Ung mor, en ærlig indrømmelse

jeg er mor til en knap 4 årig pige og en 1 årig pige. Jeg er gift med deres far på 2. År, vi har ialt været sammen i 5 år. 

Jeg var 17 da jeg fødte vores første datter. Og hold nu OP hvor var det fantastisk! Ordene fra graviditeten om at det er hårdt, man ved ikke hvad man går ind til, osv, stod som en svag hvisken efter fødslen og de efterfølgende år, og jeg smilte for mig selv, de fik ikke ret! Det er det bedste vi har gjort, vi er en familie, vores datter er det nemmeste og glade lille væsen, vi elsker vores liv og hinanden! 

Som tiden går vokser frustrationerne ... JEG VAR FOR UNG. Jeg er idag 21 og min mand er 28, så han har jo hele tiden haft en fin alder. Men jeg har været for ung. 

Vi har kæmpet og KÆMPET for vores ægteskab. Jeg ser heldigvis nu, tydeligere end nogensinde før, siden problemerne og uenighederne begyndte og tage overhånd, et lys for enden.. Og jeg er sikker på vi nok skal klare den. Men hold nu k*ft!!!!!! Med sved og tårrer vi har måtte kæmpe os igennem! Det var aldrig sket hvis vi ikke havde fået børn... For at være 100% ærlig, så kan jeg sige vi ikke var sammen idag, hvis vi ikke havde børn! Der havde vi givet op for længst, jeg havde i hvert fald.

det endte lykkeligt, men alle de her kampe kunne være undgået hvis vi havde ventet til jeg var ældre. 

Jeg har altid set mig som meget moden af min alder, og det er jeg måske også, men efter en snak med min mor gik det pludselig op for mig... Jeg er skide hamrende umoden i min måde og tackle uenigheder på (overfor min mand) og det er nok mit største problem, hvor andre måske har nogle andre svagheder. 

Det virker måske rodet, men vil egentlig bare sige.... Modenhed KOMMER med alderen! Og jeg er en god mor og har altid været det, men mine børn har nok set lidt flere uenigheder end de ville ha gjort hvis de var kommet til lidt senere end for 4 år siden... 

Jeg håber ALLE meget unge , tænker sig om en ekstra gang (selvom det måske ikke vil ændre noget, har jo selv hørt på de samme ord og råd dengang, og jeg valgte alligevel at blive mor) , det er bare meget federe at kunne hvile i sig selv og i sit parforhold især, sådan at man 10000% kan nyde sine børn, fremfor at nogle %'er skal bruges på diskutioner og frustrationer og dårlig samvittighed over ovenstående... 

Jeg håber idag at vi alligevel overlever i medgang og modgang og at vores døtre vokser op og bliver smukke kvinder af de smukke og store 2 personligheder min mand og jeg er omgivet af hver dag 

Bella&Lina skriver:

jeg er mor til en knap 4 årig pige og en 1 årig pige. Jeg er gift med deres far på 2. År, vi har ialt været sammen i 5 år. 

Jeg var 17 da jeg fødte vores første datter. Og hold nu OP hvor var det fantastisk! Ordene fra graviditeten om at det er hårdt, man ved ikke hvad man går ind til, osv, stod som en svag hvisken efter fødslen og de efterfølgende år, og jeg smilte for mig selv, de fik ikke ret! Det er det bedste vi har gjort, vi er en familie, vores datter er det nemmeste og glade lille væsen, vi elsker vores liv og hinanden! 

Som tiden går vokser frustrationerne ... JEG VAR FOR UNG. Jeg er idag 21 og min mand er 28, så han har jo hele tiden haft en fin alder. Men jeg har været for ung. 

Vi har kæmpet og KÆMPET for vores ægteskab. Jeg ser heldigvis nu, tydeligere end nogensinde før, siden problemerne og uenighederne begyndte og tage overhånd, et lys for enden.. Og jeg er sikker på vi nok skal klare den. Men hold nu k*ft!!!!!! Med sved og tårrer vi har måtte kæmpe os igennem! Det var aldrig sket hvis vi ikke havde fået børn... For at være 100% ærlig, så kan jeg sige vi ikke var sammen idag, hvis vi ikke havde børn! Der havde vi givet op for længst, jeg havde i hvert fald.

 

det endte lykkeligt, men alle de her kampe kunne være undgået hvis vi havde ventet til jeg var ældre. 

Jeg har altid set mig som meget moden af min alder, og det er jeg måske også, men efter en snak med min mor gik det pludselig op for mig... Jeg er skide hamrende umoden i min måde og tackle uenigheder på (overfor min mand) og det er nok mit største problem, hvor andre måske har nogle andre svagheder. 

 

Det virker måske rodet, men vil egentlig bare sige.... Modenhed KOMMER med alderen! Og jeg er en god mor og har altid været det, men mine børn har nok set lidt flere uenigheder end de ville ha gjort hvis de var kommet til lidt senere end for 4 år siden... 

Jeg håber ALLE meget unge , tænker sig om en ekstra gang (selvom det måske ikke vil ændre noget, har jo selv hørt på de samme ord og råd dengang, og jeg valgte alligevel at blive mor) , det er bare meget federe at kunne hvile i sig selv og i sit parforhold især, sådan at man 10000% kan nyde sine børn, fremfor at nogle %'er skal bruges på diskutioner og frustrationer og dårlig samvittighed over ovenstående... 

Jeg håber idag at vi alligevel overlever i medgang og modgang og at vores døtre vokser op og bliver smukke kvinder af de smukke og store 2 personligheder min mand og jeg er omgivet af hver dag 

 

 

Sejt at du indrømmer det, og sender et godt råd videre. 

Bella&Lina skriver:

jeg er mor til en knap 4 årig pige og en 1 årig pige. Jeg er gift med deres far på 2. År, vi har ialt været sammen i 5 år. 

Jeg var 17 da jeg fødte vores første datter. Og hold nu OP hvor var det fantastisk! Ordene fra graviditeten om at det er hårdt, man ved ikke hvad man går ind til, osv, stod som en svag hvisken efter fødslen og de efterfølgende år, og jeg smilte for mig selv, de fik ikke ret! Det er det bedste vi har gjort, vi er en familie, vores datter er det nemmeste og glade lille væsen, vi elsker vores liv og hinanden! 

Som tiden går vokser frustrationerne ... JEG VAR FOR UNG. Jeg er idag 21 og min mand er 28, så han har jo hele tiden haft en fin alder. Men jeg har været for ung. 

Vi har kæmpet og KÆMPET for vores ægteskab. Jeg ser heldigvis nu, tydeligere end nogensinde før, siden problemerne og uenighederne begyndte og tage overhånd, et lys for enden.. Og jeg er sikker på vi nok skal klare den. Men hold nu k*ft!!!!!! Med sved og tårrer vi har måtte kæmpe os igennem! Det var aldrig sket hvis vi ikke havde fået børn... For at være 100% ærlig, så kan jeg sige vi ikke var sammen idag, hvis vi ikke havde børn! Der havde vi givet op for længst, jeg havde i hvert fald.

 

det endte lykkeligt, men alle de her kampe kunne være undgået hvis vi havde ventet til jeg var ældre. 

Jeg har altid set mig som meget moden af min alder, og det er jeg måske også, men efter en snak med min mor gik det pludselig op for mig... Jeg er skide hamrende umoden i min måde og tackle uenigheder på (overfor min mand) og det er nok mit største problem, hvor andre måske har nogle andre svagheder. 

 

Det virker måske rodet, men vil egentlig bare sige.... Modenhed KOMMER med alderen! Og jeg er en god mor og har altid været det, men mine børn har nok set lidt flere uenigheder end de ville ha gjort hvis de var kommet til lidt senere end for 4 år siden... 

Jeg håber ALLE meget unge , tænker sig om en ekstra gang (selvom det måske ikke vil ændre noget, har jo selv hørt på de samme ord og råd dengang, og jeg valgte alligevel at blive mor) , det er bare meget federe at kunne hvile i sig selv og i sit parforhold især, sådan at man 10000% kan nyde sine børn, fremfor at nogle %'er skal bruges på diskutioner og frustrationer og dårlig samvittighed over ovenstående... 

Jeg håber idag at vi alligevel overlever i medgang og modgang og at vores døtre vokser op og bliver smukke kvinder af de smukke og store 2 personligheder min mand og jeg er omgivet af hver dag 

 

 

Hvor er du sej.. Kræver mod at stå frem og være ærlig omkring dette. 

Man ved først når man står i det, hvor hårdt det faktisk kan være... Både som nu og i fremtiden man har.

Bella&Lina skriver:

jeg er mor til en knap 4 årig pige og en 1 årig pige. Jeg er gift med deres far på 2. År, vi har ialt været sammen i 5 år. 

Jeg var 17 da jeg fødte vores første datter. Og hold nu OP hvor var det fantastisk! Ordene fra graviditeten om at det er hårdt, man ved ikke hvad man går ind til, osv, stod som en svag hvisken efter fødslen og de efterfølgende år, og jeg smilte for mig selv, de fik ikke ret! Det er det bedste vi har gjort, vi er en familie, vores datter er det nemmeste og glade lille væsen, vi elsker vores liv og hinanden! 

Som tiden går vokser frustrationerne ... JEG VAR FOR UNG. Jeg er idag 21 og min mand er 28, så han har jo hele tiden haft en fin alder. Men jeg har været for ung. 

Vi har kæmpet og KÆMPET for vores ægteskab. Jeg ser heldigvis nu, tydeligere end nogensinde før, siden problemerne og uenighederne begyndte og tage overhånd, et lys for enden.. Og jeg er sikker på vi nok skal klare den. Men hold nu k*ft!!!!!! Med sved og tårrer vi har måtte kæmpe os igennem! Det var aldrig sket hvis vi ikke havde fået børn... For at være 100% ærlig, så kan jeg sige vi ikke var sammen idag, hvis vi ikke havde børn! Der havde vi givet op for længst, jeg havde i hvert fald.

 

det endte lykkeligt, men alle de her kampe kunne være undgået hvis vi havde ventet til jeg var ældre. 

Jeg har altid set mig som meget moden af min alder, og det er jeg måske også, men efter en snak med min mor gik det pludselig op for mig... Jeg er skide hamrende umoden i min måde og tackle uenigheder på (overfor min mand) og det er nok mit største problem, hvor andre måske har nogle andre svagheder. 

 

Det virker måske rodet, men vil egentlig bare sige.... Modenhed KOMMER med alderen! Og jeg er en god mor og har altid været det, men mine børn har nok set lidt flere uenigheder end de ville ha gjort hvis de var kommet til lidt senere end for 4 år siden... 

Jeg håber ALLE meget unge , tænker sig om en ekstra gang (selvom det måske ikke vil ændre noget, har jo selv hørt på de samme ord og råd dengang, og jeg valgte alligevel at blive mor) , det er bare meget federe at kunne hvile i sig selv og i sit parforhold især, sådan at man 10000% kan nyde sine børn, fremfor at nogle %'er skal bruges på diskutioner og frustrationer og dårlig samvittighed over ovenstående... 

Jeg håber idag at vi alligevel overlever i medgang og modgang og at vores døtre vokser op og bliver smukke kvinder af de smukke og store 2 personligheder min mand og jeg er omgivet af hver dag 

 

 

Det er lige præcist det, jeg mener, når jeg siger at man skal leve sit liv først inden man vælger at få børn. Modenhed kommer med alderen 

Tak for et inspirerende indlæg. 

modesty skriver:

Sejt at du indrømmer det, og sender et godt råd videre. 

Tak jeg har det med og lytte bedre og tage mere imod råd fra dem som fortæller mig de har prøvet det samme eller lignende.. Måske netop i sådan en "debat" her , da man hurtigt kan udelukke at rådet kommer fra en "gammel mor" som bare har et horn i siden på alle unge forældre.... Jeg håber i hvert fald NOGEN vil læse dette og tænke en ekstra gang, for helt ærligt, jeg ville ønske jeg havde været en del ældre før vi sprang ud i det . Men nu er tøserne her, og lillesøster fik vi endda hjælp til pga pco. Jeg elsker dem og ved jeg er en god mor, men dog en mor der har meget at lære, især mht vores meget stædige og egenrådige 4 årige 

Vivienne skriver:

Det er lige præcist det, jeg mener, når jeg siger at man skal leve sit liv først inden man vælger at få børn. Modenhed kommer med alderen 

Tak for et inspirerende indlæg. 

Lige præcis, og Selv tak 

Bshizzle skriver:

Hvor er du sej.. Kræver mod at stå frem og være ærlig omkring dette. 

Man ved først når man står i det, hvor hårdt det faktisk kan være... Både som nu og i fremtiden man har.

Lige nøjagtig . De 2 første år var vi på lyserøde skyer.. Men da vi opdagede hvor hårdt det var at opdrage en 2+ årig, og når hun så samtidig er meget egenrådig og stædig () , og man så måske er uenig samtidig , med tingenes gang, så forsvinder de lyserøde skyer hurtigt og man opdager man slet ikke har lært hinanden og kende, og nu skal man bare stå stærkere sammen end nogensinde, og så kan det Altså kun gå galt. Men heldigvis har vi klaret nogen af de allerhårdste ting for et parforhold, og det er endelig begyndt og lysne i og med at jeg har erkendt mine fejl og kæmper en brav kamp med mig selv som menneske , som mor og som hustru 

Bella&Lina skriver:

jeg er mor til en knap 4 årig pige og en 1 årig pige. Jeg er gift med deres far på 2. År, vi har ialt været sammen i 5 år. 

Jeg var 17 da jeg fødte vores første datter. Og hold nu OP hvor var det fantastisk! Ordene fra graviditeten om at det er hårdt, man ved ikke hvad man går ind til, osv, stod som en svag hvisken efter fødslen og de efterfølgende år, og jeg smilte for mig selv, de fik ikke ret! Det er det bedste vi har gjort, vi er en familie, vores datter er det nemmeste og glade lille væsen, vi elsker vores liv og hinanden! 

Som tiden går vokser frustrationerne ... JEG VAR FOR UNG. Jeg er idag 21 og min mand er 28, så han har jo hele tiden haft en fin alder. Men jeg har været for ung. 

Vi har kæmpet og KÆMPET for vores ægteskab. Jeg ser heldigvis nu, tydeligere end nogensinde før, siden problemerne og uenighederne begyndte og tage overhånd, et lys for enden.. Og jeg er sikker på vi nok skal klare den. Men hold nu k*ft!!!!!! Med sved og tårrer vi har måtte kæmpe os igennem! Det var aldrig sket hvis vi ikke havde fået børn... For at være 100% ærlig, så kan jeg sige vi ikke var sammen idag, hvis vi ikke havde børn! Der havde vi givet op for længst, jeg havde i hvert fald.

 

det endte lykkeligt, men alle de her kampe kunne være undgået hvis vi havde ventet til jeg var ældre. 

Jeg har altid set mig som meget moden af min alder, og det er jeg måske også, men efter en snak med min mor gik det pludselig op for mig... Jeg er skide hamrende umoden i min måde og tackle uenigheder på (overfor min mand) og det er nok mit største problem, hvor andre måske har nogle andre svagheder. 

 

Det virker måske rodet, men vil egentlig bare sige.... Modenhed KOMMER med alderen! Og jeg er en god mor og har altid været det, men mine børn har nok set lidt flere uenigheder end de ville ha gjort hvis de var kommet til lidt senere end for 4 år siden... 

Jeg håber ALLE meget unge , tænker sig om en ekstra gang (selvom det måske ikke vil ændre noget, har jo selv hørt på de samme ord og råd dengang, og jeg valgte alligevel at blive mor) , det er bare meget federe at kunne hvile i sig selv og i sit parforhold især, sådan at man 10000% kan nyde sine børn, fremfor at nogle %'er skal bruges på diskutioner og frustrationer og dårlig samvittighed over ovenstående... 

Jeg håber idag at vi alligevel overlever i medgang og modgang og at vores døtre vokser op og bliver smukke kvinder af de smukke og store 2 personligheder min mand og jeg er omgivet af hver dag 

 

 

Hatten af for I har kæmpet og fortsat kæmper for hinanden og jeres lille familie. Og en end i større hat af for du "tør" din ærlige beretning.

Egnetlig har det altid undret mig, man bliver forklaret om alt det hårde ved baby, ved den færste tid for den er jo netop et eller andet sted båret afsted på de lyserøde skyer også selvom man er en zombi uden sammenhængende søvn. Og bum så melder virkeligheden sig, hverdagen, hvor man skal klare sit fuldtidaRbejde eller studie, klare familien (sammen) og ungen skriger og alt det man gerne ville fiser ud som sand mellem fingrene og man kan sige velkomment il den kroniske dårlige samvittighed over man jo lige kunne være en lidt bedre mor, kæreste, veninde og vupti så har man 3 børn der går til hver deres fritidsaktivitet eller flere, skal have venner med hjem, kommer med det oppølsede askebæger pg forresten ikke vil tage flyverdragt på mens den andenallerede er ude af døren og man har bare lyst til at skrige især af manden som brokker over yoghurtskålen stadig stod på bordet da han kom hjem.... Ærligt ung eller gammel aå er det en udfordring...

men for pokker hvor er det også skønt og værd at kæmpe for 

pøj pøj med jeres lille familie

lineog4 skriver:

Hatten af for I har kæmpet og fortsat kæmper for hinanden og jeres lille familie. Og en end i større hat af for du "tør" din ærlige beretning.

Egnetlig har det altid undret mig, man bliver forklaret om alt det hårde ved baby, ved den færste tid for den er jo netop et eller andet sted båret afsted på de lyserøde skyer også selvom man er en zombi uden sammenhængende søvn. Og bum så melder virkeligheden sig, hverdagen, hvor man skal klare sit fuldtidaRbejde eller studie, klare familien (sammen) og ungen skriger og alt det man gerne ville fiser ud som sand mellem fingrene og man kan sige velkomment il den kroniske dårlige samvittighed over man jo lige kunne være en lidt bedre mor, kæreste, veninde og vupti så har man 3 børn der går til hver deres fritidsaktivitet eller flere, skal have venner med hjem, kommer med det oppølsede askebæger pg forresten ikke vil tage flyverdragt på mens den andenallerede er ude af døren og man har bare lyst til at skrige især af manden som brokker over yoghurtskålen stadig stod på bordet da han kom hjem.... Ærligt ung eller gammel aå er det en udfordring...

men for pokker hvor er det også skønt og værd at kæmpe for 

pøj pøj med jeres lille familie

 

 

Lige præcis! Og tusind tak vi kæmper indtil det ikke giver mening at kæmpe mere. Men det gør det i den grad stadig, og vi elsker hinanden . Og vi elsker vores børn og vores lille familie, ville bare sådan ønske vi havde været ældre så vi ikke skulle ha brugt så meget krudt på og kæmpe 

Det kunne være mig der havde skrevet det indlæg i sin tid. 

Jeg vil ønske jeg kunne tage de færste 10 år af vores forhold og smide dem væk-Ikke børnenen men alle de ting som ville have været lettere hvis vi havde ventet.

Jeg kan kun sige Hold ud :) Det bliver godt ,det bliver lettere og man vokser med opgaven . 

Og der er også noget fantastisk ved at se på sin mand se på sine rollinger og kigge sig rundt og tænke på hvor man startede og hvor man er i dag Så er hele kampen det hele værd