Eksperthjælp: Er mit barn særligt sensitivt?

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

907 visninger
0 svar
0 synes godt om
15. juli 2015

Linda Stæhr

Hej. Jeg har en pige på 5 år som virkelig prøver grænser af så meget at hun går mig på nerverne engang imellem . En problem stilling kan være hun ikke vil have børstet tænder. Det er en kamp at få det gjort hver dag, til stor frustration for os begge. Jeg har prøvet flere forskellige ting men uden held. Hun er en pige med krudt i numsen og der skal ske en masse når hun er vågen. Hun er meget følsom og jeg tænker at hendes fødsel kan være en medvirkende årsag her til. Jeg fik kejsersnit med hende og hun var meget stresset under fødslen. Hun bliver let overtræt og sker der for meget og hun kommer lidt for sent i seng en dag så vælter læsset næste dag hvor hun så er meget irritabel og sur. Jeg tænker nogen gange på om hun kan være særlig sensitiv? Hvad mener du? Hilsen en træt og frustreret mor



Lindas svar

Kære trætte og frustrerede mor

Puha ja de børn kan virkelig være en håndfuld nogle gange, og hvornår er det mere end normalt? Jeg synes det er så uendeligt svært at sammenligne børn, fordi de ofte opfører sig helt forskelligt om de er hjemme eller de er sammen med andre. Det siges at ca ¼ af alle børn (mest piger) fødes som særligt sensitive. Jeg ved desuden, at for tidlig fødsel, skader på fostret under graviditeten eller fx iltmangel under fødslen, kan gøre barnet ekstra sensitiv. Men om din datters nuværende udfordringer har sammenhæng med hendes fødsel, kan jeg ikke udtale mig om.

Personligt har jeg det lidt ambivalent med titlen ”sensitive børn”. Det er et begreb, der har fået stor udbredelse, fordi vi som forældre finder fælleskab og støtte gennem det. Men titlen ændrer ikke reelt noget for os i en stresset og travl hverdag. Der er ingen støttemuligheder i kommunen for sensitive børn (med mindre barnet har en diagnose). Det er heller ikke noget lægen kan give piller imod. Det eneste man kan håbe på er lidt overbærenhed og medlidenhed fra andre forældre, hvis man fortæller, at ens barn er sensitivt. Men det gør ikke hverdagen lettere.

Men det titlen ”sensitive børn” KAN gøre er at skabe fællesskab. Jeg har kendskab til div. Facebooksider osv. der hjælper hinanden med tips og tricks omkring sensitive børn. Og jeg kan varmt anbefale dette (bare søg på ”sensitiv&rdquo – for der er sådan en varm og god tone og mange gode råd at finde på de sider.

I forhold til din datter, vil jeg ikke kloge mig på, om hun er en af de sensitive… det ved du allerede bedre end jeg. Det jeg til gengæld vil give dig, er en række generelle råd, som måske kan afhjælpe tingene lidt derhjemme:

  1. Sover din datter tilstrækkeligt? For lidt søvn = kort lunte. Spiser hun varieret og sundt? For meget sukker kan gøre din datter hyperaktiv, raskløs og ufokuseret.
  2. Overvej om I har nok hygge og god tid i hverdagen sammen. Børn har brug for mere forudsigelighed og stilhed i hverdagen end vi ofte er klar over, og de vil reagere kraftigere på småting, hvis der sker for meget i deres liv.
  3. Børn der er meget voldsomme med at prøve grænser af, har nogle gange brug for endnu tydeligere grænser og regler (fx faste forventninger til, hvad der skal ske hvornår, gerne visuelt, så barnet kan følge med).
  4. De ting der er trælse (fx tandbørstning) kan gøres mere positive gennem belønningsordninger (fx ”du får en stjerne, hver gang vi børster tænder, efter 10 stjerner får du is til dessert&rdquo.
  5. Forskningen viser tydeligt, at konflikter avler konflikter. Giv derfor meget mere opmærksomhed på alt det din datter gør af gode ting (selv de mindste små intentioner der er positive) end på de ting der er trælse og forkerte – flyt aktivt fokus, for mange gør det en stor forskel. Se evt. mere her.
  6. Søg fællesskab, når det er svært. Find fx grupper af forældre, der står i det, du står i. Spørg også dit netværk om konkret hjælp i det daglige – fx en friaften om ugen – så du får mere overskud i hverdagen.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien



Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.

Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.