LonglivetheQueen skriver:
Altså det kan jo også bare være en "wuhu jeg er mega forelsket og kan ikke vente med at flytte sammen og det går alt for langsomt" følelse, især hvis i er relativt nyforelskede.
Det med at være alene var også mest ment som et eksempel, vi er sgu så komplicerede os mennesker, så der kan jo være alle mulige ting, jeg holdet bare fast i at du i dit start indlæg virkede "trist" omkring noget der jo egentlig er lige om hjørnet og derfor tænkte jeg også "usundt". Men det er svært at gøre så meget andet end bare at kaste sin første tanke på bordet, det kunne jo være man ramte plet.
Måske har du travlt med at få en "rigtig" familie igen og derfor virker vente tiden deprimerende lang? Gætter bare.
og angst kommer i så mange former og især når der skal ske nye ting, så det er ikke helt utænkeligt, når du døjer lidt i forvejen at det også kunne spille ind. Kender til det i hvert fald og mit har trigget flere gange, på underlige måder, også selv om det var ting jeg glædte mig til, der er jo alligevel en del ting at forholde sig til, ved at skulle flytte sammen med en ny mand + at skulle have dine, mine og måske vores børn med dele ordning og hverdag som skal gå op i en højere enhed.
nu kan jeg læse mig til at du ikke har mange møbler og det tager jeg som om, at det ikke er alt for længe siden din eks er rykket ud og måske går det hele bare lidt hurtigt? Selv om det også føles rart og man glæder sig kan det jo godt gå for stærkt?
anyways.. Så tackler jeg mine følelser ved at kigge på hvad mønstre jeg har med mig i baggagen, ved at analysere dem og ved at anderkende dem, lyder totalt hippie agtigt nu, men vi mennesker er generelt så gode til at rumme vores gode følelser og mærke dem og når vi får en dårlig følelse så vil vi have den væk, helst hurtigst muligt.. Og måske skal den "suk-følelse" ikke fixes, måske skal den bare have lov at være der, måske skal du mærke den for at lære noget nyt om dig selv eller din situation?
som sagt kaster jeg bare om mig med mine tanker og hvordan jeg selv gør, så kan det være noget af det kan bruges
Jeg tror måske, at du godt har luret hvem jeg er? lige det sidste først, så føler jeg i hvert fald ikke, at det går for stærkt. Jeg har aldrig været så sikker på noget i mit liv som dette - jeg tror måske også bare at angsten fra min x vil sidde her rigtig længe. Og den vil ikke forsvinde om så vi var kærester i 10 år uden at bo sammen. for han behandlede mig så skidt, at jeg ind imellem tror jeg vågner fra den her drøm lige straks, fordi det er så sundt og godt.. Og det giver også en lille angst. Altså følelsen af at der er mere på spil, fordi der faktisk er lykke, kærlighed omsorg, gensidig respekt og ligeværdighed. Hele pakken. den angst vil blive hængende mange år ud i fremtiden, det er jeg ikke i tvivl om.. pga min x.
Og så glæder jeg mig jo bare så meget. Lige så meget fordi jeg ved det er det rette - modsat med min x bruger jeg faktisk min fornuft nu, fordi jeg brændte nallerne med min x og derfor har en meget klar idé om ikke at begå samme fejl, samt at jeg ved hvad jeg vil have og ikke have.
Så sådan lidt selvransagelse siger også, at jeg er endelig lykke. Decideret og helt ærligt for første gang i hele mit 26 år lange liv. Og den følelse er så uvant, at den bliver blandet sammen med en masse andre følelser og.. ej, det er også helt vildt rodet det jeg skriver, men kan du følge mig?
Måske er det også et spørgsmål om jeg generelt skal lære at tolke mine følelser i et bedre lys. Savn er jo ikke en dårlig følelse i hvert fald i den her situation. Det er jo et tegn på hvor gode vi er sammen, den lykke vi har sammen, hvor dejligt det er at være i hinandens nærhed og kunne være 100% sig selv, forstå og acceptere den andens både gode men også dårlige sider (for vi har dem Jo alle).
Haha, det bliver nok lidt flyvsk og filosoferende.. men jeg føler mig endelig hel og tryg - og den følelse er her klart især når han er her. For så har jeg alle de mennesker omkring mig, der fuldender puslespillet. Først og vigtigst: børnene. Og så Ham 
