Hej. Jeg har en søn på 7 år som ofte overreagerer dramatisk. Han græder (uden tårer) HØJT og laver i det hele taget drama ud af det. Det sker somregel hvis han kan se han enten ikke vinder eller i det hele taget måske ikke lykkes i projektet han er ved. Fx i fodbold hvis han ikke får bolden hvor det lige var meningen, der kom måske en og snuppede den. Så kan han lave et stort drama ud af det og lade som om han er kommet til skade og flytter dermed fokus, så det var meningen vi skulle have ondt af ham.
Det kan også være i andre sammenhænge, i skolen eller hjemme blandt venner/søskende. Hvis ikke lige det går efter hans hoved. Det er som om han ikke rigtig klarer ikke at vinde, eller i hvert fald være rigtig god. Han er ikke så god til at bare at sige "pyt" til tingene og kæmpe videre.
Hvordan lærer jeg ham det, det at kæmpe videre, holde fokus. Forklarer ham at man jo først skal prøve tingene og så øve sig i dem for at kunne det. Men han har meget høje forventninger til sig selv. Uden tvivl har han en stor usikkerhed.
Tilgengæld når han lykkes er han jo sej, og fører sig frem, og er faktisk god til at lede/styre en leg osv.
Jeg er virkelig bare på herrens mark i hvordan jeg håndterer hans overdramatisering og nogle gange direkte løgn, når noget går ham i mod. Syntes det er rigtig synd og ærgerligt at se på, for jeg kan jo se vennerne tager af stand og har ikke lyst til at lege med ham så.
Vi er lige nu flyttet og det har betydet helt ny skole og nye venner. Og her er jeg frygtelig ked af hvis han får det ødelagt for sig, og får nye venner skræmt væk :-(. Så HJÆLP hvordan håndterer jeg dette.
Skal jo hverken pylre eller presse ham...
Lillebror er lige modsat... meget mere "pyt" og "op på hesten igen"
Mvh
Carina
Lindas svar
Kære Carina
Du beskriver en søn der overdramatiserer og kæmper med at vise, at han er sej og ikke stærk… også når han ikke er det. Du bekymrer dig for hans relationer i den nye skole.
Jeg vil gerne starte med flytningen: Enhver forandring af den kaliber vil udfordre ethvert barn. Han skal ikke kun finde venner i den nye klasse. Han skal finde sin egen plads i den nye klasse og forsøger derfor at tage en maske på, hver gang det ikke går hans vej – det er naturligt nok i sig selv. Det uheldige er, at han opnår stik modsatte effekt af hans ønske.
Det er for mig at se helt naturligt at overreagere og overdramatisere i den alder (selvom det KAN blive for meget). Fordi nye roller skal afprøves og det at tabe ansigt er den største trussel i den aldersgruppe.
Jeg tror du har helt ret i, at det handler om usikkerhed. Når et barn (eller en voksen) ender i en situation, hvor selvbilledet eller imaget er truet, så forsøger vi instinktivt at beskytte os selv mod egenkritik eller andres kritik gennem forskellige afledningsmanøvrer eller strategier.
Jeg hører, at din søn dyrker offer-rollen aktivt. Og den strategi beskytter også fint som udgangspunkt. Logikken lyder: ”I kan ikke sparke en der ligger ned – se hvor er det synd for mig”. En anden strategi kunne være ligegyldighed, hvor logikken lyder: ”Nå det var da med vilje at jeg tabte…” eller ”Det rører mig ikke”-attituden (det er måske lillebrors strategi?!). En tredje strategi er at blive vred og skælde ud og give andre skylden: ”Det er også din skyld, du kunne bare…”.
Fælles for disse afledningsmanøvrer er, at andre mister respekten for en, hvis det går over gevind – som i din søns tilfælde. Den gode nyhed er, at det ofte regulerer sig selv, når der bliver mere ro og færre udfordringer. Så derfor forventer jeg, at det stilner af med tiden, når din søn bliver mere fortrolig med den nye skole. Den dårlige nyhed er, som du selv er inde på, at han kan give andre et dårligt indtryk af ham længe inden da.
Det bedste ville selvfølgelig være at kunne anerkende egne fejl og udfordringer og sig: ”ok, det gik ikke, så gør jeg det måske bedre næste gang” og så fokusere på andre ting. Men det er vigtigt at pointere, at denne tilgang kræver enormt stort overskud, selvindsigt og egenkærlighed. Nok mere end en 7-årig der lige er flyttet kan forventes at klare.
Mit forslag er følgende:
- Giv det du ikke ønsker så lidt opmærksomhed som muligt. Dramaqueen lever også højt på at andre bebrejder ham denne adfærd… for opmærksomhed er bedre end god opmærksomhed.
- Giv det du ønsker meget opmærksomhed. Fx at din søn i fredstid hjemme på værelset takler modstand bedre. Ros ham og sig højt, hvad han gør der virker – på den måde kan han selv overføre den strategi til skolen, når han er klar.
- Tal gerne med ham om, hvordan man er god til noget og dårlig til noget andet – indtil man får øvet sig. Lad ham se, at det er sandt ved at huske på, hvordan andre er (man stirrer sig let blind på egen usikkerhed). Husk ikke at han ikke skal skamme sig eller bebrejdes det nuværende… det er bedre at han selv får ro til at finde nye veje.
- Hjælp din søn til at have mange gode steder at lykkes. Fx ses med tidligere venner, at spille ynglingsspillet, beskæftige sig med ting han er god til. Og sig det højt, at han er sej til det her.
- Uanset hvad, skal han vide, at du ser, elsker og støtter ham: At du forstår og ser, at det er svært at skifte skole og at alting tager tid. Din støtte, forståelse og anerkendelse vil understøtte ham i at give sig selv tålmodighed, kærlighed og anerkendelse. Hvis du bebrejder ham i denne situation er jeg bange for det har modsat effekt.
Det var alt for nu. Håber du kan bruge mine råd. Jeg ønsker jer alt det bedste.
Venlig hilsen Linda Stæhr
Familierådgiver ved Trivsel i familien
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk
