To søstre men??

Jeg er anonym af hensyn til mig selv da dette er meget personligt og svært at snakke om..

Sagen er den at min far har to voksne døtre fra et tidligere forhold, han mistede kontakten til dem godt 15 år før jeg blev født. Jeg har kendt til dem hele mit liv fordi min far havde billeder af dem hængende. Jeg mødte så den ene og begyndte at få et forhold til hende da jeg var omkring de 12 år. Jeg mødte hende nogle gange og mødte min dengang kun 3 årige nevø. Mødte aldrig min yngste storesøster da hun ikke ville mødes med vores far da hun jo selvfølgelig have følt et stort svigt.. Jeg var så stolt og glad for at lære hende at kende på trods af at hun var så meget ældre end jeg.. 

Da jeg var omkring 15 mistede jeg så selv kontakten til min far pga jeg ikke ville være med til at hive min mor i retten for at jeg skulle skifte bopæl, men det gjorde jo så også at jeg mistede kontakten til min søster som jeg var begyndt at lære og kende 

Nu mange år efter kan jeg mærke hvordan jeg længes efter et forhold til dem, jeg har fået et "forhold" til min far igen men høre ikke fra ham med mindre jeg tager kontakt, ud over nytårs aften hvor han ringer - og så skyder skylden på at det er mig der svigter ham?.. 

Nå men jeg har nu været venner med begge mine søstre på facebook, den ældste har jeg haft som ven på facebook et par år, hvor den yngste godkendte mig tilbage i vinters.. 

Jeg har rigtig svært ved at komme i kontakt med dem, fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal skrive til dem, vil så gerne vise jeg vil dem og mine nu to niecer og to nevøer for vil gerne være en del af deres liv  Men er så bange for bare at blive total afvist fordi jeg jo er barnet som vores far fik efter dem nu når han havde forladt dem.. Min ældste søster har ingen kontakt til vores far længere efter vores far svinede hendes mand til så ikke engang den vej kan jeg gå.. 

Overvejer at købe julegaver til dem alle, men er bange for at træde over en usynlig grænse og få dem smidt tilbage.. 

Det gør virkelig ondt at vide man har så tæt familie, men at de alligevel er så langt fra mig.. 

Hvad skal jeg gøre? Hvordan kan jeg tage kontakt? 

Tak fordi i læste!

Det lyder som en svær situation .. Ud fra det, du skriver, lyder det som om din far for alle parter er et følsomt emne, og en ustabil kilde til kontakt. I har alle, i kortere eller længere perioder, afbrudt kontakten til ham. Det får mig til at tænke, at han nok, i forhold til dine søstre, skal tages helt ud af regnestykket.

Det er rigtigt, at du er det barn, han fik, efter han havde svigtet dem. Men du har jo også selv haft dine besværligheder med ham, og det lyder som om, du godt kan sætte dig ind i, at de har været svigtet? Mon ikke, de og selv kan se det? Du er lige så lidt din far, som de er. Men du vil gerne dem, og den familie-relation de kunne komme til at repræsentere. 

Jeg tænker, at det må være noget med at skrive til dem på fx. Facebook, og i en eller anden grad lægge op til at mødes. Du kan bedst selv vurdere, hvor dyb og ærlig sådan en besked skal være, men foreslå noget, hvor bagtanken ikke er, at din far skal være med. Det handler om dine søstre og dig, og ikke Om den far, som har svigtet jer hver især.

Jeg håber, du finder ud af det.

Jeg tror, at du gør det mere kringlet, end det behøver at være. Skriv helt enkelt til dem, at du gerne vil møde dem og lære dem at kende. 

Der behøves hverken julegaver (lige nu) eller underlig skyldfølelse over din fars fejltagelser. Bare voksen ærlighed og oprigtighed. 

(smileyen er en fejl, som ikke vil slettes...) 

Det er voksne kvinder og de har accepteret dig på Facebook. Skriv at du gerne vil se dem og lære dem bedre at kende.

De ser dig sikkert ikke som skyldig i noget - og i så fald hvad : at blive født??

jeg ville hurtigt tage kontakt og glemme alt om skyld eller gaver.  Havde det været mig havde jeg tage taget kontakt da I blev venner på Facebook - men det er da ikke for sent.

Det er min erfaring, at det fungerer rigtig godt at italesætte sine følelser og usikkerheder overfor folk, hvis man skal tage hul på et lidt svært emne. 

Hvis det var mig, ville jeg sende en fællesbesked til mine søstre, hvor jeg ville indlede med at skrive at det var svært for mig. Fx "Kære søstre. Det taget lidt tid for mig at finde modet til at skrive til jer, da jeg grundet vores lidt specielle familiekonstruktion er bange for at blive afvist. Efter at have taget tilløb nogle gange er jeg dog nået frem til, at jeg godt tør skrive den her besked til jer, og jeg håber, at I vil tage godt imod mit forsøg på at lære jer at kende "- agtigt. Måske ikke helt så formelt, men pointen er, at du ved at udtrykke din egen usikkerhed fremstår mere åben, og det bliver sværere for dem at afvise dig end hvis du blot skriver "hey! Har I lyst til kaffe en dag?" 

Held og lykke med det