Hej Linda
Vi står og er ved at sælge vores hus og går og pakker,
Min søn har været meget følsom her på det sidste, han bliver virkelig hidsig hvis ikke han får sin vilje, hvis vi siger nej eller lign sætter grænser for ham.
Han kaster med sit legetøj, græder hysterisk, slår/river sig selv
En kammerat sagde idag om vi havde overvejet om det ikke var en reaktion på flytningen.
Hvad pokker kan vi gøre for at gøre tiden frem til 1 august hvor vi flytter så blid som muligt ? Det er jo synd for ham at han er så fustreret..
Lindas svar
Kære Jems
Jeg hører at du har et barn, der reagerer på de omskiftelige omstændigheder jeres familie er i lige nu med flytning... jeg tror din ven har helt ret: For børn reagerer ofte og gerne voldsomt på det, når rammerne bliver brudte. Jeg vil her skrive et lidt bredt svar, fordi alle familier indimellem står overfor brudte og omskiftelige rammer, som gør at børnene reagerer.
Brudte rammer opstår bl.a. ved flytning, skilsmisse, institutions start, dødsfald, længere tids sygdom osv. Grunden til at børn reagerer mere end de fleste på at rammerne bliver brudte, er fordi de har brug for forudsigelighed og tryghed for at kunne udvikle sig og turde "indtage verden" så at sige.
Læs evt. om børns modsstandskraft her.
Børn er ligesom forskere, der har brug for rolige uforanderlige rammer for at kunne "forske" i hvordan livet hænger sammen. Fx bliver et barns erfaringer med hvordan mor er og reagerer i specifikke situationer pludseligt ændret, hvis hun bruger hver aften på at pakke huset sammen, er stresset over hvor tingene er, og bekymret for fremtiden. Et lille barn mærker tydeligt den slags forandringer, fordi reaktionerne fra mor er præget af hendes ændrede fokus og manglende overskud.
Derfor går børn ofte tilbage til det mest sikre de kender: At provokere indtil der kommer en reaktion (der som regel er negativ). Men hellere forudsigelighed (og opmærksomhed) end utryghed. Faktisk er det et sundhedstegn, at børn reagerer, når livsomstændighederne skifter.
En anden ting ved de brudte rammer er, at alle barnets venner og familiemedlemmer pludseligt får nyt fokus. Barnet får ikke den opmærksomhed, som han/hun plejer og det i sig selv er en krise for barnet... for betyder det så, "at jeg ikke er så vigtig som jeg plejer være" - vil logikken være.
Den løsning jeg plejer at foreslå til denne type situationer handler derfor om at skabe forudsigelige rammer og positiv opmærksomhed...
Eksempeltvis:
1. Skærp hverdagens rutiner (eller lav nogen nye), som I kan holde fast i med næb og klør (fx at putteritualet foregår PRÆCIST som det plejer, morgenmaden er som den plejer og kravene til hvad barnet selv skal klare i løbet af dagen er præcist som altid) Pas på med at slække på kravene og fx blive mindre strenge eller putte senere fordi det jo "er synd for barnet alt det vi udsætter det for"... børn kan godt takle forandringer, men ikke uforudsigelige voksne!
2. Giv ekstra og positiv opmærksomhed på faste tidspunkter på dagen (fx at far ALTID læser en bog efter aftensmaden, at mormor ALTID kommer om onsdagen, at mor ALTID sætter sig 15 min med barnet, når de kommer hjem og bare kilder, snakker eller laver mad sammen.
3. Brug evt. barnets institution som buffer, hvis din egen hverdag er for opbrudt - altså som midlertidig løsning! (fx møder barnet kl 9:30-13:30 på alle hverdage i institutionen, indtil livsomstændighederne normaliseres - det giver barnet ro og forudsigelighed og forældrene tid og mulighed for at få styr på tingene hjemme igen.
Jeg håber at du kan bruge mine ideer. Jeg ønsker jer alt det bedste - også med flytningen.
Venlig hilsen Linda Stæhr - familierådgiver ved
Trivsel i familien
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk
