Er det normalt at føle sådan? :(

Hej, jeg skriver som anonym da det for mig er et meget følsomt emne.

Sagen er den at jeg har en søn på 13 mdr, og nu er gravid igen, med termin i december, hvor min søn vil være cirka 18-19 mdr.

Graviditeten var planlagt for vi vil gerne have flere børn. MEN.

Jeg glæder mig slet ikke på samme måde som første gang. Første gang tænkte jeg ikke på andet, og var ved at gå ud af mit gode skind af bekymringer. Denne gang er jeg meget mere afslappet, bekymrer mig ikke om selve graviditeten, og snakker egentlig heller ikke så meget om det, andet end at jeg virkelig virkelig glæder mig til kønsscanning som jeg skal til på mandag :-)

Men så tænker jeg f.eks. "er det nu det rigtige, vores søn er jo stadig så lille"

"hvad nu hvis min søn kommer til at føle sig svigtet"

"Skulle vi alligevel have ventet"

og den "værste" tanke jeg synes jeg har er at "nu starter det hele bare forfra igen med lille baby der intet kan"

Med min søn var der store problemer med øjenkontakten de første måneder fordi han var for tidlig født, og jeg bekymrer mig meget for om der også bliver problemer med dette denne gang, da jeg så vil føle at så må det jo være min skyld? Så må det jo være mig der gør noget galt?

Tænker også om jeg mon kan aktivere den lille ny nok osv, når jeg også har den store.

ØV hvor jeg synes det er ærgerligt at jeg slet ikke glæder mig på samme måde denne gang. Selvfølgelig glæder jeg mig, er bare så bange for om vi tog det forkerte valg?

Er det normalt at føle sådan?

Min veninde har lige født andet barn. Hun beskriver det samme som dig. Alt er bare nemmere tror det er normalt/)

Tror det er helt normalt der kommer til at være 18 mdr mellem mine børn og jeg går tit med samme tanker tænker ikke på konstant jeg er gravid og snakker Heller ikke så meget om det som sidst. 

Alt min energi og fokus er på min lille datter som jeg har nu og kan osse godt blive i tvivl om det nu var det rigtige lige nu om jeg kommer til at svigte min datter ? 

Ja det ene øjeblik glæder jeg mig og det andet er jeg bange for at det måske var for tidligt vil jo gerne være der for min første datter osse. 

Tror det er helt normalt som 2 gangs gravid at tænke sådan 

Ved ikke om det normalt, men kan sige jeg havde nogen af de samme tanker. Dog mere i slutningen af graviditeten - starten af graviditeten der var jeg så hængt op af mit speciale, så jeg tænkte ikke så meget 

men jeg havde tanker alla:

- kan jeg elske endnu et barn så højt?

- ville det ikke være bedre for min datter at være enebarn?

- hvad hvis baby tager det som min datter skulle have.

da baby så endda heller ikke ville vende sig af sig selv og der derfor var tale om kejsersnit, så brød det ud i lys lue - hvorfor skulle baby nu komme og ændre forudsætninger, så jeg måske ikke kunne bære min datter, ikke kunne bære barnevognen ned af trapperne så jeg kunne have gode afleveringer af min datter, ikke kunne komme hjem med det samme når jeg havde født og og og og og....

Men da jeg fik min anden datter lagt op på brystet (de fik hende vendt), så var alle bekymringer og tanker væk, for jeg kunne ikke bare elske lige sp højt, jeg kunne også blive endnu mere forelsket i min store datter, for hun var jo bare verdens skønneste storesøster (at det så ikke lige gik efter bogen er en anden historie, og derfor ved jeg ikke om følelserne også er der ved de næste graviditet, for der følte jeg helt andre ting ).

Åh sådan har jeg også haft det. Mest her hen mod slut... kan næsten ikke forstille mig en mere kan være ligeså god. 

Skifter mellem at tude over at fødslen ikke starter og tude over at når den starter så har jeg jo aldrig mere den alene tid jeg er vandt til at have med min søn. Det er overordentlig frustrerende  

Jeg opfatter søskende som en gave vi giver vores børn, og det synes jeg er vigtigt at holde fast i, også når tingene er sure og trælse.

Op med humøret, det går nok alt sammen