Anonym skriver:
Jeg har brug for et godt råd �� jeg er gift og vi har et barn på 2 år. Men nu er jeg blevet gravid med nr 2 ved et uheld (er på p-piller). Men det her barn er for mig et ønske barn. Timingen er såå dårlig og det værste er at min mand ikke vil ha det. Aner ik hvad jeg skal stille op. Tror ik jeg ville ku leve med mig selv hvis jeg fik en abort. Men skal jeg "tvinge" min mand til endnu et barn når han ik vil?! Jeg er færdig med min uddannelse inden nr 2 sku komme men lige nu er jeg på su og min mand på sygedagpenge. Vi har kun en 2 værelses og får ik råd til at flytte i den nærmeste fremtid. Alt peger på at vi ik skal ha en mere, men tror bare ik jeg ku få en abort og være ok med det. Aner ik hvad jeg skal gøre
Det er der ingen der kan råde dig til, kun du og din mand kan træffe den beslutning. Men jeg kan fortælle min egen historie.
Her hjemme er linierne klare, min mand ved jeg ikke kan gennemgå en abort efter vi mistede vores datter. Han ved jeg gør hvad jeg kan for at undgå graviditet, men han vil ikke selv steriliseres, så graviditet er en mulighed.
jeg blev gravid på p-piller med nummer 4 og det var absolut ikke et ønske fra min mands side. Det var heller ikke et ønske fra min side, det havde det været. Men jeg havde nu brugt et år på at fortælle mig selv at det var bedst ikke at få flere børn og havde fået overbevist mig selv.
Det kom som er chok, var lige som i lige (2 dage før) blevet fastansat.
Vi gennemførte graviditeten, en graviditet hvor jeg faktisk begyndte at glæde mig sådan helt ind i hjertet, men havde en mand der absolut ikke glædede sig. Han tog del, men det var med en armslængde. Og det var tydeligt at han irrationelt gav mig skylden, eller rettere han gav min krop skylden og tog afstand fra mig.
Da lillebror kom til verden, faldt min mand pladask for ham. Men han tog stadig afstand fra mig, vi kunne være forældre sammen, men vi kunne ikke være mand og kone sammen. Det tog laaaaaang tid før vi overhovedet kunne tale om det - og da vi fik taget hul på bylden blev jeg forskrækket. Han havde vitterligt hadet mig, bare at se min krop havde gjort han blev vred, og det havde taget lang tid.
Nu er lillebror snart 5 år, vi er begge enige om vi var de mest heldige mennesker på jorden, at vi fik lov at få ham med i børneflokken. Vi er også igen mand og kone, men er egentlig aldrig kommet tilbage ti, det som var en gang. Det er stadig mig der fx er mest opsat på sex og kan mærke den periode også har gjort noget ved min tillid til kærligheden, attråen osv.
det var absolut ikke lutter lagkage, men jeg kunne ikke en abort - jeg kan stadig ikke en abort og min kære mand ved der stadig er en risiko (tror han glæder sig til jeg går i overgangsalderen )
