Hej. Min mand og jeg er forældre til en datter Laura på 3 år. Min mand er under uddannelse og det indebærer perioder hvor han er på skoleophold et par timers kørsel fra hjemmet og i de perioder er han kun hjemme i weekender. Han er på skole lige nu og det går fint og vi snakker med Laura om det. Problemet opstår ved sengetid om aftenen. Hun skriger helt vildt når jeg siger godnat og siger at jeg også skal sove nu og bliver vildt ked af det når jeg siger nej. De sidste par dage har jeg lagt og nusset hende i søvn. Hvis jeg spørger hvorfor hun skriger, svarer hun at hun savner sin far. Hvordan håndterer jeg det, så hun igen selv kan falde i søvn uden at blive ked af det? Ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Håber du kan hjælpe.
Vh.
Lindas svar
Kære mor, du skriver til mig at din datter på 3 år skriger og bliver ked af det ved sovetid og du vurderer at det har noget med fars fravær at gøre.
Min første tanke er at du skal passe på med at ændre rutinerne for meget, når far er væk. Hvis fraværet af far virkelig gør hende utryg, er det vigtigt at have faste rutiner… som i sig selv giver tryghed og forudsigelighed i en uforudsigelig hverdag.
Noget andet er, at hun rammer lige ned i et ømt punkt. Hverken du eller far lyder til at være særligt stolte af at han skal være væk så meget for tiden, og 3-årige er som små detektiver gode til at opsnuse alle de ting, de kan presse os med. Pas på med at hun ikke får lov at køre rundt med dig under dække af at hun ”savner far”. Jeg fornemmer først og fremmest en opdragelsesstridighed her, snarere end usikkerhed.
MEN, hvis du har læst så langt som nu og stadig fornemmer, at det er savn og mistrivsel på grund af fars fravær, så hold fast i den fornemmelse! Det er vigtigt at kunne stole på sin egen mavefornemmelse som forældre, og du har den bedste og største indsigt i dit eget barn liv!
I så fald må du tage hånd om savnet og den sorg det medfører i din lille datter. Igen vil jeg foreslå faste rutiner i hverdagen… og dermed også i hvordan og hvor meget hun hører fra far. Fx Skype hver onsdag aften og en god nat hilsen over telefonen fredag aften – eller noget der giver mening for jer. Forudsigelighed gør, at hun ikke behøver at vente på og forvente at høre fra og se far og bruge særligt meget krudt på det, hvis hun VED hvornår.
Lav evt. et ugeskema, stort, simpelt og visuelt, så hun har overblik over hvornår far er væk og hjemme. Sørg desuden for fred og ro til at far og datter får set hinanden i weekenderne, så der ikke sker alt muligt andet der overdøver deres samvær, eller tager overskuddet væk, før de får set hinanden. Husk at vise forståelse og omsorg for savnet, men husk samtidig at hygge jer sammen i hans fravær også.
Du kan også overveje din egen retorik omkring fars fravær. Hvis det bliver tungt og trist, vil de følelser smitte på din datter. Fx ” Det er også ærgerligt at…” eller ” Ja hvis bare far kom”… eller tilsvarende. Forsøg i stedet at glæde jer til han kommer hjem sammen, fx ” Når far kommer på lørdag skal vi… det bliver vildt sjovt…” eller ” du er så heldig at se far allerede om to dage nu”.
Jeg håber du og far kan bruge disse forslag. Jeg ønsker jer alt det bedste.
Venlig hilsen Linda Stæhr
Familierådgiver ved Trivsel i familien
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk