vores datter er snart 4 år. Alene af dén grund ved jeg godt man ikke på nogen måder behøver tænke nærmere over tingene, men jeg synes alligevel det er så massivt og fylder så meget, at jeg føler jeg har brug for nogle råd, erfaringer, eller blot at sige det højt...
Vores datter har altid været en vovehals. En pige med D. Som pædagogerne i børnehaven siger "i behøver ikke være kede af at i kun har piger, for i har Isabella" (ikke at vi er kede af vi kun har piger) .. Og bare dén sætning beskriver vores datter 100% ... Hun er så som så mange andre omkring hendes alder , blevet opmærksom og undersøgende og spørgende omkring de 2 køn, og kan for tiden godt lide og bruge ordet "tissemand" rigtig meget, både i dril osv. Ikke noget bekymrende dér, det er blot for og give et billede af "hende" pt..
Ovre i børnehaven leger hun med drengene, gerne de store drenge og gerne dem som, ligesom hende selv, er nogen rigtig ballademagere. Det har egentlig altid været meget fedt, hvis man kan sige det sådan, synes det er fedt med en pige med krudt bagi, som ikke "bare" leger med dukker og ser frost (ikke at der er noget galt i dét, vi har som sagt en anden datter som er som de fleste piger er)
Der begynder så at komme små ting i hverdagen .. Fx plager hun hendes gode ven fra bh, om at bytte trøjer, for hun vil gerne have hans trøje på. Hun har så gjort det samme med sin fætter som har ca samme alder, hun ville have hans tøj på for hun vil være en dreng . Hun vil også have "biler" sandaler og spiderman kasket. Det får hun selvfølgelig .. I min verden gør det intet, det er det samme som at ønske sig prinsesser eller smølfer eller lign.
Der er så en dreng i hendes børnehave som i vinters havde nogen spiderman sutsko. Hun stjal dem hele tiden, hvilket resulterede i at vi og børnehaven lavede en aftale med drengen og hende, at når han sagde ja, måtte hun låne dem, men sagde han nej så måtte hun selvfølgelig ikke. Det var MEGET slemt i flere måneder! Men spiderman sutsko kan man altså kun få fat i når de kommer i butikkerne /nettet i august, når de er udsolgt, så det bare ærgerligt ... Når..
Så er der strømperne. Hvis hun har pigefarvede strømper på eller strømper med pigeprint på, så vil hun have sine bukser ud over, og kan blive rigtig ked hvis bukserne ryger op, sådan at man kan se det er pigestrømper, for hun er en dreng!
Den sidste tid er hun begyndt på at insistere på hun har en tissemand, men det ved hun jo godt hun ikke har, hvilket vi så snakker lidt om hvor jeg spørg "hvem er det nu der har en tissemand, far osv osv, og hvem er det der har tissekone osv" fx. så bliver det så til at hun ønsker sig en tissemand.
jeg tænker ligesom at vi HAR været "opdagelses" tiden igennem, hvor hun fandt ud af der var noget der hed forskellige køn osv, og derfor undrer det mig det er vendt tilbage så voldsomt og så på den måde det er... Hun er egentlig ikke meget insisterende, men lyder nærmere som en der virkelig ønsker sig dette helt inde i hjertet.
Pt vil hun gerne kaldes "stor dreng" hvis hun bliver rost ligesom man siger "du er en stor pige, et eller andet" ..
Og ellers leger hun at hun er "faren" som hun siger, og vi andre er piger.
Der er mange flere eksempler, men det ville blive meget længere end det er blevet i forvejen
Jeg synes på en måde det er svært og tackle, for hvor går "grænsen" med at lege dreng, så insisterende ... Eller skal vi bare lege med, eller acceptere men forklare at hun altså er en pige, eller?? Jeg ved det ikke...
De nævnte eksempler, er daglige eksempler og de fleste er ting der sker/bliver sagt flere gange dagligt.. Det fylder RIGTIG meget i hendes verden .
Nu har hun også et par gange bedt om og få drengetøj, hvor jeg ligesom har afledt hende fra det, så er det jo så bare hun begynder og vil bytte tøj med andre drenge ... Kan man godt give hende drengetøj? HVOR går grænsen? Hvor meget skal vi holde fast og hvor meget skal vi give slip?
Mvh moren
Lindas svar
Kære Moren
Jeg hører at du har en pige der er rigtig meget interesseret i at være dreng for tiden - og også at hun er så insisterende på ikke at blive betragtet som en pige, at det bekymrer dig.
Ja små børn i aldersgruppen 3-5 år er ofte rigtig optagede af køn. Men men men. Jeg synes at det her tager overhånd - mest af alt fordi jeg stoler på din egen usikkerhed omkring situationen.
Jeg vil derfor foreslå to ting:
1. Tag en snak med hende: Hun er 4 år og kan sagtens forklare hvad hun tænker og mener: Lad hende forklare, hvad det betyder, kræver, tilbyder og forventes af at være en pige. Og omvendt med en dreng. TEGN det gerne, eller leg det med lego eller lignende... for så bliver det lettere bare noget hun "leger" som en historiefortælling end en "nu skal vi snakke alvorligt sammen"- samtale.
Det du skal lytte efter er hendes bekymringer og glæder med det at være dreng og pige, så du selv forstår hendes motivationer.
2. Når du har overblik over hvorfor og hvordan hun tænker som hun gør, så skal du handle aktivt på den viden: Hvis der er noget der virkelig bekymrer, så skal du tage det op med en fagperson fx en psykolog. Men hvis du får ro i hjertet over, at det er en fase, eller at I gennem samtalen hjælper hende blive mere nuanceret i sine holdninger, så skal du aktivt give hende fred til at udforske selv.
Igennem alt dette skal du tage dine egne indre fornemmelser meget alvorligt, for du er den der kender dit barn bedst, du kender familiehistorikken og du ser hende nat og dag og har set udviklingen. Læs evt. mere om forældre intuition her.
Det er så skønt at høre, at du forsøger at give din datter plads til at udforske og blive den person, hun ønsker at blive. Og jeg er helt tilhænger af, at man ikke presser eller manipulerer børn til at udvikle en anden personlighed end den de "kommer med". Men det kan i nogle tilfælde dreje sig om andre ting end bare personlige træk, hvis barnet reagerer væsentligt anderledes end andre børn.
Jeg ønsker dig alt det bedste. Kontakt mig evt. her, hvis jeg kan hjælpe yderligere.
Venlig hilsen Linda Stæhr, familierådgiver ved Trivsel i familien.
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk
