

Mon ikke, det er graviditeten, der er årsagen til at du så nemt får kvalme? Bekymringen kan selvfølgelig være en aftrækker, men det er jo ret normalt med rigtig meget kvalme og opkast i starten - netop der, hvor du er nu i din graviditet 

Det er også helt normalt at være bekymret og nervøs. Hvis du kan, synes jeg næsten, du skal prøve om du kan lade være med, også at bekymre dig over at du er bekymret. Det er ok at være bekymret - det er en del af processen at blive mor 

Hvor er du sød! Tusinde tak for dit svar. Jo selvfølgelig kan kvalmen skyldes graviditeten (er ca. i uge 8 nu). Men har ofte oplevet, at jeg er blevet syg med kvalme og opkast pga. mine bekymringer og tankemylder om natten..

Men vil helt klart forsøge at lægge bekymringerne til side og ikke bekymre mig yderligere over at jeg er bekymret :-) Det er bare svært, når man først er inde i det tankemønster...

Anonym skriver:

Hvor er du sød! Tusinde tak for dit svar. Jo selvfølgelig kan kvalmen skyldes graviditeten (er ca. i uge 8 nu). Men har ofte oplevet, at jeg er blevet syg med kvalme og opkast pga. mine bekymringer og tankemylder om natten..

Men vil helt klart forsøge at lægge bekymringerne til side og ikke bekymre mig yderligere over at jeg er bekymret :-) Det er bare svært, når man først er inde i det tankemønster...

Det er hammersvært! Men hvis du kan rationalisere dig ud af det værste, er du godt på vej  og hvert "hvad nu hvis", som du kan finde et fornuftigt svar på, bringer dig en lille smule tættere på at give slip, og bare nyde. Det kan sagtens tage lang tid, og jeg tror aldrig, man slipper bekymringen helt. En god veninde (mor til tre) siger, at bekymringen starter, når man bliver gravid, og så stopper den faktisk aldrig rigtigt igen. Den ændrer bare form, efterhånden som det lille liv udvikler sig, både i, og uden for din mave.

Og det er ok! 

Anonym skriver:

Hej piger,

Min kæreste og jeg har prøvet at blive gravide i ca. 1,5 år og skulle faktisk være begyndt i fertilitetsbehandling i denne uge. Men for ca. 14 dage siden tog jeg en positiv graviditetstest!  

Vi blev begge super glade og rundt på gulvet over den positive test, da vi troede at vi skulle have hjælp til at lave en baby. Den første dag var jeg lykkelig, men siden er jeg bare blevet mere og mere bekymret 

Jeg bekymre mig om fremtiden og om vi overhovedet egner os til at være forældre. Jeg er meget usikker på hvad fremtiden bringer, og det betyder at min hverdag er fuldstændig opløst og at jeg ikke kan sove om natten!

Jeg har tidligere haft en mild form for depression og diverse angstanfald i forbindelse med større forandringer i mit liv, og er bange for at det er ved at komme tilbage. Jeg er generel typen det overtænker alt, hvilket gør mig meget sårbar.

Vi har for nyligt købt et hus og er netop i gang med at flytte. Men det stresser mig helt vildt, og jeg orker ikke at flytte. Jeg føler det hele ramler for tiden..

Derudover er jeg ramt af voldsom kvalme - om kvalmen skyldes graviditet eller bekymringer, ved jeg ikke. Men den gør, at jeg ikke orker noget.

Jeg skammer mig over, at jeg ikke kan glæde mig over graviditeten. For det er virkelig vores store ønske at blive forældre og vi har alle de fysiske rammer på plads..

Er der nogen som har oplevet noget lignende? Og bliver det bedre gennem graviditeten? 

Mvh. den fortvivlede.

Min søde kusine have en GUL og efterfølgende 4 tabte fostre inden hun fik hendes guldklump. Hun fik en fødselsdepression netop fordi hun endelig fik det højeste ønske opfyldt og kunne "slappe af" ovenpå strabadserne. Hun havde holdt sig stærk så længe at hun ikke havde flere kræfter tilbage. Heldigvis fik hun hurtigt hjælp og både hun og den bette trives i dag.

Jeg har selv kronisk depression og angst men blev fulgt tæt, da der også var meget polemik omkring min x-kæreste da jeg ventede mig, så du kan se at andre også bliver ramt.

Mit råd til dig er at søge læge og få snakket disse ting igennem med ham/hende, for det letter altså at få talt om tingene med en der ved lidt mere og en der ikke dømmer en, for at være bekymret og måske også har negative tanker omkring det at være gravid og skulle have et barn og jo hurtigere jo bedre. 

Anonym skriver:

Min søde kusine have en GUL og efterfølgende 4 tabte fostre inden hun fik hendes guldklump. Hun fik en fødselsdepression netop fordi hun endelig fik det højeste ønske opfyldt og kunne "slappe af" ovenpå strabadserne. Hun havde holdt sig stærk så længe at hun ikke havde flere kræfter tilbage. Heldigvis fik hun hurtigt hjælp og både hun og den bette trives i dag.

Jeg har selv kronisk depression og angst men blev fulgt tæt, da der også var meget polemik omkring min x-kæreste da jeg ventede mig, så du kan se at andre også bliver ramt.

Mit råd til dig er at søge læge og få snakket disse ting igennem med ham/hende, for det letter altså at få talt om tingene med en der ved lidt mere og en der ikke dømmer en, for at være bekymret og måske også har negative tanker omkring det at være gravid og skulle have et barn og jo hurtigere jo bedre. 

Mange tak for dit svar 

Én af de ting jeg frygter er også at ende med en fødselsdepression, da jeg ved at jeg er psykisk sårbar.

Jeg har en tid hos lægen på tirsdag, og der har jeg tænkt mig at nævne mine bekymringer for hende! Jeg håber også at det hjælper når vi er flyttet og kommet godt på plads i vores nye hjem