Jeg er gravid i uge 30+0. Jeg har en søn på 4,5 år, hvor jeg lige er blevet skilt fra faderen. Da jeg gik fra min eksmand glædede jeg mig til at skulle ud og ha det sjovt, skulle i byen med veninderne og leve min anden ungdom.
Jeg var på min første date efter bruddet i starten af januar. Jeg gjorde meget ud af at fortælle jeg ikke var interesseret i et forhold. Men... jeg blev gravid efter 25 dage da kondomet sprang (så lå minipillerne der på bordet og GRINEDE mig op i hivedet).
Min eks og jeg brugte 6 år på at blive gravide med min søn, så en abort var ikke muligt for mig. Heldigvis blev det modtage godt hos min date og vi er i et forhold i dag.
Det jeg så er frustreret iver er, at jeg føler jeg ikke bliver inddraget i hans liv. Han kan love han ringer ved middagstid og så hører jeg først fra ham om aftenen eller dagen efter. Han kommer tit sent om aftenen så jeg nærmest ligger på sofaen og sover og tager så afsted næste formiddag.
Han siger han flytter ind til mig, men det er som om der ikke rigtig sker noget, han har ikke opsagt sin bolig endnu og jeg er sat til om 10!! uger. Jeg bliver så ked af det, for føler ikke han har lyst til at være sammen med mig. Han siger han er vild med mig og elsker mig, men jeg synes bare ikke det er det han udviser.
Når jeg har taget det op bliver han irriteret og lidt småsur og føler jeg presser ham. Det er ikke det der er hensigten, men jeg føler mig presset over der er så kort tid til termin og der ikke er styr på noget. Ville jo gerne vi boede sammen og havde fået en hverdag inden hun kommer - både for min men også for min søns skyld.
Nogle gange tænker jeg om det er det værd. Synes jo gerne der skulle være ro på nu og ikke at jeg skulle bruge så mange tårer på det.
Men jeg er jo ret vild med ham og vil jo gerne det skal fungere.
Nej hvor er jeg i vildrede!!!
Anmeld
Citér
