Hej Linda.
Vi er en sammenbragt familie, som lige er hjemvendt fra en længere ferie.
På denne ferie har min mands to piger på 6 år (lad os kalde dem A og B), fortalt hvordan de bliver smidt ud på toilettet, får slukket lyset mens moren holder i døren, når de skaber sig/ikke hører efter, når de er hjemme hos deres mor. Der skal de så være indtil de holder op med at græde. Det er primært kun den ene af pigerne, A, som bliver lukket derud, fortæller B. En gang har A været lukket derinde og tisset i bukserne, hvor hun så skulle blive endnu længere tid derude.
Det er B som fortæller historien første gang på ferien, mens A går ved siden af og siger "du skal ikke sige det", og ellers går væk fra B mens hun fortæller det. Vi har så spurgt til, hvad B foretager mens dette scenario udspiller sig hjemme hos biomor, og hun svarer at hun sidder helt stille, fordi hun er bange for at hun får samme tur ud i mørket, på toilettet.
Vi var godt klar over herhjemme, min mand og jeg, at det stod lidt skidt til ift hvor meget overskud og lyst biomor har til sine to piger. Men ikke så slemt!! Vi er sikre på at hun vil benægte, hvis vi konfrontere hende med det. Biomor har siden dag 1 haft et anstrengt forhold til min mand og jeg, da hun er meget bitter på min mand, over han lod sig skille for nogle år tilbage. Vi må endelig ikke blande os i noget derhjemme, og hun er svær at fører en ordentlig kommunikativ tone med, især hvis det ikke går efter hendes hoved. pt hedder samværet 6 dage hos os, og 8 dage hos biomor.
Hvad skal vi stille op? Skal vi kontakte nogle? Hvad kan/skal vi gøre? Både ift biomor men også ift pigerne.
Det er enormt frustrerende, og både min mand og jeg har haft ondt i maven over dette, lige siden det kom frem. Vi vil gerne tackle det bedst muligt, og da forholdet mellem os og biomor som sagt er anstrengende,
Lindas svar
Kære sammenbragte familie
I står i en svær situation, fordi I er bekymrede for de to piger, når de er hos mor. I stoler ikke på mors håndtering af pigerne og I føler ikke, at I kan tale sammen om det.
Jeg er bange for at den historie, der bliver beskrevet for mig at se er ret alvorlig. Hvis jeg var pædagog for pigerne og hørte denne historie, ville jeg overveje om det krævede en indberetning og ville straks spørge mine kolleger om de så tegn på mistrivsel og tage en snak med begge forældre. Grunden er, at det vidner om så lidt overskud, at mor utilsigtet (!) kunne komme til at skade sine børn gennem den håndtering. Alle forældre elsker deres børn! Men nogle gange bliver vi så pressede og mister overblik, at vi ikke gør det bedste for dem. (Dette kunne evt. være en god indledning, når I på et tidspunkt bliver nødt til at konfrontere mor).
For mig er det svært at vurdere sagen helt, fordi jeg kun hører brudstykker af mors samvær med pigerne fortalt af den ene, og genfortalt af jer. Og selv om I stoler på pigen, så er der nogle dynamikker omkring skilsmisse, der handler om at børn ofte spiller forældrene ud mod hinanden, hvis de i forvejen fornemmer en konflikt. Børn kan høste megen opmærksomhed og omsorg gennem at spille forældre op mod hinanden. Pas på her, for børn gør ikke dette i ond mening, men kan måske komme til at dreje virkelige oplevelser en smule værre, bare for at opleve en respons. Derfor skal I have en fornemmelse af mors generelle samvær med pigerne og ikke sætte verden i lave over en enkeltstående historie, med mindre I er 100% sikre på at den er korrekt gengivet. I kan muligvis selv vurdere dette og evt. spørge andre fælles bekendte om deres vurdering også, så I får overblik over hvor alvorlige tingene er.
Når det er sagt, så lyder det til, at I ikke er de rette til at tage problemstillingen op med mor. Forstå mig ret, jeg går meget ind for ærlighed, og synes det er HELT på sin plads, at I nævner en bekymring for mor, uden at udstille pigen, som turde fortælle historien. Men jeg tror I skal involvere pigernes pædagog eller lærer eller en anden trediepart, fordi der er brug for folk udefra til at kunne være med-vidner i sagen og som har kontakt videre i systemet, hvis der er behov for dette.
Nu det er ferietid, anbefaler jeg, at I starter her på statsforvaltningens side for skilsmisseforældre med børn: børnimidten.dk her kan I forældre få hjælp og rådgivning direkte i jeres situation og se på jeres muligheder.
Overfor pigerne skal være lyttende, rummelige og ikke reagere for voldsomt men anerkende deres følelser. Børn har brug for anerkendelse og tillidsfulde voksne, der ikke går i spåner, når de får svære ting at vide. Lad dem vide, at de kan fortælle alt det de vil til jer, og referer aldrig direkte hvad børnene siger til mor, for da vil det kunne gå ud over pigerne senere.
Hvis I vurderer børnene kan have gavn af det, så er der også en telefonlinie for børn af skilsmisseforældre, som de kan ringe og snakke med, hvis det er svært at fortælle jer, hvad der sker hjemme hos mor. Men igen er det allerbedste at finde en fagperson, som børnene kan have tillid til, som kan tage sig af tingene og give børnene den omsorg og hjælp de evt. har brug for. Jeg er for langt fra situationen til at tage denne rolle og det vil desuden være det bedste at finde en, der arbejder med skilsmisseproblematikker til dagligt (som fx via statsforvaltningen).
Jeg ønsker jer alt det bedste.
Venlig hilsen Linda Stæhr
Familierådgiver ved Trivsel i familien
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk
