Hjælp ???

Det er nu 4 måneder siden at vi fandt min mands mor liggende død i sin lejlighed

Jeg kan stadig ikke tænke på at vi har mistet hende uden at græde. Min mand viser ikke sin sorg og snakker ikke rigtig om det. Når jeg sidder alene hjemme med vores søn, kan jeg begynde at græde når han smiler til mig. Tanken om at hun ikke fik mere tid med ham, og ikke kommer til at opleve alle de ting han kan, gør så ondt i mit herte.

Jeg har prøvet at snakke med min mand om at jeg tit er ked af det herhjemme når jeg tænker på hende. Og da jeg blev rigtig ked af det, blev han det også. ( Så jeg fik dårlig samvittighed med at have fortalt ham om det )

Der er som sagt nu gået 4 måneder, og jeg bliver stadig lige så ked af det når jeg snakker om det eller tænker på det.

Jeg ved ikke hvordan eller hvornår det bliver bedre. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg synes det er så synd for min søn at han smiler og er glad, og så begynder jeg bare at græde. Han forstår jo ikke hvorfor mor er ked af det. ( Han er lidt over 9 måneder )

Nogle som har mistet der har fundet en måde at komme videre på ??? Jeg/vi vil selvfølgelig altid savne hende. Men hvad gør man med sorgen ?

Tutter92 skriver:

Det er nu 4 måneder siden at vi fandt min mands mor liggende død i sin lejlighed

Jeg kan stadig ikke tænke på at vi har mistet hende uden at græde. Min mand viser ikke sin sorg og snakker ikke rigtig om det. Når jeg sidder alene hjemme med vores søn, kan jeg begynde at græde når han smiler til mig. Tanken om at hun ikke fik mere tid med ham, og ikke kommer til at opleve alle de ting han kan, gør så ondt i mit herte.

Jeg har prøvet at snakke med min mand om at jeg tit er ked af det herhjemme når jeg tænker på hende. Og da jeg blev rigtig ked af det, blev han det også. ( Så jeg fik dårlig samvittighed med at have fortalt ham om det )

Der er som sagt nu gået 4 måneder, og jeg bliver stadig lige så ked af det når jeg snakker om det eller tænker på det.

Jeg ved ikke hvordan eller hvornår det bliver bedre. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg synes det er så synd for min søn at han smiler og er glad, og så begynder jeg bare at græde. Han forstår jo ikke hvorfor mor er ked af det. ( Han er lidt over 9 måneder )

Nogle som har mistet der har fundet en måde at komme videre på ??? Jeg/vi vil selvfølgelig altid savne hende. Men hvad gør man med sorgen ?

Måske har du brug for at tale med nogen om det? Om det så er lægen, præsten eller en psykolog. Det kan du jo bedst selv vurdere. Det lyder til du havde et dejligt forhold til din mands mor, det er rart at høre. Så kan i dele de gode minder, når i er klar til det.

I må begge respektere at i takler sorgen på forskellig måde.

Mange tanker herfra

Du virker til at det kommet som et chok for jer at hun pludselig er død og at du har brug for at snakke om det med nogen.

Jeg mistede min far i starten af året og selv nu 8 måneder senere savner jeg ham stadig rigtig meget og kan være ked af det over han ikke er her mere, jeg var dog forberedt på at det skete. For mig hjalp det rigtig meget at snakke om ham og mindes de gode og sjove ting. Det værste for mig er han aldrig når at opleve sine børnebørn.

Tiden læger alle sår men det kan tage lang tid 

Anonymbebs skriver:

Du virker til at det kommet som et chok for jer at hun pludselig er død og at du har brug for at snakke om det med nogen.

 

Jeg mistede min far i starten af året og selv nu 8 måneder senere savner jeg ham stadig rigtig meget og kan være ked af det over han ikke er her mere, jeg var dog forberedt på at det skete. For mig hjalp det rigtig meget at snakke om ham og mindes de gode og sjove ting. Det værste for mig er han aldrig når at opleve sine børnebørn.

 

Tiden læger alle sår men det kan tage lang tid 

Det kom også som et chok for os  Ingen havde regnet med at det var hendes tid endnu.

Hver gang jeg tænker på det, skriver om det eller snakker om det får jeg tårer i øjnene. Det gør stadig lige så ondt. Jeg troede at med tiden ville jeg kunne snakke om det ude at græde, men det kan jeg stadig ikke.

Ja puha, det er forfærdeligt at tænke på de ikke nåede at få de oplevelser med. Min svigermor nåede heldigvis at møde vores dreng et par gange. Jeg ville bare så gerne have haft hendes hos os i mange år endnu, så min søn også kunne lære sin skønne farmor at kende !

Tutter92 skriver:

Det kom også som et chok for os  Ingen havde regnet med at det var hendes tid endnu.

Hver gang jeg tænker på det, skriver om det eller snakker om det får jeg tårer i øjnene. Det gør stadig lige så ondt. Jeg troede at med tiden ville jeg kunne snakke om det ude at græde, men det kan jeg stadig ikke.

Ja puha, det er forfærdeligt at tænke på de ikke nåede at få de oplevelser med. Min svigermor nåede heldigvis at møde vores dreng et par gange. Jeg ville bare så gerne have haft hendes hos os i mange år endnu, så min søn også kunne lære sin skønne farmor at kende !

Man regner sjældent med at det er deres tur når det sker.

Du vil med tiden kunne snakke om det uden at få tåre i øjne men vil ikke lyve, det kan nemt tage 1 år før det bliver lettere, det også hvordan man er som person. For mig gør det stadig ondt men det hjalp meget i starten at tage hen til gravstenen og side og "snakke" med ham mens jeg græd. Jeg har det måske også nemmere ved at give slip da han virkelig ikke havde det godt så jeg ved han er et bedre sted nu som han også selv ønskede og på den måde han ønskede.

Ja det gør rigtig ondt især fordi han snakket tit om at han glædet sig rigtig meget til at få børnebørn som han kunne "ødelægge"( ment på den gode måde) med slik, sjov og ballade som en "rigtig" morfar kan gøre det, i hans univers og han ville være blevet jordens bedste morfar.

Din søn vil altid kunne lære sin farmor at kende gennem jer og jeres minder og historier om hende 

Ja det gør ondt at miste. Jeg mistede min morfar i 2006 og når jeg tænker på at han aldrig nåede at møde sine oldebørn kan jeg stadig græde. Og har stadig rigtig svært ved at snakke om ham uden at få tårer i øjnene.