Hej Linda. Min søn er 14 mdr og som mange andre holder vi sommerferie, mig, ham og hans far.
I hverdagen er det mest mig der er sammen med ham og afleverer og henter osv indtil far kommer hjem.
Jeg er i tvivl om jeg har en lidt forskruet holdning til hvor meget tid jeg bør tilbringe sammen med min søn. Er i ferien har far nogengange stået op med ham hvor jeg har sovet længe. Så får jeg dårlig samvittighed og er bange for at min søn savner mig og vil miste noget bånd til mig? Det samme i løbet af dagen. Ofte laver vi noget sammen alle 3, eller bare mig og min søn. Men nogengange leger han med sin far uden jeg er til stede. Feks leger de i haven eller jeg ordner noget på kontoret imens de hygge i stuen. Jeg får så dårlig samvittighed når jeg ikke er hos ham alle hans vågne timer, og ved ikke om keg reelt burde være det eller det er ok han tilbringer lidt mere tid sammen med sin far her i ferien?
Han er tydeligt blevet gladere for far her den sidste uge hvor de har brugt mere tid for ham, og opsøger ham selv, hvilket han ikke har gjort før, og det er jo dejligt. Jeg bliver bare i tvivl. Er det ok at jeg trækker mig og de har alenetid sammen?
Nogen synes nok dette spørgsmål er helt hen i vejret men det ærgrer mig at jeg ikke kan "nyde" min alene tid fordi jeg reelt er bange for at det skader ham når jeg ikke er sammen med ham..
Lindas svar
Kære Mie
Jeg hører, at du føler et meget stort behov for at være sammen med din søn på 14 måneder så meget som muligt. Dette er en helt naturlig og god tanke: At vi som forældre skal bruge tid med vores børn og være der for dem.
Men jeg har lyst til at spørge dig: Er det for din skyld eller for dit barns skyld? Og det lyder måske provokerende, men det er et meget vigtigt spørgsmål. For når vi som forældre skal vurdere vores egen indsats, så skal vi kigge meget nøje på, hvad barnet fortæller os.
Så igen: Viser din søn, at han har brug for dig, at han sørger og savner dig, når han er sammen med far, eller hygger han sig i virkeligheden? For hvis han har det fint, så er det kun dit behov, at du skal være sammen med ham. Forsøg at være så ærlig over for dig selv som muligt. Børn har brug for sine forældre, men ikke altid og ikke kun mor (eller den der er der mest). Spørg evt. en veninde, du har tillid til, som selv er mor, om hvad hun ser.
Hvis det handler om, at du selv har et meget stort behov for at være sammen med din søn, så vær åben og venlig over for dig selv, og spørg dig selv, hvad du forsøger at opnå med det. Er det en følelse af tryghed for dig selv, for dit barn eller en angst, som du forsøger at stille ved ikke at forlade hans side. Uanset hvilket svar du finder, vil du med større selvrespekt kunne finde bedre løsninger i fremtiden, hvis du ved, hvad der driver dig. Nogle mødre brug for professionel hjælp, for at kunne give slip – og det er helt legalt at spørge om hjælp, hvis det er nødvendigt.
Et andet meget vigtigt punkt i denne her snak er om far er lige så god som mor. Og svaret er JA som udgangspunkt. Men der er undtagelser. For hvis far i jeres tilfælde ikke er særlig tæt knyttet til sin søn, så kan han ikke kompensere 100 % for dig som barnets primære omsorgsperson… det er en rolle der kræver kendskab og gensidig tillid. Men det betyder naturligvis ikke, at han så helt skal holde sig væk, tværtimod! Det betyder bare, at tiden sammen gradvist skal øges, for samværet med BEGGE forældre er så utroligt vigtigt.
Børn har meget brug for BÅDE en mor OG en far (eller andre nære personer af begge køn), simpelthen fordi børn lærer, hvad det vil sige at være dreng eller pige (og siden far eller mor) ved at se ligheder og forskelle i deres forældre. Man kan fx sagtens være en dygtig, god og kærlig eneforælder, men det er stadig rigtig vigtigt at lade en af modsatte køn få lov at præge sit barn.
Så hvis jeg skal svar kort: Ja jeg er bange for at har for meget dårlig samvittighed omkring det at forlade din søns side. Din søn skades ikke af at du er væk fra ham i kortere tid ad gangen, så længe han kan opleve at blive trøstet og hjulpet af en anden, han har tillid til. Det er fuldstændig legalt at sove længe, tage en pause, tage et bad og måske en aften i byen mens far eller en anden (der kender din søn godt) passer imens. Det er faktisk meget vigtigt, at vi mødre kommer i gang med at øve os i at være lidt væk fra vores børn. For når de bliver 18 skal de selv kunne klare ALT selv. Og jeg mener ALT. De skal selvfølgelig have lov at spørge om råd osv. Men de skal selvstændigt og fuld af selvtillid kunne indtage livet omkring den alder – og den selvstændighedsudvikling må vi ikke stå i vejen for, ved at insistere på at være om vores børn 24 timer i døgnet (altså tilpasset barnets alder). Og den rejse starter, når barnet bliver ca. 10 måneder og begynder at ville selv. Som mor er der også et liv efter småbørnsårene… du står også som selvstændigt individ og skal kunne fungere, når din søn vokser op.
Vejen derhen er at vise sig selv og sit barn stor omsorg og forståelse og støtte den selvstændighedsudvikling, som er så vigtig for både mor og barn.
Jeg ønsker dig alt det bedste. Og husk du er velkommen til at kontakte mig på min hjemmeside: www.trivselifamilien.dk , hvis du ønsker personlig hjælp til din udfordring.
Venlig hilsen Linda Stæhr
Familierådgiver v. Trivsel i familien
Ps. jeg fandt en spændende artikel her om lidt samme emne.
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk
