Hej Linda, jeg skriver på vegne af min kæreste og jeg.
Vi er meget fortvivlet omkring min kærestes lille fyr Liam på 2 år og 2 måneder, og vi kunne derfor godt tænke os lidt råd til hvordan vi skal takle hans ulydighed.
Først tænker jeg at lidt basal viden vil være på sin plads.
Min kæreste har Liam med sin eks-kæreste. De to har ikke været sammen siden Liam var omkring 5 måneder gammel. Jeg kom selv ind i Liams liv da han var 11 måneder gammel. Liam bor til dagligt hos sin mor, og vi har så Liam fra torsdag eftermiddag til mandag morgen.
Problemet opstår lidt i at vi har rigtig svært ved at finde ud af hvordan vi skal takle Liams ulydighed. Han hører overhovedet ikke efter, hvis vi siger noget til ham, (det kunne f.eks være at han ikke må spytte på gulvet, eller løbe ud på vejen) så hører han ikke efter, griner af os, og oven i købet lader han ind i mellem som om vi slet ikke er tilstede, hvorefter han så gør det alligevel.
Vi kan se og forstå på ham at han er i gang med at udvikle sin selvstændighed, og det lader vi ham gøre i et så bredt omfang som muligt, altså han får lov til at gøre de fleste ting selv, tage sko og tøj på, børste tænder, spise maden uden vores hjælp, gå op og ned af trapperne selv osv. osv.
Der er self ting vi slet ikke tolerer så som at slå, bide, skubbe de andre børn og voksne, smide med maden, spytte på gulvet, eller sige grimme ting osv.
Lige nu er Liam rigtig slem til at spytte på gulvet, og slem til at sige Fuck (som han bestemt ikke har samlet op her, for sådanne ord bruger vi ikke).
I torsdags var vi inde og handle i Super brugsen, hvor Liam udbryder "Fuck" (første gang vi høre ham sige ordet), Daniel bliver fuldstændig mundlam, men siger så til Liam, at "sådanne ord må man ikke sige". Liam griner af Daniel og bliver ved med at skrige Fuck, fuck, fuck, fuck. Daniel bliver sur og sætter ham ned og siger , meget bestemt "Det vil jeg ikke have, kan du forstå det". Liam Griner ad ham igen, og starter forfra med sin sang. Daniel valgte så at gå ud af butikken med Liam, og dette resulterede i at Liam blev sur råbte og skreg over at han ikke måtte være inde i butikken.
Den anden dag gik vi forbi hvor de sad og spise på en resturent, og der sad Liam og slog, og bed sin mor, uden hun sagde noget til det, først da hun så os, sagde hun " Ej Liam lad lige vær med det".
Han slår, bider og niver os, når han ikke får sin vilje, og han tolerer ikke et nej.
Daniel har opgivet at snakke med Liams mor, da hun bare lyver os direkte op i hovedet. Hun beretter nemlig kun at Liam opfører sig ordentlig når han er hos hende, også selvom Daniel er gode venner med hendes nye kæreste, og de har fælles venner, og Daniel der igennem får at vide at hun slet ikke kan styrer ham.
Når Liam gør noget han ikke må her hos os, så fortæller vi ham at det må man ikke, og hvorfor man ikke må det.
F.eks. Liam tænder for ovnen, og Daniel eller jeg siger "Det må du ikke, for så brænder du dig" enten acceptere han det eller også så griner han af os, og drejer på nogle andre knapper. (oftest det sidste) Når vi har sagt til ham tilstrækkeligt mange gange at det må du ikke, og han stadig bliver ved, så sætter vi ham i sin stol i et hjørne til en time out. Her bliver han sur og begynder at skrige og græde. Vi siger til ham " Liam må ikke dreje på komfuret, så derfor sidder Liam i sin stol nu, du kan komme ned når du har forstået det".. Der plejer at gå ca. en 2-3 minutter så siger han "Liam opfører sig ordentlig nu" også får han lov til at gå ned fra stolen, også er alt fint, lige indtil han gør det, eller noget andet han ikke må igen 5 minutter efter.
Vi er så fortvivlede. Hvad kan vi gøre for Liam når han er her? Vi føler os som skurkene, fordi vi sætter grænser og vi vil jo helst ikke have at han føler at det er træls at være hos os af den grund at der er regler her og men ikke hos hans mor.
Vi føler ikke at han har nogen som helst respekt for hverken os eller andre voksne mennesker.
Det mest fortvivlende er at man kan se på ham at han gør tingene for at provokere os og for at være trodsig. Han smiler rigtig til os når vi er ved at tage ham i at gøre de ting han ikke må, og selvom vi siger "nej Liam det må man ikke" så gør han det alligevel.
Kan vi gøre noget anderledes? Vi føler lidt vi spilder tiden, nå vi så næste gang vi får ham, kan starte forfra.
Hilsen en fortvivlet far og Bonusmor
Lindas svar
Kære fortvivlede far og bonusmor
Jeg vil gerne starte med at sige, at I allerede er på rette vej. Det ER vigtigt at sætte grænser, og at Liam reagerer ved at protestere (ved at grine eller række tunge) viser, at han hører jer, uanset at virker vildt provokerende. Forældre er aldrig skurke ved at sætte grænser, tværtimod! Hvis ikke vi tager ansvaret for, hvad der skal ske i hjemmet, så bliver vores børn jo nødt til at bruge en masse energi på at gøre det – og sådan må det ikke blive.
Det er trist og ærgerligt, at Liams mor åbenbart ikke magter eller forstår at sætte de grænser Liam har brug for. Den gode nyhed er, at børn godt kan lære, det de skal, bare de får det rigtige ET sted. Med andre ord kan Liam lære at respektere jer og andre og lære at opføre sig ordentligt, hvis I to hænger I og hjælper ham. Og nej, I starter aldrig forfra, men det lyder til at I er kørt ind på et skævt spor.
Tip, læs evt. her om vigtig grænsesætning eller her om trodsreaktioner.
Når det er sagt er der 3 vigtige ting omkring børns opdragelse, som jeg har lyst til at pointere:
- Børn reagerer mere på opmærksomhed end ros/skæld ud, opmærksomhed er som slik for børn:
Det betyder, at når Liams far højt og tydeligt irettesætter Liam for at sige Fuck, så får Liam en masse opmærksomhed på at sige det. Derfor er det næsten logisk, at han siger det igen. Hvis der er bestemte ting, I ønsker Liam skal gøre mere af, så giv ham en masse opmærksomhed på det, og nedton opmærksomheden på det, der ikke er godt. I eksemplet med butikken kunne far måske rose Liam for at gå roligt rundt i butikken og hjælpe med at putte i kurven og tale med ham om, hvor hyggeligt de så har det. Ordet Fuck kan nøjes med at fremtvinge et løftet øjenbryn og så kigge væk fra ham. Så vil Liams erfaring blive: Nå det var ikke interessant – det er meget mere interessant at hjælpe far i butikken. Det betyder ikke, at I stopper med at sætte grænser og sige fra, men det betyder, at I gør det mere bevidst og diskret.
- Børn der er grænseoverskridende gør det, fordi de mangler grænser
Det lyder måske absurd, men børn er faktisk rigtig gode til at udtrykke, hvad de har allermest brug for. Lige nu skriger Liam på faste rammer og grænser, der er tydelige. Det vil ikke undre, at det forvirrer ham, at grænserne er forskellige i mors og fars hjem, men det vil han lære at takle med tiden. Så længe grænserne og reglerne er meget tydelige i jeres hjem, vil han lære at falde til ro. Vær gerne ekstra tydelige og ekstra strikse med reglerne i en periode, for hans trodsreaktioner er også et tegn på utryghed om, hvem der bestemmer. Vis ham det, så han kan slappe af og beskæftige sig med at lege og være barn - mere end at afprøve grænser.
Når jeg taler om rammer, så mener jeg hverdagens rutiner og regler, fx: ”Når vi har spist aftensmad skal du have nattøj på, sådan er det hver aften”. Eller ”Man får kun slik fredag aften, det er først i morgen, når vi har sovet” Eller: ”Jeg vil have, at du selv tager bukser på”. Sig kun tingene to gange. Tredje gang gør I tingene for ham… for tredje gang har han droppet at høre efter. Brug jeres kropssprog tydeligt og husk, at et barn på 2 år skal vises tingene mange gange og ikke tager ordene så højtideligt. Det er jeres kropssprog og tonalitet, der viser ham, hvad han skal.
- Børn har brug for at vide hvad de GERNE må gøre mere end hvad de IKKE må gøre.
Når Liam går i rødt og er vred, så kan han kun se ”røde” (uartige/trodsige) ting at gøre. Så der må I som de voksne sige: ”Du må ikke røre ved komfuret, men du må gerne hjælpe med at røre rundt i skålen/spise den her agurk/sidde her og tegne”. På den måde hjælper I Liam til at fokusere på gode ting og giver ham muligheder i stedet for begrænsninger. For et barn, der ser rødt, ser kun begrænsninger. Det handler også om opmærksomhed (som i punkt 1). At I gennem jeres forbillede har mere fokus på, hvad man må, end det man ikke må. Men det er klart, at I skal sige ”Nej!”, hvis Liam er farlig for sig selv eller andre (bider, slår, ødelægger ting osv.) Ja det virker umiddelbart at give time-out, men forskningen viser, at børn ikke fatter, hvorfor de kommer i time-out. Så i praksis oplever Liam måske tingene sådan her: ”Jeg er sur, jeg slår for at vise, at jeg er sur. Far bliver sur, han skælder ud, jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme ud af situationen. Så jeg laver endnu mere ballade og bliver endnu mere ked af det (selvom jeg smiler). Til sidst sætter far mig i et hjørne, han kunne ikke takle mig og har ikke lyst til at være i nærheden af mig. Heldigvis ved jeg¨, hvad jeg skal sige, når jeg vil væk derfra: Liam opfører sig ordentligt nu”. Men på den måde fastholdes alle i et negativt spil, som SKAL ende galt. Det er derfor jeg foreslår at afprøve: ”Nej… men du må godt…” og måske hjælpe Liam gøre det gode, han godt må (fx sætte ham op at tegne, give ham en agurk i hånden eller tilsvarnede).
Til sidst vil jeg benævne jeres relation til mor og hendes opdragelse: Min personlige mening er, at I kommer længst med ærlighed, at far simpelthen tager en snak md mor: ”Jeg ved du elsker Liam over alt på jorden… men jeg har også en fornemmelse af at du kæmper meget med ham. Vi kan i hvert fald mærke det hjemme hos os, kan vi snakke sammen om det?” Det nytter ikke noget at bebrejde mor i den situation. Forældre ønsker altid det bedste for deres børn, men de formår ikke altid at gøre det. Giv hende hellere forståelse og omsorg. Og hvad I end gør, så bland aldrig hendes kærestes udsagn ind som bevisbyrde for at hun ikke gør det godt nok! Det vil bare gør hende endnu mere alene om alt det svære, at selv hendes kæreste siger det bag hendes ryg.
Overvej også om pædagogerne i institutionen skal indblandes. Evt. tage en forældresamtale sammen med pædagogerne, så alle tre vinkler kommer frem på Liams hverdag og så I kan gøre en tydelig forskel sammen.
Jeg ønsker jer alt det bedste. I er velkomne til at kontakte mig igen, hvis I har lyst.
Venlig hilsen
Linda Stæhr – familierådgiver ved Trivsel i familien
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk
