Eksperthjælp: Svært ved at glæde sig til nummer 2

Linda Stæhr

Hej, jeg skriver som anonym da det for mig er et meget følsomt emne.


Sagen er den at jeg har en søn på 13 mdr, og nu er gravid igen, med termin i december, hvor min søn vil være cirka 18-19 mdr.


Graviditeten var planlagt for vi vil gerne have flere børn. MEN.


Jeg glæder mig slet ikke på samme måde som første gang. Første gang tænkte jeg ikke på andet, og var ved at gå ud af mit gode skind af bekymringer. Denne gang er jeg meget mere afslappet, bekymrer mig ikke om selve graviditeten, og snakker egentlig heller ikke så meget om det, andet end at jeg virkelig virkelig glæder mig til kønsscanning som jeg skal til på mandag :-)


Men så tænker jeg f.eks. "er det nu det rigtige, vores søn er jo stadig så lille"


"hvad nu hvis min søn kommer til at føle sig svigtet"


"Skulle vi alligevel have ventet"


og den "værste" tanke jeg synes jeg har er at "nu starter det hele bare forfra igen med lille baby der intet kan"


Med min søn var der store problemer med øjenkontakten de første måneder fordi han var for tidlig født, og jeg bekymrer mig meget for om der også bliver problemer med dette denne gang, da jeg så vil føle at så må det jo være min skyld? Så må det jo være mig der gør noget galt?


Tænker også om jeg mon kan aktivere den lille ny nok osv, når jeg også har den store.


ØV hvor jeg synes det er ærgerligt at jeg slet ikke glæder mig på samme måde denne gang. Selvfølgelig glæder jeg mig, er bare så bange for om vi tog det forkerte valg?


Er det normalt at føle sådan?

Lindas svar

Kære anonyme mor

Tak fordi du tager dette vigtige emne op, som berører alle mødre. Nemlig mine forventninger til at blive mor og min skyldfølelse i det der mislykkes. Som du beskriver dig selv, hører jeg en helt normal mor, der har været ramt af udfordringer der har tæret på håbet og energien.

Tip: På min hjemmeside kan du læse mere om tanker om at blive mor.

Men i forhold til din første fødsel: Første gang du var gravid, havde du ingen personlige erfaringer med at være mor, du glædede dig dermed til ideen om at være mor/en familie. Og her blev du på en måde skuffet over både dig selv og de forhindringer du oplevede.

I forhold til din anden graviditet: Denne gang VED du meget mere om, hvad du kan gå ind til. Selvfølgelig er du præget af din første fødsel og spædbarnstid, det er jo eneste grundlag, du kan bygge dine erfaringer, håb og bekymringer på. Det betyder naturligvis også, at du ikke er nær så optaget og bekymret for at blive mor igen (for det har du allerede mestret EN gang) men du er måske samtidig bekymret for at føde for tidligt igen og opleve den magtesløshed det (sandsynligvis) var at få et så sårbart og sensitivt barn, at han endda havde svært ved at holde øjenkontakt med sin egen mor!

Hvis du senere bliver gravid med barn nummer 3: Hvis du vælger at få barn nummer tre vil du sandsynligvis have en anden ro over tingene, fordi du VED, at barnet ikke nødvendigvis får udfordringer. Selv hvis dine første to børn har samme udfordringer, så er du bare endnu mere klædt på til tredje gang.

Med andre ord er du HELT normal! Men du hænger stadig fast i de følelser, der sidder i dig efter første gang du blev mor.

Derfor vil jeg forsøge at sætte ord på de oplevelser og følelser jeg hører du kæmper med:

Det lyder til, at du følte, du kom til kort over for dit første barn, der var for tidligt født. Den følelse af smerte og skam som dette medfører kommer, når jeg ikke kan leve op til det, jeg forventer af mig selv – dermed rammes mit selvbillede, og jeg begynder at tvivle på mig selv. Lyder det rigtigt for dig?

Du kan evt. læse mere om følelser af at komme til kort som forælder her.

Når du påtager dig skylden for det, som du oplevede var svært med din første søn - så giver du dig selv lov til at slå dig selv i hovedet, for ligesom at dæmme op for den følelse du har af at komme til kort som mor. Lyder det rigtigt for dig? Det er sindets ubevidste måde at godtgøre for ting, vi ikke har kontrol over, men det er ikke en hensigtsmæssig måde at bruge i praksis. For skyldfølelsen gør, at vi mister troen på os selv!

Et af de vigtigste punkter som forældre og som opdragere er efter min mening, at vi tror på at vi KAN det og at vi er ”gode forældre”. For hvis jeg ikke tror, jeg er en god forælder, så giver jeg op på forhånd og tager ikke det ansvar der er nødvendigt at tage!

Kære mor – jeg hører smerten i det du skriver, og at du har mistet noget af din tro på dig selv som mor. Jeg kan ikke på afstand hjælpe dig med disse meget stærke og svære følelser, men jeg vil stærkt opfordre dig til at dele dem med 2-3 (kun) af dine nærmeste venner, gerne mødre du kender. For der sker det med svære følelser, at de ofte smelter gennem åbenhed og forståelse. Den forståelse og støtte du vil møde hos andre, vil hjælpe dig se mildere på dig selv – og kun derigennem kan du tilgive dig selv eller måske snarere frikende dig selv den skyld, du føler over at være uperfekt og komme til kort som mor.

Omvendt kan man sige, at al den bekymring og alle de tvivlspørgsmål osv., du har lige nu, vidner om, at du er en meget passioneret og dedikeret mor, som VIRKELIG ønsker det allerbedste for ALLE dine børn. Jeg håber, at du kan tage dette med dig videre.

Min egen personlige historie som førstegangsmor er fyldt med bristede drømme, krise og et ødelagt selvbillede. Jeg arbejdede meget bevidst med dette og delte med mine allernærmeste. Og med tiden lærte jeg at holde af mig selv igen og se HVORFOR det gik galt, så jeg kunne undgå at ende samme sted igen. Desuden inddrog jeg mit netværk (min mand, min nære søster og mine forældre) i det praktiske og i det følelsesmæssige - og det var fantastisk. Jeg ser nu tilbage på en tid med stor fortvivlelse, men også stor taknemmelighed og en fornyet tillid til min familie, som jeg har gavn af resten af mit liv!

Jeg ønsker dig alt det bedste! Og til jer der kommenterer… giv gerne denne mor og alle andre mødre, der kæmper med de samme udfordringer DIN personlige historie, så vi kan støtte hinanden.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien