Er det bare mig?

Vi gik fra hinanden i graviditeten, men har fundet sammen igen efter fødslen og alt går godt indtil forleden dag da vi skulle tale fremtidsplaner. Vi er dog ikke flyttet sammen igen så det var det vi skulle tale om.

Han er flyttet tilbage til sin fødeby som ligger 40 km fra hvor vi boede sammen og jeg stadigvæk bor. Han siger så at han på ingen måde kan trives her (vi boede sammen I 3 år her og valgte at stifte familie her)

Jeg har et andet barn som han ikke er far til og hun har haft det rigtigt svært og har brug for at blive i vante omgivelser  (det har han hele tiden vidst) så flytning for mig er ikke aktuelt.

Det er så det der mildest talt ryster mig dybt! Han fravælger at bo sammen med sit barn pga. Et egoistisk behov for at være tæt på sin søster. 

Jeg kan slet slet ikke forholde mig til at han ikke kan tilsidesætte sit eget behov. Hvem fravælger sit barn på den måde? 

Er jeg helt gal på den eller ?

Min datters far er på samme måde. Han har dog aldrig boet sammen med os, og er ved at flytte fra midtjylland til kbh..

Her bunder det dog nok ud i at han er meget ung og egentlig ikke føler sig klar til at stifte familie. Men det kostede vores forhold, da jeg opgav kampen for et par måneder siden..

MummiT skriver:

Min datters far er på samme måde. Han har dog aldrig boet sammen med os, og er ved at flytte fra midtjylland til kbh..

Her bunder det dog nok ud i at han er meget ung og egentlig ikke føler sig klar til at stifte familie. Men det kostede vores forhold, da jeg opgav kampen for et par måneder siden..

Meget ung er han ikke engang, han er 31.

Jeg har også gjort det forbi for jeg kan virkelig slet ikke forholde mig til det.