Yurie skriver:
Jeg er virkelig dårlig til at skrive om følelser... Men...
Et sted mellem 10 og 11 i morges, fik jeg en mail fra min søster om en skypesamtale, jeg tænkte ikke videre over det, men bare at hun havde brug for at snakke. Så vi startede en samtale, og hun startede med at sige; at det er meget hårdt at sige det her til dig og jeg forstår hvis du lukker ned efter, mine første tanker; Hvad har hun nu lavet? XD
Men så sagde hun; XX(Min bror) har været ude for en ulykke, han klarede den ikke.. Og jeg brød sammen.. Jeg kunne ikke forstå at det skulle ske for vores familie, det sker for naboen, ikke også. Men denne gang var det sket for os. Tårerne trillede ned af min kinder, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller sige. Alt var så uretfærdigt.. Jeg havde mistet min bror, han blev kun 40år.. Det er ikke fair, slet ikke fair. Vi fik også en god snak, og det havde vi begge brug for. Jeg gik ned til ungerne(De to jeg passer), for jeg havde bare brug for kram fra dem begge to, bare holde dem tæt.. Den tryghed de giver mig, er fantastisk. Og det mærkeligste skete, den 2½årige dreng hopper ned fra sin bedstemors skød og kommer hen til mig, giver mig et "kram" og jeg løfter ham op og krammer ham, og han lader mig. Det har han aldrig gjort for, han plejer at skrige mit navn i glæde og så give mig det største smil. Det var så skønt.
Jeg valgte at gå en tur(mærkeligt nok var det en dårlig ide), for jeg blev ked af det igen, alle tankerne fløj igennem hovedet på mig.. Men jeg fik renset mit hoved, og kom hjem igen.
Jeg hader mig selv, fordi jeg ikke gjorde mere, for at holde kontakten, fordi jeg var så gal på ham, når han brød aftaler, at han var så fjern, at alt bare var et rod, og at jeg aldrig nåede at sige farvel, og at jeg elskede ham.. At vi aldrig fik oplevelser jeg kan huske rigtigt tilbage på, at livet er så uretfærdigt, at han skulle tages fra os så tidligt, fra sin datter.. Hvorfor gjorde jeg ikke mere, for at se ham? Alle de ting man ville ændre, hvis man kunne, men nu er det for sent. Han er væk for evigt, og jeg vil aldrig se hans smil igen, hører hans stemme.
Jeg vil altid savne ham, men jeg ved også at han har det godt og han er sammen med sin(vores) mor, som han virkelig savnede.. Han var knust da hun døde, og det ændrede ham desværre, men nu er han sammen med hende igen, og vi har de dejligste skytsengle til at passe på os i denne verden.
Jeg savner og elsker dig, storebror. Pas godt på mor for os.. 
Jeg lover at jeg vil passe godt på din datter for dig.. Så hun ikke vil glemme dig.
Og det er bestemt en naturlig ting, det med at tænke at man kunne have gjort mere for at holde kontakt osv. Jeg har selv mistet et nært familiemedlem og jeg ved jeg kunne have holdt bedre kontakt med videre, men det er vigtigt at huske at der er en grund til at man gør som man gør. Så du må ikke hade dig selv! Uanset hvad der er sket imellem jer så ændrer det jo ikke på at I var søskende og elskede hinanden.
