charthys skriver:
ja, den her kan vel placeres i flere kategorier.
sagen er at jeg føler jeg er nødt til at overveje det fornuftige i at gennemføre denne graviditet, selvom vi egentlig var enige om at beholde den til trods for at spiren er lavet på prævention.
problemet er at min dejlige kæreste har skrantet igennem et godt stykke tid. hans far døde i december og det er ligesom han hænger fast i et dårligt immunforsvar, manglende modstandskraft, manglende overskud, ja han er sølle. han har været til lægen flere gange og de almindelige blodprøver ser fine ud. han er på en heftig vitamin kur uden nogen effekt.
sådan som det er lige nu har han brugt al sin energi når han kommer hjem fra arbejde, så klasker han sammen. han skal tage sig sammen for lige at slå græsset eller andet af det mest nødvendige. jeg har normalt en meget deltagende mand i det hjemlige arbejde, men nu står jeg med stort set det hele. indkøb, madlavning, tøjvask, rengøring. og jeg har i forvejen tre børn, og ja, så er jeg jo gravid i 7 uge med medfølgende kvalme og træthed. huset ligner en krigsskueplads, og det er ikke fordi vi bare har meget høje standarter.
jeg er ikke så bekymret for om vi kan klare det økonomisk, selvom jeg er på su, og selvom vi bor på ret få kvm, så går det nok også de første par år.
men. hvis nu han fortsætter med at være skravl og enden med at gå ned med flaget og blive sygemeldt, det ved jeg ikke hvordan vi skulle klare bare son vi er nu, hvad så når vi er seks?
hvordan skal jeg gennemføre en graviditet med bækken problemer og tiden efter med en nyfødt, når hans overslud er så ringe og jeg samtidig skal være den mor jeg gerne vil være fpr mine børn.
og kan han tåle presset ved endnu en graviditet, endnu et spædbarn når han som tingene er nu kun lige kan få overskuddet til at slå til.
Jeg ved godt at der er syv mnd til termin og at min mand kan nå at blive frisk og overskudagtig inden da. men hvad nu hvis han ikke gør? så er fortrydelsesfristen ligesom udløbet, - det gør den jo faktisk om fire uger.
men. jeg vil bare så nødigt give afkald på en baby til. jeg fik en abort da min mindste var 7 mnd, og jeg havde tabt min nyoplagte spiral. dengang kunne det ikke komme på tale at gennemføre graviditeten, men nu hvor jeg egentlig havde bestemt mig til at det her skulle være, så er det jo fuldstændigt forfærdeligt at skulle snakke fornuft med sig selv.
Puha, et forfærdeligt dilemma at stå i 
Jeg fik selv en abort for cirka to år siden. Jeg havde det forfærdeligt psykisk dengang, fordi jeg har mistet min mor og kontakten til min far og min stress og depression varede i halvandet år - to år. Jeg havde det helt samme mønster, som du skriver din kæreste har; man er så psykisk træt, af at tænke og være ked af det, at man ikke kan fungere optimalt. Jeg ved med mig selv, at jeg ikke ville have fået det bedre dengang med et barn, for jeg vidste jeg ikke havde nok overskud til andet, end bare at få det bedre selv.
Jeg ved i dag, at det har været det rigtige valg, og jeg tror det bliver utroligt hårdt for dig, hvis du måske kommer til at skulle ordne det hele selv og tilmed vise overskud for en lille; for det han skal over, det kan komme til at tage rigtig lang tid for ham at fordøje og acceptere.
Det er virkelig et stort valg du skal tage, for du skal tænke på jer begge. Jeg ved bare med mig selv, at et barn på det tidspunkt, da jeg havde det så svært, ikke ville have fjernet al den smerte jeg følte.
I dag er jeg heldigvis et meget, meget glad menneske, der har accepteret min situation og er gravid i 14. uge imorgen. Så jeg er helt sikker på, at din kæreste nok skal nå til et punkt, hvor han er klar til at få sin hverdag til at fungere igen. Der kan desværre bare gå lang tid 
Jeg ville ønske jeg kunne give dig et mere konkret svar på det hele og jeg håber du får taget et valg, der er bedst for jer begge 
