Hej jeg har en datter på 3 år, hun kender ikke sin biologiske far, han har fået frataget forældremyndigheden og han må ikke have samvær, han er diagnosticeret dyssocial, ADHD og ptsd, var voldelig osv så kæmpede derfor i lang tid i statsforvaltningen og de kom frem til efter en børnesagkyndig undersøgelse at han ikke er egnet som forældre. Jeg bor sammen med min mand som har været der for min datter altid, hun kalder ham far og han ser hende som sin egen. Mit spørgsmål er så: hvornår skal hun have af vide at ham hun kalder far ikke er hendes bio far og hvordan fortæller man det til hende. Hun er en intelligent lille pige, med krudt i r****, og samtidig er hun også en følsom og nysgerrig lille pige som har tusind spørgsmål altid. min største drøm var jo at hun aldrig skulle vide noget om bio men ved godt at det er umuligt og hun har jo ret til at vide hvem hun er. Hilsen en frustreret mor
Lindas svar
Kære mor
Jeg hører du har en datter, som har en anden biologisk far, der har fået frakendt samværsretten - du ville ønske, at du ikke behøvede det, men synes din datter har krav på besked.
Til de spørgsmål du stiller vil jeg denne gang give dig mine egne helt personlige meninger, så er det op til dig at vurdere, om de giver mening i jeres familieliv.
- Gør det til en naturlig snak: Din datter skal ikke sættes i møde og forklares dybt og indgående om den biologiske far på en gang. Jeg foretrækker hellere, at I starter med, hvor de små børn kommer fra, og at hun derigennem får at vide, at en anden person har givet sit bidrag til, at hun blev til. Så skal hendes nysgerrighed nok guide den videre proces… Jeg forestiller mig, at den bedste forklaring bygger på hendes egne spørgsmål, for så bliver det ikke for mange informationer på en gang. Hun definerer derfor ”hvornår” I skal tage snakken og indholdet i den. Husk at gøre hele ”formerings”-snakken helt simpel og udramatisk.
- Hold fast i den familie, hun er i nu: Hendes nuværende far ER en rigtig far. Far er definitionen af den relation man har til den mand, man vokser op hos… men din datter har to fædre. En biologisk far og en bonus far. Den biologiske far kunne ikke være far alligevel, så derfor blev X hendes far i stedet. ”Han vil ALTID være din far og jeg vil ALTID være din mor” osv. Giv hende tryghed i de relationer hun har.
- Forbered dig på hendes spørgsmål: Fx ”Er X så ikke min rigtige far alligevel? ”, ”Er far ond? ”, ”Hvorfor må jeg ikke se ham”, osv. Måske kommer der ingen spørgsmål. Men tag det gerne op igen, når snakken indimellem kommer naturligt ind på hvor vi kommer fra og hvordan familien hænger sammen. Din naturlighed og tryghed i svarene vil give hende ro.
Den største udfordring i din situation handler for mig om, hvordan man forklarer et lille barn, at ikke alle mennesker er gode at være sammen med. Og hvordan hun skal forholde sig til sit eget selvbillede, som nødvendigvis vil påvirkes af at vide at ”min far er farlig og anderledes – hvem er jeg så?” Og sidst men ikke mindst har børn et behov for relation med deres forældre, nogle gange ved at forsøge at ”redde dem”, hvilket din datter sandsynligvis vil føle behov for at prøve at gøre på et senere tidspunkt i hendes liv. Det er spørgsmål der besvares meget individuelt og som jeg derfor ikke kan svare på for dig.
Jeg føler der er meget mere at sige i den sag, men synes du skal finde nogen du kan identificere dig med i den her sag, så du ikke står alene med dine overvejelser. + at du selvfølgelig skal inddrage din mand så meget som muligt.
Jeg vil henvise dig til denne hjemmeside om donorbørn, fordi den på mange måder minder om din situation. Og denne side der handler om hvornår og hvordan.
Jeg ønsker jer alt det bedste.
Venlig hilsen
Linda Stæhr – Familierådgiver ved Trivsel i familien
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk
