Hej
Faderen til min 10 mdr. søn vil ikke stå ved at han er far til barnet (det verserer en faderskabssag) jeg har skrevet beskeder til ham løbende dvs. 3-4 stk. med billeder og oplysninger om vores søn. Men han svarer helt konsekvent ikke og han svarer heller ikke når retten skriver til ham. Jeg har hele tiden håbet at når (om lidt) det står sort på hvidt at han er far, så vil han måske tø lidt op og måske svare mig...men tror det nu ikke....mit spørgsnål går på: er det bedre for min søn at jeg ikke henvender mig mere til hans far - altså helt lader ham være eller er det bedst at jeg blir ved at insistere på at der skal være en kontakt og evt opsøger ham osv. Desværre tror faren at jeg valgte at få min søn for at få et forhold til ham (hvilket i min verden er absurd og idiotisk, da man ikke får børn af så tåbelige årsager, men fordi de er melder deres ankomst) og jeg ønskede ikke en abort! Så kort sagt jeg tror hver gang jeg henvender mig så tænker han åh nej ikke hende hun vil bare ha mig og presse penge ud af mig osv - alle mulige intentioner som jeg absolut ikke har!!! Hvordan gør jeg ham det klart? Det eneste jeg virkelig ønsker er at der kan være kontakt mellem ham og min søn og også gerne med mig om vores søn indtil han er stor nok til selv at holde kontakten ....
Lindas svar
Kære mor.
Jeg er ked af at høre om hvordan du føler dig afvist og mistænkeliggjort af din søns far.
Det lyder til at du er kommet ind i en uheldig udvikling med at ønske noget af en, som intet ønsker at give dig. Og du spørger om det var bedre for din søn at droppe forsøgene.
Jeg mener, at det bedste for din søn lige nu, er at hans mor trives og har det godt. I den kontekst synes jeg ikke det er hensigtsmæssigt at du bruger en masse energi og bekymringer på at kontakte faren!
Faktisk tror jeg du opnår modsat effekt: At du skubber faren længere fra dig, med din insisteren. Hvis vi for eksemplets skyld skal følge dine fornemmelser: At far tror du forsøger at opnå et forhold gennem en baby, eller at far tror du ønsker penge. Så presser du ham blot længere væk, fordi det opleves som negative manipulerende beskeder du sender, snarere end det du virkelig ønsker: En relation mellem far og søn.
Lad retten gå sin gang (jeg kender ikke lovgivningen og juraen omkring faderskabssager), men jeg forventer at du vil få et månedligt beløb fra faren på sigt. Og lad være at kontakte faren imens. Du kan evt. skrive kort og ærligt til ham, at du ikke ønsker at presse noget igennem... men at du i fremtiden ønsker at din søn skal have en far han kender.
Jeg synes med andre ord du skal give faren en pause lige nu, hvor du alligevel ikke kan forvente noget positivt af ham. Og så kan du fx begynde at sende fotos fra fødselsdage og mærkedage, så han bliver nysgerrig, når stormen måske får lagt sig lidt om fx et halvt år.
Dette blev lidt en subjektiv vurdering, snarere end faglig og saglige argumenter. Spørg også gerne andre, som kender faren, hvad de synes.
Jeg ønsker jer alt det bedste.
Venlig hilsen Linda Stæhr
Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk