Eksperthjælp: Lidt forskellige spørgsmål

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

785 visninger
0 svar
0 synes godt om
1. august 2015

Catrine Hansen

Hej Catrine

Jeg blev mor d. 7. juli til en lille dreng. Det er mit første barn og jeg er derfor ret usikker på en masse ting.. Især amningen.

Det var en fin fødsel, men vi fik en lidt "dum" start på amningen, da hans første blodprøve fra navlesnoren viste at han havde lidt lavt blodsukker. Han fik derfor lidt modermælkersatning kort tid efter fødslen, og to gange mere nogle timer efter fødslen, for at de kunne kontrollere hans blodsukker. Dette resulterede i, at han hurtigt blev "mæt" og derfor faldt i søvn. Der gik derfor noget tid før jeg kunne begynde at prøve og amme ham. Vi var indlagt på sygehuset i 3 dage, og personalet var gode til at hjælpe med at få amningen op at køre.

Da vi kom hjem løb mælken for alvor til, og jeg havde utrolig mange brystspændinger og derfor meget svært ved at få ham til at tage ordentlig ved. Jeg havde besøg af sundhedsplejersken og hun foreslog at jeg kunne holde noget varmt på brystet inden jeg tilbød ham det, så noget af mælken kunne løbe ud. Ellers kunne jeg forsøge mig med suttebrikker. Jeg prøvede suttebrikkerne, men synes ikke at det fungerede ret meget bedre. En uge efter første besøg, kom sundhedsplejersken igen, for at kontrol veje min søn. Han tager fint på og hun synes han havde fint fat omkring brystet.

De sidste par dage har jeg dog lagt mærke til at han er meget urolig under amningen.
Jeg kæmper lidt med at få ham lagt ordentlig til, da han fægter med armene og ikke rigtig kan finde ud af hvor brystvorten egentlig er. Når det endelig lykkes mig at få ham til at tage brystet i munden, gør det vanvittig ondt et kort øjeblik. Derefter aftager lidt af smerten, men det føles stadig som om han nærmest gnaver i brystvorten. Jeg synes egentlig at han åbner munden godt op og at hans underlæbe er krænget godt ud. Desuden ser min brystvorte også fin rund ud, når han slipper igen. Men er det normalt at det 3 uger efter fødslen, stadig skal gøre så ondt når jeg ligger ham til? Jeg har været lidt nervøs for om jeg måske har svamp? Jeg har ingen tydelige sår eller rifter. Men selve vorten er meget rød og der kommer en hvid plet lidt efter han har sluppet brystet. Derudover klør både vorten og selve brystet, når det er ved at være fyldt med mælk igen.

Men altså når jeg ligger ham til og han får fat, spiser han fint de første 5-10 minutter, men herefter begynder han at blive urolig. Han hiver hovedet tilbage med brystvorten i munden og skubber sig væk ved at sætte fra med benene. Desuden er han ved at kløjs i mælken. Hvis jeg fjerner ham fra brystet bliver han helt hysterisk, indtil han bliver lagt til igen. Han vil også gerne spise hele tiden. Der går kun mellem 1,5-2 timer mellem hver amning. Jeg er sikker på at jeg har mælk nok, da mine bryster er meget spændte. Jeg malker dog ikke ud, da jeg er bange for at det vil øge min produktion. I stedet lader jeg lidt mælk løbe, inden jeg ligger ham til. Når han spiser, sutter han ofte 15 minutter hvorefter jeg har ham oppe at bøvse og så tilbyder jeg ham samme bryst igen indtil han selv slipper. Han sutter sammenlagt omkring 20-25 minutter, indtil han selv afviser eller bare nøjes med at ligge og hyggesutte. Jeg går ud fra at han bare hyggesutter, når han ikke rigtig synker længere og når jeg kan trække brystvorten ud af hans mund, mens der løber mælk der ikke er synket ud af hans mund? Men selvom jeg tilbyder ham brystet af flere omgange kan jeg stadig mærker at han ikke tømmer det helt.. Der er stadig knuder i brystet. Jeg synes ikke at det hjælper med varme for at få det til at løbe selv. Men skal jeg så selv malke resten ud, og risikere jeg så ikke en overproduktion?

Om aftenen/natten sover han som regel 3-4 timer inden han skal ammes første gang. Herefter har han svært ved at finde rigtig ro igen. Han falder i søvn, men er meget urolig hvor han ligger og spjætter og knirker meget. Desuden går der også kun mellem 1,5-2 timer mellem de resterende amninger i løbet af natten.
Jeg tror måske hans uro om natten skyldes at han har ondt i maven. Han ligger i hvert fald og presser og presser indtil han bliver helt ildrød i hovedet og han bliver ked af det når han skal af med afføring. Han har afføring 4-5 gange på et døgn, og det ser ud som det skal.

Det blev en hel smøre. Jeg ved det er flere forskellige ting, men måske det kunne hænge sammen med hinanden. Jeg håber at du kan hjælpe, så han ikke er så ulykkelig og så vi snart kan få lidt mere ro på den amning.



Catrines svar

Hej med dig

Det lyder som om det i det store hele går godt med amningen, men at du oplever nogle udfordringer, især med meget mælk, ondt i brystvorterne og en lidt urolig dreng.

Det kan muligvis godt hænge sammen, men det kan også være forskellige ting der spiller ind.

Det lyder på mig som om du har mere mælk end din søn kan nå at drikke. Dette er meget normalt for nogle kvinder i starten af ammeperioden. Som regel vil mælkemængden regulere sig efterhånden, så det passer til din søns behov. Dette sker som regel inden for de første 3-6 uger. Hvis du efter 6-7 uger stadig oplever at have for meget mælk, kan du prøve noget der hedder "blokamning", som kan nedsætte din mælkeproduktion. Man bør dog ikke forsøge sig med det de første uger, da det som regel regulerer sig helt af sig selv. Når man, som dig, har mere mælk end barnet kan nå at drikke, så får barnet ikke så meget af den fede mælk. Vægten stiger som regel fint, men man kan have en fornemmelse af at barnet har ondt i maven og er lidt urolig. Det skyldes at der er mere laktose i det første mælk, og det kan hos nogle babyer give luft i maven/uro i tarmene. Det kan derfor forklare din søns uro. At han slipper hurtigt igen, kan også være fordi han synes at mælken løber for hurtigt. Mælkestrømmen er som regel kraftig hos kvinder der har rigtig meget mælk. 

Som du selv er inde på er det ikke en god ide at malke ud, for så vil du sikkert danne endnu mere mælk. Dog kan det være en ide lige at tage toppen først, så mælken ikke løber så hurtigt, og der er kortere vej ind til den fede mælk. 

Mht at have ondt i brystvorterne, så plejer det at være værst i de første par dage - 1-2 uger. Det bør aftage - det skal ikke gøre ondt at amme. Det kan muligvis godt være svamp - det kan man godt have selvom der ikke er synlige tegn på det. Inde på Forældre og Fødsels hjemmeside kan man finde en artikel om svamp, som er god at læse. Du kan også finde telefonnumre på ammerådgivere, som pr telefon gratis kan rådgive og vejlede dig. Du har mange spørgsmål, og det kan være svært for mig at få svaret ordentligt på dem alle her. Jeg synes derfor at du skal ringe til en ammerådgiver, hvis du mangler mere "fyld" på dine spørgsmål. :-)

Din søn kan også blive urolig hvis han har svamp i munden - prøv at kik ham i munden og på tungen. Er der hvide belægninger på indersiden af munden og/eller tungen? En lidt hvid tunge er meget normalt - det er for det meste bare mælkerester. Hvis du kan fjerne dem med en fugtig stofble, så er det ikke svamp.

Jeg håber du føler at du fik nogle brugbare svar. Ellers brug endelig ammerådgiverne. Det kan ofte være lettere at give en god vejledning når man kan være i en dialog.

Held og lykke fremover.

Mange hilsner Catrine



Forældre og Fødsel er Danmarks eneste brugerforening der varetager de gravides, fødendes og småbørnsforældres vilkår. Forældre og Fødsel tilbyder desuden rådgivning inden for emner som slynger, søvn, vandfødsler, abort, søskende, samsovning, tvillinger, efterfødselsreaktioner med videre.

Forældre og Fødsel: fogf.dk

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.